Hybenchutney

Hybenchutney med æble, abrikos og vanilje

 

Hybenchutney

I går var jeg ude at gå ved stranden, hvor hybenbuskene blomstrede i vildskab. Jeg plukkede en god posefuld og gik straks i tænkeboks over, hvad de mon skulle blive til. Mit bekendtskab med hyben har indtil videre kun strakt sig til Den Gamle Fabriks hybenmarmelade (som jeg i øvrigt rigtig godt kan lide), men da vi ikke spiser specielt meget marmelade herhjemme, besluttede jeg mig for en hybenchutney. Jeg var glad for den rabarberchutney, jeg lavede tidligere på sommeren, som dog savnede lidt sødme. Jeg gik derfor efter en blød og sød chutney baseret på hyben, æble og tørrede abrikoser og krydret med vanilje, kardemomme (som jeg elsker!), kanel og stjerneanis. Ingen peber, chili eller rødløg denne gang.

Jeg er selv meget tilfreds med resultatet, selvom vejen dertil var lidt hård. Det var simpelthen et frygteligt pillearbejde at ordne de dér hyben – ikke mindst fordi de var så solmodne, at frøene virkelig sad godt fast i kødet. Jeg forsøgte mig med nedfrysningsmetoden: frugterne halveres, fryses ned i nogle timer, hvorefter man banker og ryster posen godt og grundigt, hvilket skulle få kernerne til at rasle ud. Der røg ganske vist også mange kerner ud – men der sad ligeså mange tilbage. Så forsøgte jeg at hakke nogle af hybenerne og lægge dem i en skål med vand, så kernerne kunne flyde ovenpå. Mange af kernerne flød ganske vist også ovenpå – men ligeså mange sad tilbage. Til sidst blev det håndkraft på den grove måde, hvor jeg smed alle de mest bøvlede hyben ud og gik efter “lidt men godt”. Ud af mine 600g hyben var der 150 g, der fik lov til at blive til hybenchutney. Jaja, så blev jeg da den erfaring rigere! Æblet fra mine forældres have var heldigvis noget lettere at have med at gøre 🙂

Hybenchutney

Til et lille glas hybenchutney:

  • 150 g ordnede hyben
  • ½ æble i tern
  • 25 g tørrede abrikoser i strimler
  • 1 håndfuld mandelsplitter
  • 75 g sukker
  • 1/4 dl æbleeddike
  • 1/4 dl vand
  • skal og saft af 1/4 citron (jeg anbefaler en kartoffelskræller fremfor rivejernet til skallen – så får man nogle gode, store, reelle stykker, som ser dekorative ud i chutneyen, fremfor en masse “fnidder”)
  • 4 vrid med en Vaniljetwister (½ vaniljestang ville nok være bedre, men jeg var løbet tør), 3 kardemommekapsler, ½ kanelstang, 1 stjerneanis

Det hele blandes i en gryde og koger 45 minutter. That’s it!  Hold øje med, at gryden ikke koger tør – tilsæt evt. lidt mere vand undervejs. Hældes på glas, som er desinficeret på den måde, man selv har det godt med (Atamon, sprit, pasteurisering el.lign.).

Jeg forestiller mig, at hybnechutneyen vil være god til Primadonna eller til kødretter.

Hybenchutney
Dejlig, splattet chutney

5 comments on “Hybenchutney med æble, abrikos og vaniljeTilføj din

  1. Det er en dejlig og informativ blog, du har. Jeg er lige faldet over den ved et tilfælde.

    Der er en meget god grund til dit store spild og ditto besvær med at rengøre dine hyben: Du var simpelthen ALT for sent ude! Er de først røde og rigtig modne, er de også fulde af orm, og man kan ikke rense dem for kløpulveret uden, at det bliver til noget smadderværk. Kunsten er at plukke dem inden, de er helt modne; de må gerne kun være svagt lyserøde eller gule i farven, og så er de faste i kødet. Mærk på dem inden, du plukker. Arbejdet er dog stadigvæk betydeligt – men det hele værd. De helt modne hyben kan man dog bruge til at koge saft af, for så behøver man kun at fjerne blomsten, da det hele skal sies eller igennem et klæde til sidst.

    1. Kære Elsebeth
      Tak for din kommentar! Jeg havde nok på fornemmelsen, at det havde været lettere, hvis jeg havde været ude lidt tidligere på sæsonen 🙂 Til gengæld fandt jeg nogle hyben ca. ½ måned senere, som var mindre modne og dermed meget lettere at håndtere – det er nok forskelligt fra sted til sted, hvor hurtigt bærrene modner. Hybensaft – er det godt? Det lyder som noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve!
      (PS: jeg så lige, at bloggen havde smidt billederne i opskriften – en dårlig vane, den har fået, efter at skiftede domæne for en måneds tid siden. Nu er de sat ind igen)
      Mange hilsener, Louise

  2. Hej Louise. Først og fremmest tak for din dejlige blog med skønne opskrifter. Jeg er selv lidt af en hyben fan. Er opvokset med en mor der lavede hybenmarmelade og brugte hybenkerneolie til ansigtet, da det virker godt til at mindske rynker. De senere år er jeg begyndt at købe hybenpulver til min mor, da jeg opdagede, castorolie.dk/hybenpulver, at hyben også virker godt mod gigtsmerter. Desværre er hybenpulver lidt dyrt, så overvejer nu at lave det selv til næste år. Har du erfaring med at lave hybenpulver eller nogen gode råd dertil? Vil gerne svare dig på dit spørgsmål vedr. hybensaft – ja det både smager dejligt og er rigtig sundt:-) Igen mange tak for alle opskrifterne!

    1. Kære Pernille.
      Tak for din skønne kommentar! Jeg har desværre ingen erfaring med hybenpulver. Men jeg må da prøve det dér hybensaft! 😉

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: