hjemmelavet nutella

Hjemmelavet nutella (Sukkerfri og mejerifri)

hjemmelavet nutella


Okay, lad mig lige starte min opskrift på hjemmelavet nutella med en disclaimer: Hvis du smører denne her nutella på din franskbrødsmad og forventer, at det skal smage som den gode gamle nutella fra glasset – så bliver du nok lidt skuffet.

Hvis du derimod tænker: “Uhm, intens hasselnøddesmag og dyb chokoladelækkerhed, som ikke bliver forstyrret af en hel masse sukker og fløde!” – så er vi tættere på at forstå hinanden her! Og nå ja, så gør det vel heller ikke noget, at den er sukkerfri, er supernem at lave og indeholder masser af gode fedtstoffer fra hasselnødder og kokosolie, vel?

hjemmelavet nutella

Min hjemmelavede nutella er ikke specielt sød, og den er temmelig grynet i konsistensen. Wow, jeg sælger den godt, hva? 😉 Hvis jeg ville have haft den virkelig cremet og lækker, kunne jeg have tilsat en god sjat piskefløde. Men jeg valgte ikke at gøre det af 2 årsager:

  1. For at prøve at ramme en helt mejerifri og dermed vegansk udgave af hjemmelavet nutella, da det er noget, jeg ved, at flere af jer læsere lægger vægt på.
  2. For at forlænge holdbarheden på nutellaen. Nødder, kokosolie og kakao har jo nærmest uendelig holdbarhed, men smider man en sjat fløde i, ryger man hurtigt ned på ganske få dages holdbarhed.

Det smarte er, at man kan løse problemet med konsistensen ved at smøre et godt lag smør under sin nutella (Jaja, så ryger den veganske model, I know – men man kan jo ikke vinde hver gang)! Så får man både den cremede lækkerhed og den lange holdbarhed, hvilket en WIN for mig, da jeg – trods alt – ikke spiser nutella hver dag.

På et tidspunkt går jeg all in på at lave en hjemmelavet nutella, som er både cremet, sød, lækker og helt og aldeles sukkerfri. Men denne her opskrift skal I alligevel have i første omgang, fordi den er ultranem at lave, har lang holdbarhed, er mejerifri og smager virkelig intenst af hasselnødder.

hjemmelavet nutella


Hjemmelavet nutella (sukkerfri og mejerifri)

  • 2 dl hasselnødder
  • 1 nip salt
  • ½ tsk vaniljepulver
  • Ca. 50 g Fibersirup Gold (alternativt Yacon-sirup eller honning)
  • 3 spsk god kakao
  • 3 spsk kokosolie
  • 1/4 dl vand

Start med at afskalle hassenødderne: 175 grader varmluft i 13-15 minutter, så ud og nulres mellem 2 viskestykker. Ofte kan dette punkt springes over, når vi taler om hasselnødder – men ikke til hjemmelavet nutella. Det bliver simpelthen for bittert med alle de skaller.

Så finder du en kraftig foodprocessor frem og blender nødderne med salt i nogle minutter, til de begynder at samle sig til en fedtet masse.

Tilsæt vaniljepulver, kakao, kokosolie og Fibersirup, og blend det godt sammen.

Smag evt. til med mere Fibersirup, hvis du ikke synes, din nutella er sød nok, og justér evt. konsistensen med vand.

Du kan også sagtens give den en god sjat fløde, hvis du vil have en mere cremet nutella. Så nedsættes holdbarheden bare.

Opbevar din hjemmelavede nutella i et rent glas på et køligt, mørkt sted.

hjemmelavet nutella

0 comments on “Hjemmelavet nutella (Sukkerfri og mejerifri)Tilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: