Hjemmelavet urtesalt


Min søsters krydderurter er ved at overtage verdensherredømmet. Der er salvie, estragon, oregano, basilikum og løvstikke til en hel hær i deres have! Så forleden slæbte jeg hjem med armene fulde af krydderurter og gik i køkkenet for at lege. Udover hjemmelavet krydderurtesalt blev det også til 2 slags pesto (basilikum og løvstikke), bernaisesmør (som jeg vil dele en af dagene), estragoneddike (en kvist estragon ned i en gang hvid balsamico) og så et lille rengøringsprojekt med husholdningseddike og salvie, som efter sigende skulle blive stærkt desinficerende. Måske også mere om det projekt senere.

Nå, men i dag skal det altså handle om urtesalten! En genial måde at få brugt havens (eller altanens – eller vindueskarmens) mange krydderurter og samtidig gemme et strejf af sommer, som kan tages frem og give de kolde og grå vinterdage lidt ekstra sol og varme.

Hjemmelavet urtesalt


Lidt om Snapchat

Hvis du er på Snapchat, har du måske set min lille video om urtesalten fra i går? Snapchat er et nyt projekt for mig. Jeg har længe rullet med øjnene over det og sagt, at DÉT gad jeg altså ikke hoppe med på. Men nu er jeg alligevel blevet hooked. Det er gået op for mig, at Snapchat kan det, som Instagram kunne “i gamle dage”. Nemlig at give et hurtigt øjebliksbillede af, hvad man laver. I dag er Instagram (efter min mening) blevet meget poleret og perfektionistisk. Alting skal være opstillet fint og sirligt – og helst passe ind i éns “grid”. Det har bestemt sin charme. Og jeg har ingen planer om at forlade Instagram.

Men Snapchat er fedt, fordi det er meget mere spontant og “in the moment”. Og det elsker jeg. Jeg elsker at dele min begejstring over et hyggeprojekt i køkkenet; en lækker morgenmad eller et sjovt katteansigt, uden at jeg behøver stille en hel scene op og tænke over lyssætning og beskæring, inden jeg snupper billedet. Det er nemlig væk, inden et døgn er gået. Og jeg elsker, at andre er ligeså afslappede som mig på Snapchat!

Hvis du har lyst til at følge mig på Snapchat, kan du finde mig under brugernavnet frukofoed. Det kunne være smadderhyggeligt at møde nogle af jer derovre under afslappede forhold 😉

Hjemmelavet urtesalt

Urtesalten…

Det var dén, vi kom fra! Jeg har lavet den med løvstikke, estragon, salvie og oregano. Nogle temmelig temperamentsfulde damer, må man sige! Der er fuld smæk på smagen og duften – og måske også mere, end hvad jeg lige ville drysse på et æg eller en tomatmad. Jeg tænker til gengæld, at min hjemmelavede urtesalt bliver helt genial, når jeg koger bouillon på hønseskrog. Jeg har også brugt den i små mængder, når jeg har stegt kød, og det har fungeret rigtig fint.

Du kan bruge lige præcis de krydderurter, du helst vil. Og du kan også tænke ud af boksen og supplere med andre ting fra køkkenet. Af nogle gode venner har jeg fået et glas urtesalt med dild, fennikel, timian og stjerneanis – også en vildt lækker kombination. Det er bare at lege med, hvad man har.

Hjemmelavet urtesalt

Hjemmelavet urtesalt

Hjemmelavet urtesalt


Hjemmelavet urtesalt

  • 2 store håndfulde friske krydderurter (fx løvstikke, estragon, salvie og oregano)
  • 2 dl groft salt – gerne flagesalt

Klargør krydderurterne (rens dem og pil bladene af stilkene), og kom dem i en kraftig foodprocessor/blender sammen med saltet. Blend, til krydderurterne er findelte, men saltet stadig har noget struktur. Groft salt holder meget sin grove konsistens, mens flagesalt giver en finere urtesalt.

Bred urtesalten ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og tør den i ovnen på 100 grader i 20 minutter. Lad saltet stå og køle helt ned, inden du hælder det på rene, tætsluttende glas.

Holdbarhed… Jeg vil tro ualmindelig lang tid, da salt jo er det ultimative konserveringsmiddel. Men jeg har ikke testet.

NB: Hvis du bruger salvie, så vær opmærksom på at bruge max. 4 blade. Ellers bliver det for voldsomt.

2 comments on “Hjemmelavet urtesaltTilføj din

    1. Tusind tak Joy! Håber, det blev godt 🙂 Og hyggeligt, at du følger med på Snap!
      Vh Louise

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: