Hjemmelavet hyldebærsaft

Hyldebærsaft

Hjemmelavet hyldebærsaft


Varm hyldebærsaft. Det er ren efterårshygge, når det er bedst. Og et genialt værn mod forkølelse, hoste og andre af efterårets dårligdomme. Hyldebær er spækket med vitaminer og antioxidanter, og varm hyldebærsaft er et godt, gammelt husmoderråd mod forkølelse, influenza osv.

Faktisk er der i Norge lavet en undersøgelse, der viser, at det ikke bare er pjat og overtro med varm hyldebærsaft mod forkølelse og influenza. De lykkedes med at påvise en antiviral effekt i hyldebærsaften, og de testpersoner, som drak varm hyldebærsaft hver dag blev raske 4 dage hurtigere end dem i kontrolgruppen. Ret vildt alligevel.

Hjemmelavet hyldebærsaft

 

Du kan selvfølgelig købe glimrende færdiglavet hyldebærsaft i supermarkederne – men du kan også gå en tur ud i naturens store forrådskammer, hvor hyldebærrene lige nu står kulsorte og saftige på buskene, og plukke dig et ordentligt læs friske hyldebær til din egen hjemmelavede hyldebærsaft. Så er du klar til efteråret og vinteren.

Det gjorde jeg i sidste weekend, hvor vi var på familiebesøg i Nordsjælland. På en gåtur fandt jeg et enormt hyldebærkrat og plukkede 2 kg friske hyldebær, som røg med hjem i en stor plastikpose.

Hjemmelavet hyldebærsaft

Det er en rigtig hyggelig lille syssel at gå og plukke hyldebær – og jeg kunne forestille mig, at børn også kunne synes, det var et hyggeligt weekendprojekt. Min farmor tog mig engang med ned i gården bag hendes lejlighed for at plukke hyldebær. Så gik hun hjem og lavede hyldebærsuppe til os. Jeg brød mig ikke så meget om suppen dengang, men jeg syntes, det var enormt spændende at plukke bær og se dem blive brugt til noget i køkkenet hjemme hos farmor. Så jeg spiste pænt min hyldebærsuppe og syntes, det havde været en fed dag!

Jeg har æret farmors minde og givet hyldebærsuppen et nyt forsøg i den forgangne uge. Så en af de nærmeste dage kommer mit bud på en hyldebærsuppe med nogle toppings, som gør den ret lækker. Det var i hvert fald bedre, end jeg huskede det fra barndommen 😉

Jeg synes, det er relativt nemt at finde hyldebærbuske rundt omkring i landskabet – i hvert fald i Københavnsområdet og på Sjælland, hvor jeg færdes mest. Dog kan det være en stor fordel at komme lidt ud af byen og væk fra luftforureningen, hvis man skal plukke bær til saft o.lign. Øko-hjemmelavet-effekten går sådan lidt af, hvis bærrene er smurt ind i bilos!

Hjemmelavet hyldebærsaft

Husk 3 ting, når du plukker hyldebær:

  1. Lav et flåt-tjek bagefter. Især hvis du som jeg har kravlet rundt i højt græs og buskads for at plukke bær.
  2. Hyldebær må under ingen omstændigheder spises rå, da de indeholder blåsyre – også kendt som cyanid, altså gift. Når bærrene bliver kogt i 20 minutter, forsvinder giftstofferne fuldstændigt, og alt er godt.
  3. Pas på saften fra bærrene. Den er umulig at få af tøjet igen.

Jeg har valgt at søde min hyldebærsaft med honning i stedet for det traditionelle sukker. Både for at undgå det raffinerede sukker, men også for at få nogle af honningens gode, antivirale og smørende effekter med i saften. Derudover har jeg givet min hyldebærsaft et pift af stjerneanis og appelsin, som er ret lækkert. Du kan sagtens udelade det, hvis du hellere vil have en mere traditionel hyldebærsaft.

Hjemmelavet hyldebærsaft


Hyldebærsaft

(Ca. 3 l koncentreret saft)

  • 2 kg hyldebær
  • 3 æbler
  • Skal og saft af 1 citron
  • Skal og saft af 1 appelsin
  • Ca. 3 tørrede stjerneanis
  • 3 l vand
  • 1 bæger honning (425 g)

Skyl bærrene, og klip de grove grene af. Skær æblerne i både

Kom alle ingredienser undtagen honning i en stor gryde. Bring i kog, og lad det koge under låg i 20 min.

Si fyldet fra. Jeg siede først fyldet fra gennem en grov si. Derefter hældte jeg saften gennem en finmasket si foret med et viskestykke for at få de sidste urenheder fra. Lad være med at bruge dit yndlingsviskestykke – du får aldrig saften af igen.

Hæld den siede hyldebærsaft i en ren gryde. Tilsæt honning, og giv et kort opkog.

Hæld hyldebærsaften på skoldede flasker skyllet med stærk spiritus.

OBS: Efter at du har skoldet flasken, skal den nå at køle af et par minutter, inden du skyller med spiritus. Ellers kan flasken krakelere – det er forsøgt herhjemme! 😉

Den færdige hyldebærsaft blandes med vand i forholdet 2:1 eller 2:2, afhængig af hvor stærk du kan lide din saft. Den kan drikkes både varm og kold. Stik evt. en kanelstang i glasset – det giver en skøn aroma og ser fint ud.

Hjemmelavet hyldebærsaft

0 comments on “HyldebærsaftTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: