Hjemmelavet hyldeblomstsaft

Hjemmelavet hyldeblomstsaft

Hjemmelavet hyldeblomstsaftI mange år har jeg gået og taget tilløb til at producere hjemmelavet hyldeblomstsaft. Hyldeblomstsaft med danskvand er en af mine yndlingssyndigheder, især om sommeren. Men også i drinks eller til marinering af jordbær er hyldeblomstsaft genialt.

2 issues har jeg haft med at komme i gang med saftproduktionen:

1: at finde hyldeblomsterne
2: at hitte rede i de mange forskellige opskrifter

Udfordring nr. 1 blev løst til UG i år: først fandt Andreas en stor klynge af hyldebuske nede ved Amager Strand. Derefter ledte min søster vejen til endnu større mængder hyld i Herlev langs motorvejen (ja, øko-faktoren dalede lige lidt dér, men smagen fejler nu ikke noget!).

Med mere end 120 hyldeblomstskærme i hus var det bare spørgsmålet om den rigtige opskrift på hjemmelavet hyldeblomstsaft. Og her begyndte den store forvirring: nogle bruger 1 kg sukker pr. 20 hyldeblomstskærme, andre bruger 2 kg, og andre igen kun ½ kg. Nogle opskrifter foreskriver ren citronsaft, andre hele skiver citron. Mængden af citronsyre varierer også, ligesom mængden af skærme. Nogle lader saften trække i 2-3 dage, andre i 5 dage. Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om Atamon eller ikke Atamon. Endelig havde jeg selv en ambition om at forsøge mig med et sødemiddel, der ikke var sukker, for at få hevet indholdet af absolut tomme kalorier ned. Og så havde jeg også en idé om, at ingefær kunne være et godt twist.

Hvad gør man så: man går pseudo-videnskabeligt til værks og laver 3 forskellige portioner hjemmelavet hyldeblomstsaft:

Batch 1: med sukker og ingefær, som trak i 4 dage
Batch 2: med sukker, som trak i 5 dage
Batch 3: med stevia, som trak i 5 dage

Jeg kan med det samme afsløre, at Batch 3 var den ultimative taber, mens Batch 1 er den helt klare vinder. Stevia har mange fortræffeligheder, men ikke når det kommer til hyldeblomstsaftproduktion. Saften har en virkelig grim, besk og syntetisk eftersmag, som helt overdøver smagen af hyld. Jeg tror faktisk, jeg ender med at hælde den portion ud. Ingefær er til gengæld lige præcis det twist, som frisker saften op og gør, at den ikke bliver for vammelsød til min smag.

I alle 3 opskrifter har jeg brugt samme mængde sukker (eller tilsvarende Stevia), og jeg har også kun brugt hele citroner (dog lidt flere i batch 1 end i de 2 andre – og det har været et hit!). I et større og mere ambitiøst forsøg kunne jeg have varieret en masse med det, men jeg havde en ret god fornemmelse af netop de 2 elementer, og jeg var mest interesseret i at finde ud af, hvordan hhv. Stevia og ingefær fungerede – derfor skulle de 3 batches være næsten identiske bortset fra de ingredienser. Alle 3 portioner har også fået 2 tsk Atamon og er kommet på Atamon-skyllede flasker – simpelthen fordi jeg ikke gider stresse over holdbarhed, når jeg nu har lavet så stor en portion.

Trækketid lader til at være temmelig ligegyldigt. Den portion, der blev bedst, trak kun i knap 4 dage, og den har mindst ligeså meget smag som den næsten identiske batch 2, som trak i 5 dage.

Citron og citronsyre er helt sikkert det, der skal prioriteres højere hos mig end i de opskrifter, jeg er stødt på i kogebøgerne. Måske skal jeg helt op på 50 g citronsyre pr. 20 hyldeblomstskærme (citronsyren er det, der hiver smagen ud af blomsterne). I batch 1 med 40 skærme havde jeg også 5 hele citroner i skiver, hvilket fungerede væsentligt bedre end batch 2, hvor jeg kun havde 3 citroner.

Nå, men her kommer i hvert fald den opskrift på hjemmelavet hyldeblomstsaft, som jeg lander på, og som skal fintunes endnu mere næste år:

Hjemmelavet hyldeblomstsaft:

  • 40 hyldeblomstskærme (temmelig store)
  • 2 kg sukker
  • 5 hele citroner i skiver
  • 50 g citronsyre (måske mere – det har jeg bare ikke fået testet endnu)
  • 3 skiver frisk ingefær
  • 2 liter vand
  • 2 tsk Atamon

Skyl hyldeblomstskærmene så grundigt som muligt. Kom dem i en stor gryde/skål med låg, og bland dem med alle de andre ingredienser undtagen vand og Atamon. Kog vandet, og hæld det kogende over saftbasen. Tilsæt til sidst Atamon (det mister sin effekt ved kogning, så det skal først i til sidst), og lad saften trække tildækket i 4 dage på et køligt og relativt mørkt sted (måske kan man endda klare sig med 3 – skal testes). Rør et par gange undervejs.

Si fyldet fra saften. Herefter foretrækker jeg at si den færdige saft 2 gange gennem et viskestykke lagt dobbelt, så alt snavs og utøj kommer fra, inden jeg hælder saften på skoldede flasker skyllet med 1 spsk Atamon og 2 spsk varmt vand (den samme Atamonblanding kan snildt bruges til at skylle alle flaskerne).

Min færdige saft smager næsten som den fra Den Gamle Fabrik (min favorit!) og blandes i samme forhold: 1:4.

Hjemmelavet hyldeblomstsaft
Den færdige produktion af hjemmelavet hyldeblomstsaft på flasker (en stor tak til vores overbo, som donerede sine gamle Soda Stream-flasker!)

7 kommentarer til “Hjemmelavet hyldeblomstsaftTilføj din

    1. Hej Linda
      Jeg ved ikke, om du har læst indlægget, men jeg skriver i hvert fald, at Stevia ikke kan anbefales. Der er også det store problem, at sukker er det, der konserverer saften. Jeg har meget dårlige erfaringer med saft på sødemiddel, der gærer, så flasken nærmest eksploderer i hovedet på dig, når du åbner den. Så her må du nok enten leve med sukkeret eller droppe projektet (og købe en sukkerfri flaske saft i supermarkedet 🙂 ). Hyldeblomster har vist i sig selv ingen reel næringsværdi…
      Vh Louise

      1. Nu er det ikke alle der vil konservere deres saft, men f.eks. sukkersyge patienter må slet ikke få saft selv uden sukker derfor tænkte jeg om blomster var low carb, man kan bruge andet søde middel end stevia og folk har forskellige smags præferencer. Aspartam er gift for kroppen så det vil jeg personligt ikke drikke.

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *