Guide til Lissabon / Estoril-Cascais

Her, et par uger efter at vi er kommet hjem fra Lissabon, er jeg ved at være klar til at samle oplevelser og billeder i et indlæg. En guide til Lissabon, om man vil. Det har taget noget tid – ikke mindst fordi mit rejsekamera altid roder mine billeder sammen, når jeg importerer dem til computeren. Så det har krævet noget tålmodighed og detektivarbejde og få styr på dem. Men nu er det endelig lykkedes, og jeg glæder mig til at dele lidt om den dejlige tur, vi havde sammen med min far her i juli!

Bare fordi, jeg har været i Portugal en enkelt gang, er jeg jo ikke blevet den nye Lissabon-ekspert – og det her bliver heller ikke en udførlig guide, men mere et udvalg af de ting, vi syntes var fede. Jeg syntes, vi havde nogle supergode oplevelser i Lissabon både med hotel, udflugter, restauranter osv. Dem har jeg lyst til at dele med jer, hvis nogen af jer skulle have lyst til at besøge Europas sydvestilgste storby. Eller hvis I bare har lyst til at kigge på nogle pæne billeder 🙂

Hotel i Estoril

Vi havde valgt at bo i byen Estoril, som ligger godt 30 km uden for Lissabon, helt ude ved vandet. Estoril er den by, hvor styrtede eksilkongelige boede i midten af det 20. århundrede, og hvor Ian Flemming har fundet inspiration til “Casino Royale” på byens berømte kasino, “Casino Estoril”. Et sted, der bærer præg at have været meget mondænt i en lang periode. I dag er det dog mere afslappet.

Estoril hænger tæt sammen med Cascais, som på nogle måder har overtaget Estorils rolle som det nye “in-sted”. Her er rigtig mange restauranter og også lidt shoppingmuligheder. Estoril og Cascais er forbundet af en lang strandpromenade, som bugter sig langs et væld af små og store strande. Der er superhyggeligt både om dagen, hvor folk køber is og snacks i de mange boder og restauranter, når de ikke slænger sig på et hændklæde eller en strandstol – og også om aftenen, hvor man kan slentre hjem fra restaurantbesøg under en stjerneklar himmel, mens folk hænger ud på barer, restauranter, iscaféer osv.

Vores hotel hed Estoril Eden og var et rigtig dejligt sted med pool, store værelser med køkken, aircondition, store altaner osv. Det lå dejligt både i fht. strand og station og kan bestemt anbefales.

Transport

Både i Estoril og Cascais er der stationer, hvor man kan hoppe på et tog ind til Lissabon. Det tager ca. 45 minutter. Man kan sjovt nok også komme hjem igen 😉 Og togene kører 2-3 gange i timen. På stationerne kan man købe et kort, der hedder “Viva Viagem”. Det svarer lidt til vores rejsekort. Man tanker det op med penge, og så tjekker man ind, når man stiger på toget, og ud, når man stiger af (på de stationer, der har en tjek-ud automat). Det er virkelig nemt og billigt.

Det var i hvert fald virkelig rart at bo i Estoril og tage udflugter ind til Lissabon. Lissabon er for mig ikke en by, hvor jeg kunne trave rundt en hel uge, som jeg fx kunne i Barcelona eller Wien. Men en badeferie, hvor man kan slænge sig ved poolen om formiddagen og tage på udflugt om eftermiddagen – det var en helt perfekt kombi for os.

Udflugter

Ja, Lissabon var selvfølgelig det primære udflugtsmål for vores ferie. Men også Belém, Sintra, Cabo da Roca er anbefalelsesværdige udflugtsmål.

Belém

er det sted, hvor man i Portugals storhedstid sendte søfarere ud i verden. Der er et tårn hele nede ved vandet, hvor man har stået og truttet i trompeter og horn, mens søheltende stævnede ud mod fjerne kyster for at hjembringe krydderier, metaller, og hvad man ellers importerede fra kolonierne. Der ligger også et enormt stort kloster – Jeronimusklostret – som vi desværre ikke nåede ind i. Men vi nød det udefra på en doven søndag i strålende solskin, mens vi trissede rundt i den overforliggende park, hvor der var et loppemarked, som lokkede mere end de kulturelle oplevelser 😉 Det er dejligt bare at slentre rundt langs vandet i Belém med en Frappucino fra den lokale Starbucks, mens man nyder roen, udsigten, den smukke park og solen. Toget til Lissabon stopper i Belém.

Sintra

er en by, der ligger oppe i bjergene, og hvor velhavende portugisere gennem tiden har bygget nogle afsindigt kostelige og meget specielle paladser. Lyserøde og gule Disneyslotte, mauriske borge og meget andet. Virkelig specielt og en udflugt værd! Men et lille tip: lad være med at tage derop om lørdagen. Det gjorde vi, og stedet var helt afsindigt overrendt af amerikanske krydstogtturister. En venlig taxa-chauffører forklarede os senere, at det var bedre at tage derop midt på ugen. Der skulle det være knapt så slemt.

