Gulerodspandekagekage

Gulerodspandekagekage

Gulerodspandekagekage


Faste læsere af bloggen har måske gennemskuet min forkærlighed for retter med gakkede navne. Pandekagekagen er en af dem, og jeg har allerede en opskrift på pandekagekage på bloggen. Nu er jeg dog kommet op med en pandekagekage med et endnu mere gakket og langt navn og faktisk også en endnu bedre smag: en gulerodspandekagekage! Den skal selvfølgelig være kulminationen på ugens #gulerodskagemania! 🙂

Gulerodspandekagekagen består af 3 krydrede gulerodspandekager og en frisk appelsincreme, lagt sammen som en lagkage. Den er superdekorativ, smager fantastisk og har en lækker, svampet konsistens. Ligesom en “rigtig” gulerodskage – bare glutenfri, sukkerfri og relativt lchf-venlig.

Gulerodspandekagekage

Noget af det, jeg godt kan lide ved pandekager i fht. almindelige “ovnkager” er, at det er så nemt at følge med i processen, se hvad der fungerer, og rette eventuelle fejl undervejs. Og så at det går hurtigt! Når man smider en kage i ovnen, kan man bare krydse fingre og så ellers vente 40-50 minutter – for så måske at tage en kage ud, der er blevet for klæg eller ikke smager af nok. Da jeg fik lyst til at bage en gulerodskage, tænkte jeg derfor, at det ville være oplagt at lave den som pandekagekage – for hvorfor skulle man ikke kunne trylle en gulerodskagedej om til en pandekagedej?

Udfordringen ved lchf-pandekager uden mel, sukker osv. er, at de kan være svære at vende på panden. Her fandt jeg dog på en løsning med at bage dem ved svag varme under låg et par minutter, inden jeg vendte pandekagerne, og det hjalp virkelig for mig. Pandekagerne skal være ret tykke for at fungere – det betyder til gengæld, at de får en rigtig god bæreevne i fht. cremen. Opskriften giver dig ca. dobbelt så mange pandekager, som du skal bruge – men så er der altså også dej nok til, at du kan kikse med den første pandekage (som man jo skal!). Gem overskydende pandekager til morgenmaden – de smager faktisk rigtig godt med en skive ost på, skulle jeg hilse og sige!

Gulerodspandekagekage


Gulerodspandekagekage

Gulerodspandekager:

(ca. 6 stk – jeg brugte kun de 3 til opskriften)

  • 150 gram revet gulerod
  • 50 gram mandelmel
  • 3 æg
  • 2 spsk pofiber
  • 2 spsk Sukrin Gold
  • 1 dl kokosmælk (jeg bruger Extra Creamy fra Santa Maria)
  • Krydderier: 1 tsk kanel, ½ tsk allehånde, ½ tsk ingefær, ½ tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • Lidt reven appelsinskal
  • Kokosolie eller smør til stegning.

Gulerodspandekagekage

Kom alle ingredienserne i en blender eller foodprocessor, og blend til en jævn masse (som ligner Thousand Island-dressing til forveksling!). Lad dejen hvile i 10-15 minutter.

Steg pandekagerne i rigeligt med kokosolie. Jeg fik ca. 6 stk.

Tip til stegning: Smid dejen på en hed pande, og skru så ned på lavt blus og læg låg på/dæk panden med sølvpapir. Lad det stå i 2-3 minutter, til pandekagen har dannet tydelige lufthuller og virker tilpas fast og fleksibel. Vend så pandekagen ved at “trække” den forsigtigt over panden med en spatel i en glidende bevægelse. Det fungerede rigtig godt for mig.

Lad pandekagerne køle af, mens du rører cremen sammen. Du kan med fordel drysse lidt reven appelsinskal over pandekagerne, mens de stadig er lune – så står de og trækker dejlig smag til sig.

Creme:

  • 200 g Philadephia
  • 1 spsk Sukrin Melis
  • ½ tsk vaniljepulver
  • Saft og skal af ½ appelsin

Pynt: Valnødder, strimlet appelsinskal og evt. lidt af havtorn-drysset fra denne opskrift

Pisk cremen sammen, og smag evt. til med mere appelsin.

Gulerodspandekagekage

Så er det bare at lægge dine gulerodspandekagekage sammen: Gulerodspandekage, creme, pandekage, creme, pandekage og så creme på toppen – evt. sat fint med sprøjtepose og tyl.

Pynt kagen med valnødder, strimlet appelsinskal og evt. frysetørret havtorn blendet med kokosmel, og servér. Kagen kan sagtens tåle at trække nogle timer i køleskabet – det bliver den faktisk bedre af.

1 comment on “GulerodspandekagekageTilføj din

  1. Ganske enkelt genialt! Den glæder jeg mig til at prøve. Elsker gulerodskage så meget at jeg har lavet en lynversion i microovn og en morgengrød, ingen af delene er dog LCHF.

    Ha en dejlig søndag
    Anne-Marie

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: