I min fars barndom i 1940’erne var det store sager at få en banan eller en appelsin til jul. Og slik var noget, man fik ved særlige lejligheder. I dag betragter mange danskere bananer og appelsiner som noget, der nærmest er nødvendigt for livets opretholdelse (dør man ikke af skørbug og C-vitaminmangel, hvis man ikke spiser frugt?), og slik er noget, man spiser flere gange om ugen. I min barndom fik man sodavand ved særlige lejligheder. Til gengæld var det ikke noget issue at dele kage ud i skolen, når man havde fødselsdag. I dag trisser børn ned af gaden med en halvanden liters sodavand i den ene hånd og en pose chips i den anden. Og en halvgnasket plade Marabou i baglommen. Til gengæld er debatterne om kageuddeling i skolen et evigt debatemne i ethvert forældreråd med respekt for sig selv.
Det, jeg prøver at sige noget om, er, at det “normale” hele tiden rykker sig. Og det kan sommetider være svært at finde ud af, hvad der egentlig er normalt, og hvordan man lige selv passer ind i det hele.
Længslen efter at være “normal”
Jeg tror i bund og grund, at længslen efter at være “normal” og passe ind er en stærk drivkraft i alle mennesker. Det kan man sikkert studere mange bøger og afhandlinger om inden for psykologien. Lad os tage et aktuelt eksempel: Når man er til julekomsammen, og fadet med æbleskiver går rundt, og man er den eneste, der ikke tager noget op på tallerkenen – så gør det nærmest fysisk ondt inden i, fordi det føles så forkert at være den eneste, der er uden for madfællesskabet. Selvom man egentlig slet ikke har lyst til selve den kedelige æbleskive. Folk presser måske endda lidt på: “Ej, du kan da godt tåle en enkelt!” For det gør også lidt ondt på dem, at fællesskabets ramme bliver brudt. Det er nok vores flokmentalitet, der skinner igennem her.
Nå, det var bare et eksempel. Kan I nikke genkendende til det? Eller er det bare mig?
Den konstante tilstedeværelse af mad i samfundet
Mange synes jo, at den kost, jeg spiser, er ret unormal. Ret store mængder fedt, temmelig mange grøntsager – og ingen brød, pasta, slik osv. Engang imellem føler jeg også selv, at min kost er lidt unormal. Men det er egentlig ikke i min egen hverdag. Når jeg bare trisser rundt derhjemme og spiser min LCHF-kost, føles det som det mest naturlige i verden. Men når jeg tager en tur ind til byen, konfronteres jeg pludselig med en helt anden virkelighed:
Jeg passerer mindst tre 7Elevens på min vej, som tilbyder hotdogs, croissanter, doughnuts, og såsandelig også diverse Palæo-snacks og rawballs til det, de kalder “den lille sult”. Jeg passerer også et helt uhyrligt utal af bland-selv-slikbutikker med 100 g slik til 9,95 (eller er det 8,95?). Også Føtex vil sælge mig drikkeskyr og müslibarer, så jeg ikke går sukkerkold på den 10 minutter lange togtur ind til Nørreport. Og når man lander på Strøget, kan man jo nærmest ikke sparke sig frem for shawarma-steder, kaffebarer, kiosker, isbutikker, sandwichbutikker, McDonalds, bagere og alle mulige andre geshäfter, som vil sælge mig snacks af den ene og den anden slags til at komme igennem dagen på. Forleden da jeg gik fra Nørreport og til min frisør i Larsbjørnsstræde, gav jeg mig til at tælle alle de steder, der ville sælge mig ædelse på den kun 600 meter lange strækning. Jeg har glemt, hvad jeg kom op på – men det var et imponerende antal! Og nå ja – prøv også lige at tænde for fjernsynet og tæl, hvor mange programmer der handler om mad. Eller gå på youtube og se de utallige madvideoer…
Det er normalt at spise – hele tiden.
Den konstante tilstedeværelse af en overflod af madtilbud sender mig et stærkt budskab: Det er normalt at spise – hele tiden. Croissanter er ikke en luksus, man tillader sig hos bageren lørdag morgen eller ved særlige lejligheder – det er hverdagskost! For alle byens 7Elevens sælger dem jo (3 for et eller andet), og halvdelen af Vanløses beboere gnasker dem i sig på vej til metroen om morgenen. Det må være det, der er normalt, konstaterer den ubevidste del af min hjerne. At inhalere et kvart kilo bland-selv-slik fredag aften må også være normalt – for det gør halvdelen af mine Instagram-venner. Det må også være normalt at drikke smoothie eller en 750kcal’s iskaffedrik, når man skal gå 600 meter for at komme fra toget hen til frisøren. For det lægger butikkerne jo op til, at man skal.
Så kommer jeg pludselig til at føle mig lidt unormal på et eller andet skørt, ubevidst plan. Og jeg føler, at min lchf-kost er begrænset og kedelig. At jeg går glip af en masse. At jeg ikke passer ind i samfundet. At jeg burde købe en chokoladecroissant og en drikkeskyr og melde mig ind i samfundet igen.
Og så er det, at jeg stopper mig selv og spørger: “Hvem har egentlig bestemt, at det her skal være normalt?” For alt det her mad har jo ikke noget med mig at gøre. At vi har indrettet et samfund, hvor der er mad (og ikke mindst kulhydratholdig og næringsfattig mad) overalt, er ikke ensbetydende med, at det skal være normalt. Jeg nægter simpelthen at anerkende den norm.
“Grazing”
For noget tid siden blev jeg introduceret for begrebet “grazing”. Et koncept, som en potentiel samarbejdspartner gerne ville have mig til at promovere. Grazing betyder vist, løst oversat, at småspise hele tiden. Virksomheden, som henvendte sig til mig, præsenterede det som noget positivt, at man i stedet for at spise 3 hovedmåltider, gik og småspiste lidt hele tiden i løbet af dagen. En lille yoghurt, en rugsnack, en smoothie, en banan osv. Tænk at romantisere konstant snacking som noget positivt. Bevares – ikke et ondt ord om folk, der spiser mellemmåltider. Men der er langt fra 2-3 mellemmåltider om dagen til 6-7-8 stykker, hvilket vistnok var tanken i grazing. Jeg har faktisk haft irritationen over det koncept liggende i baghovedet, siden jeg modtog forespørgslen for over ½ år siden. Nu fik jeg den endelig ud! 😉
Engang imellem leger jeg en leg med mig selv, hvor jeg tæller kalorier sammen på alle de mellemmåltider og snacks, som madproducenterne vil have os til at spise i løbet af en dag. Og når jeg leger den leg, forstår jeg godt, at overvægt og diabetes er et problem i vores samfund. Du godeste, et kalorieoverskud man kan få opbygget over en dag, hvis man udover sine 3 hovedmåltider også skal klemme 1 chokoladecroissant, 1 drikkeyoghurt, 1 stykke kage fra kantinen, et par pølsehorn, en halv skålfuld slik fra kollegaens skrivebord, en rugsnack fra Lagkagehuset, en kakaomælk, en yoghurt, 2-3 stykker frugt fra virksomhedens frugtordning, en isvaffel og et par rawballs fra 7Eleven ned!
By the way: Vores tænder har heller ikke godt af det!
Just say no!
Nu lyder jeg måske lidt lige lovlig frelst og stramtandet her – men jeg skriver ikke det her indlæg for at give nogen dårlig samvittighed eller sige: “Se, hvor god jeg selv er!”. Jeg skriver det, fordi jeg oprigtigt synes, vi som forbrugere må sige fra over for normaliseringen af overspisning. For det er det, som vores kultur lægger op til: at vi skal indtage langt flere kalorier, end man har en chance for at forbrænde som almindeligt menneske med stillesiddende arbejde. Selv håndværkere vil have svært ved at følge med på forbrændingsfronten her! Og resultatet er ligeså forudsigeligt som en Hollywood chickflick: overvægt. Og det sucks! Jeg taler af personlig erfaring.
Jeg synes, vi skylder både os selv og de opvoksende generationer at skabe et mere fornuftigt forhold til mad. Mad er brændstof – ikke underholdning og tidsfordriv. Udtalte indehaveren af en madblog… Flot! Men I ved, hvad jeg mener, ikke? 😉
Godt indlæg!
Jeg har faktisk ikke rigtig følt mig voldsomt “unormal” i de 3 1/2 år jeg har spist lchf – og det er der en helt konkret grund til. Jeg har været diabetiker siden barndommen, og med den lidelse er det jo helt legalt at sige til og fra med madindtaget – og det er det samme jeg siger når jeg nu spiser lchf. I den forbindelse har jeg ofte tænkt på hvor underligt det er at man oplever, at man behøver en “undskyldning” for at vælge mad til og fra, og det er her jeg bliver lidt træt i håret….Jeg oplever, at jeg kan “tillade” mig at vælge brød, ris osv fra uden at andre kommenterer på det når jeg har sagt noget om mit blodsukker – men hvis jeg ikke havde haft min diabetes som trumfkort, så tror jeg ikke at det ville være samme oplevelse. Det er som om at div til- og fravalg kun kan accepteres hvis der er en medicinsk grund hertil..suk! I det hele taget undrer jeg mig over hvor meget man skal høre på i det offentlige rum i forhold til folks uforbeholdne mening om alt muligt. I min verden kommer det ikke andre ved hvad man spiser, ikke spiser osv. een ting er, at man ikke selv har lyst til at fravælge sukker, mel, kød eller hvad det nu er – men det kan man holde for sig selv…
Det er faktisk en ret interessant pointe! Det er ok at bekymre sig om sit helbred og vælge forskellige ting fra, hvis man har en medicinsk diagnose – men ikke hvis man bare gerne vil passe på sin krop og måske undgå at blive syg. Det er virkelig skørt, at man nærmest skal refærdiggøre sit fravalg af mad, det er jeg helt enig i. Tak for en god kommentar!
Vh Louise
Ja, det er som om at det er ok at tage mad- og livsstilsmæssige hensyn når først skaden er sket og man har en eller anden kronisk tilstand – men at tage samme valg og hensyn før man bliver kronisk syg…se, det er noget helt andet! Egentlig passer det vældig godt sammen med hvad jeg synes at se mange steder – vi prøver at helbrede frem for at forebygge…helt tosset i mine øjne.