Forleden kiksede aftensmaden herhjemme. For at gøre en lang historie kort, skulle jeg have haft tilsendt en produktpakke fra et PR-bureau, men buddet kom aldrig. Jeg havde regnet med, at vi skulle spise det til aftensmad, som var i pakken, og jeg havde derfor udskudt et ellers tiltrængt indkøb med en dag. Jeg ventede tålmodigt på leveringen hele eftermiddagen – men da klokken rundede halv 7, fornemmede jeg, at det nok ikke kom til at ske.
Jeg var ret irriteret over den manglende levering, og jeg kunne ikke rigtig overskue, hvad vi skulle gøre med aftensmad. Køleskabet var tomt, og jeg var klar til at finde takeaway-menuerne frem, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til takeaway.
Men så begyndte jeg at tænke… Er køleskabet nu faktisk også tomt? Hvad med fryseren? Hvad gemmer der sig egentlig af smårester og dims, hvis jeg kigger efter?
Jeg rodede køleskab og fryser igennem, linede’ tingene op på køkkenbordet – og her er, hvad jeg fandt:
Køleskabet:
- 3 æg
- En lille rest Kultbacon (nok til 3 skiver)
- En lille rest coleslaw
- En lille rest sweet potato-fritter (ca. 5 stk)
- Gulerødder
- 1/4 peberfrugt
- Ost – både faste oste og revet ost
- Mayonnaise, ketchhup, sennep osv.
Fryseren:
- 5 falafler
- En lille rest pulled turkey med sorte bønner
- 2 vafler lavet på sorte bønner og persillerod (opskrift kommer snart på bloggen)
Hver især var de her smårester ikke noget særligt – men tilsammen blev de faktisk til et helt lille festmåltid!
Æggene blev transformeret til æggekage med sprød bacon, rød peber og revet ost.
Falafler, fritter, pulled turkey og vafler røg i ovnen og blev varmet.
Gulerødder blev skåret i stave. Coleslawen kom i en pæn skål.
Jeg fandt sågar en rest hvidvin i køleskabet også. Og på den måde fik vi skøn aftensmad og blev propmætte, selvom vi “ingen mad havde i huset”.
Hvornår har du sidst lavet mad uden at have noget mad i huset?
3 gode råd til at mindske madspild:
- Gem altid dine rester – også selvom det bare er småting. 5 sweet potatofritter kan virke lidt tosset at “ofre” en tupperware på, men de kan pludselig blive en vigtig del af et restemåltid.
- Gem dine rester på en god måde, så de holder sig friske og ser appetitlige ud. Jeg bruger altid Tupperware-bøtter, og hvis jeg ved, jeg ikke kan nå at spise resterne lige med det samme, kommer jeg resterne i fryseren ( i frysevenlige beholdere eller plastikposer).
- Når du serverer rester, så anret dem pænt. En fedtet, køleskabskold Tupperware er ikke særlig appetitlig at spise coleslaw af. En pæn porcelænsskål gør meget for din lyst til at spise rester.
Nå ja, alkohol hjælper også altid 😉
Hvad er dit forhold til rester?
Hej Louise
Først vil jeg nævne, at jeg er ret vild med din hjemmeside, som jeg – først for 3 uger siden – fik øje på. Hos os er vi ca. mellem 2 – 5 personer til aftensmad, det genererer til tider en del rester. Hvis der er til en middag til 2+ personer gemmes det til vores egen husholdning og genbruges en dag hvor antallet passer. Er der kun til en enkelt, gemmes det til min gamle mor som heldigvis bor i nærheden, på den måde får hun noget, som hun måske ikke lige står og laver til sig selv, og vi undgår madspild. Jeg er dog ikke helt så konsekvent, som du beskriver her, men det var meget inspirerende og vil helt sikkert blive brugt fremadrettet. Tak for det 🙂
Sikke dog en god idé at gemme rester til din mor! Det giver virkelig god mening 🙂 Og tak for de søde ord om min blog! Jeg er glad for at høre, at du kan bruge inspirationen til noget!
Kh Louise
Dejligt indlæg om rester og meget inspirerende. Bliv endelig ved med det!
Hos os har vi en fast ugedag, hvor menuen er rugbrød og/eller rester. Så bliver der tømt ud i køleskabet, og rugbrød gør alle mætte, selv hvis der kun er få rester. Ugedagen matcher med, at vi alligevel spiser af flere omgange pga sport.
Godt at høre! 🙂
Smart at kombinere restedag med sportsdag! Det er også for fjollet at stå og kokkerere i flere timer, hvis ingen har tid til at spise 🙂