I dagens indlæg står den på en masse løse tanker om motion; hvide kunstskøjter; om at udfordre sine personlige grænser – og om at føle sig som en person fra 1800-tallet.
Det dér med at træne… Det er noget, der mystificerer mig igen og igen… Hvis en person fra 1800-tallet dumpede ned her i 2017 og så, at mennesker jævnligt bevæger sig hen i et fitnesscenter for at sidde og løfte vægte og løbe på løbebånd uden at komme nogen vegne, ville vedkommende vel tro, at vi allesammen var tossede!?
At bruge energi uden at frembringe noget – bare forbrænde så mange kalorier som muligt på så kort tid som muligt. Det er jo total sort set fra et evolutionært synspunkt, hvor det i århundreder har handlet om at konservere energi og udrette så meget som muligt med så lidt energi som muligt.
At bygge store muskler uden at have noget at bruge dem til – det er også bare total sort! Hvis man er skovhugger eller landmand er det selvfølgelig en god ting at have en stærk overkrop. Men hvis man arbejder på et kontor og det vildeste, man skal udrette, er at pakke sin MacBook ud og ned igen – hvad skal man så med en overkrop som Schwarzenegger?
Noget af det mest usexede i min verden er også de dér toptrimmede, forfængelige fitnessbums-fyre med perfekt formede muskler, V-form og gelé nok til en hel hær i håret – som ikke kan finde ud af at hænge en hylde op eller bære en flyttekasse.
Nå, det var vist et sidespor… Hvor kom vi fra… Nåh jo:
Sommetider føler jeg mig lidt som en person fra 1800-tallet.
Jeg forstår simpelthen ikke konceptet “træning”. Hvis jeg skal gøre noget fysisk anstrengende, skal jeg enten:
- synes det er sjovt eller
- udrette noget ved det.
Jeg er med på, at det jeg udretter med træning, er at give mig selv en sund og stærk krop. Men på en eller anden måde er det ikke nytteværdi nok til at motivere mig. Der skal helst være et mere synligt “nu og her”-resultat i udsigt. Fx når et par timers rengøring giver en smuk og indbydende lejlighed. Eller en tur i ejerforeningens have giver en smuk udsigt fra vinduerne.
Det forekommer mig, at jeg burde være i stand til at holde min krop sund bare gennem en fornuftig hverdag med transport til og fra arbejde, daglige opgaver osv. ligesom mennesker har gjort i hundredevis af år. Men måske er det ikke helt muligt her i 2017, hvor vi har indrettet en tilværelse med et voldsomt energioverskud som følge af madtilbud alle vegne, og hvor vi har reduceret fysisk anstrengelse til et absolut minimum som følge af maskiner, der klarer alt det huslige og praktiske arbejde, der før har fyldt meget i menneskers hverdag. Hvilket betyder, at vi nu skal bruge 7-8 timer på arbejde + transport til og fra og så derefter lægge 1-2 timer ind til træning for så at gå hjem og tænde for vaskemaskinen, opvaskemaskinen og robotstøvsugeren. Det er da lidt tosset…
Jeg synes absolut heller ikke, at det er sjovt at gå i fitnesscenter. Så det kriterium bliver heller ikke opfyldt. Det er der måske mange andre, der synes – og det er skønt for dem! Men jeg synes, det er dødens pølse. Og så lugten og larmen… Nej nej altså.. Slet ikke mig!
Jeg burde nok bare have levet i 1800-tallet! Bortset fra, at der nok heller ikke lugtede særligt godt… Men jeg ville have været en hottie uden lige i de dér store kjoler!
Nå, sidespor igen.. Sorry! Tilbage til emnet:
Til gengæld har jeg været bidt af en gal skøjteløber de sidste par måneder.
Andreas har købt mig mit første par rigtige skøjter. Et par hvide kunstskøjter. Ej men altså, de er jo så pæne, at jeg tager i skøjtehallen bare for at have dem på!
Jeg har aldrig løbet på hverken skøjter eller rulleskøjter som barn. Jeg har altid været typen, der var for bange for at falde og slå mig til at kaste mig ud i den slags. Men her i mine midt-tredivere er jeg åbenbart blevet lidt mere modig. Vi har været ude at stå på skøjter mindst et par gange om ugen hele januar. De første par gange var jeg Bambi på Isen. Jeg klamrede mig til banderne, og Andreas løb rundt bag mig og grinede: “Du må passe på begge ender på samme tid” med hæs Stampe-stemme 😉
Men efter et par uger er jeg blevet mere sikker på benene og tør efterhånden både løbe hurtigt, dreje rundt om mig selv, løbe baglæns – ja, jeg har sågar lært at bremse uden hjælp af bander, hvilket virkelig var en overvindelse for mig.
Hvis nogen spurgte, om jeg trænede, ved jeg dog ikke, om jeg ville sige “Ja, jeg står på skøjter”. Jeg føler mere, at skøjteløb er leg end træning for mig.
Og her kommer det spørgsmål ind i billedet, som er indlæggets titel: Hvem har egentlig bestemt, at motion skal være kedeligt? Behøver motion handle om at få max sved på panden, bygge muskler på den mest effektive måde og forbrænde så mange kalorier som muligt? Kan det ikke bare handle om at hygge sig, have det sjovt og måske også dyrke sine relationer på en god måde?
Stillet groft op: Hvis jeg kunne vælge mellem at forbrænde 1000 kalorier på en times effektiv træning eller forbrænde 100 kalorier på halvanden times skøjtning – så ville jeg til enhver tid vælge skøjterne. Eller en hyggelig gåtur rundt om Damhussøen med en kop kaffe. Eller måske en form for holdsport (hvor ingen vil have mig med på holder, fordi jeg er så elendig og aldrig gider sætte mig ind i reglerne, endsige følge dem!).
Hvad siger du? Hvad er dit forhold til motion? Er du en af dem, der forstår træning? Og vil du i så fald forklare det til mig? 🙂
Jeg ville bare elske at se dig og Andreas i skøjtehallen 🙂 Nå, men jeg tror du har fuldstændig fat i det rigtige – man skal lave noget man synes er sjovt og som har et formål for en lige her og nu.
Når det så er sagt, så er jeg jo nok en af dem der er bidt af træning – og jeg tror faktisk af præcis samme årsag som du er vild med at stå på skøjter: Jeg får rykket mine personlige grænser.
I mit sind er der gennem flere år – af forskellige årsager – flyttet en “pas-nu-på” stemme ind… Pas på du ikke falder, pas på du ikke slår dig, pas på du ikke får et astmaanfald… pas på.
Træning for mig er derfor blevet et sted hvor jeg kan holde op med at passe på – fordi det ikke længere er nødvendigt at passe på. Gennem træning er jeg kommet i bedre form og har fundet ud af at det ikke er farligt med en høj puls – faktisk oplever jeg at jo højere puls jo flere gange om ugen, jo mindre astmamedicin bruger jeg.
Gennem særligt personlig træning og styrketræning har jeg genvundet min balance fysisk og opbygget styrke så jeg føler jeg er stærk. To ting som hjælper mig i hverdagen når jeg føler jeg er ude af balance inde i hovedet – og har brug for en anden styrke at læne mig op ad end kun min personlighed. Min fysiske styrke har dæmpet min temmelig irrationelle angst for overfald fx
Derudover oplever jeg en enorm styrke i det fællesskab jeg har med de mennesker jeg kæmper sammen med – på cykelholdet i fitnesscentret, til styrketræning sammen med min træner eller veninde, på vejen rundt omkring vores skønne lille landsby med mine naboer.
Så egentlig, Louise, behøver du ikke nogen forklaring – for du har forstået det, hvorfor det er vigtigt at røre sig på en måde man synes er sjov, giver mening og gode oplevelser – skaber en følelse i hverdagen af at være med i et fællesskab og kæmpe for noget sammen… Også når det man kæmper for er at passe på begge ender samtidig 😉
Ved du hvad, når jeg lige ser dit træningscenter for mig, så tror jeg faktisk også, at det var et sted, hvor jeg godt gad træne, hvis jeg skulle! Virkelig fedt med sådan et lille sted, hvor man kender hinanden, hilser, opmuntrer hinanden osv. Og de gange, hvor jeg har løbet motionsløb sammen med nogen, har det også været en ret hyggelig oplevelse. Så tak for lige at minde mig om det, søde veninde! 🙂 Det er så sejt, at du har fået så godt et forhold til træning. I virkeligheden er jeg total misundelig!
Og du må komme med Andreas og mig i skøjtehallen ANYTIME! 🙂