Man skal klart hoppe på en bus for at komme rundt i Sintra. Alle slottene ligger oppe i bjergene, og det vil tage flere timer at gå rundt mellem dem. Der går en lokal bus, nr. 434, fra stationen i Sintra – men den lørdag, hvor vi var der, var der så pakket med turister, at vi nåede at blive brændt af af 4-5 busser, som ganske enkelt ikke kunne have os med. Krydstogtturisterne bandede og svovlede – men vi listede ligeså stille hen til Hop-on-hop-off-busserne og betalte den overpris, det kostede at kunne stige direkte på en fredelig bus og sidde under åben himmel og nyde solen, mens man blev transporteret rundt til de forskellige sights. Det kan altså godt anbefales at kaste de ekstra knaster efter projektet, hvis man vil have noget ud af sin udflugt og ikke bare sidde på stationen og glo!

Vi spiste en dejlig frokost i Sintra på Café de Paris, hvor vi bl.a. fik en salat med røget andebryst. Superlækkert og meget hyggeligt, centralt midt i den gamle bykerne.

Cabo da Roca

er det kontinentale Europas vestligste punkt. Her sagde man i gamle dage, at verden sluttede. Og med god grund! Når man står i tyk tåge og ikke kan se længere end det 144 meter lange fald ned fra den høje klippe, drager man virkelig let den konklusion, at der umuligt kan være noget på den anden side af den tåge.

Der går alle mulige turistbusser både til Cabo da Roca og til Sintra, men hvis man bor i Estoril eller Cascais, kan man med fordel tage en af de lokale rutebiler. Bus 403 og 417 kører fra Cascais busstation til Sintra. 403 kører via Cabo da Roca og tager omkring 1 time. Busstationen i Cascais ligger lige bag ved et større shoppingcenter i nærheden af stationen. Det viste sig, at en af busserne også kørte fra Estoril – det var vist nr. 418, som vi tog hjem. Det var nemt og ikke mindst hurtigt – såvel taxachauffører som buschauffører kører som død og kritte, også på de små, snævre bjergveje. Det er vist en del af oplevelsen 😉 Fra Lissabon kører der i øvrigt også tog til Sintra.

Lissabon

Vi brugte 2 dage inde i selve Lissabon. Det var faktisk ret passende – vi skulle ikke ind på nogen museer, bare trave rundt og se på byen. Jeg oplever ikke Lissabon som en by med ligeså mange store “sights” som fx Barcelona, hvor man skal se La Sagrada Familia, Gaudis huse, Park Guell og 117 andre ting. Der er Sé-katedralen, den store borg, Elevador de Santa Justa og flere andre spændende ting at se – men det er ikke ligeså overvældende og pompøst som mange andre europæiske storbyer, på trods af, at der er hovedstaden  for en gammel kolonimagt. Jeg er selvfølgelig også krævende efter at have brugt de sidste 4 somre i hhv. Barcelona, Prag, Stockholm og Wien 😉

Lissabon bærer i hvert fald præg af 2 ting: det store jordskælv i 1755, som stort set jævnede byen med jorden; og så det, at Portugal har været et ret fattigt land det meste af det 20. århundrede. Byen er nedslidt, og mange af de gamle, smukke, historiske bygninger, som man finder i andre byer – ja, dem skulle man nok have skyndt sig at nyde før 1755, for de er der ganske enkelt ikke mere. Kun nogle ruiner.

Det, som Lissabon til gengæld har, er masser af charme og en fantastisk udsigt! Og jo, der er da også masser af smukke ting at se. Byen ligger lige ud til vandet og er bygget på 7 høje – så man skal tage de gode, terrængående travesko på (og huske Compeed-plaster! Jeg taler af bitter erfaring!). Det kan faktisk være lidt svært at få et overblik over byen, synes jeg, fordi man hele tiden skal tage højde for, at de 500 meter mellem 2 bydele kan bestå af en temmelig stejl bakke, som skal tages i hårnålesving, ikke den lige vej. Heldigvis har portugiserne været så forudseende at anlægge sporvogne op ad mange af de stejle veje – og dem kan det faktisk være en rigtig god idé at hoppe på, hvis man skal holde til flere dages sightseeing.

Elevador de Santa Justa

er den mest berømte af “genvejene” til toppen af en høj. Det er simpelthen en kæmpe stålelevator bygget omkring forrige århundredeskifte. Bygmesteren var elev af Eiffel – altså ham med tårnet – og elevatoren minder faktisk lidt om Eiffel-tårnet. Der er kilometerlang turistkø nærmest hele dagen, fra den åbner, til den lukker. Vi opgav at stå i kø og knoklede os selv op på toppen af bakken, der huser bydelen Chiado. Og efter at have travet lidt rundt, stod vi pludselig lige ved toppen af elevatoren, hvor man kunne gå helt ud på den berømte udsigtsplatform – helt uden at have stået i kø. Det var altså ret smart! Det var nok mest min far og Andreas, der nød godt af det – jeg blev inde på den solide klippegrund og plejede min højdeskræk! Chiado var i øvrigt en superhyggelig og smuk bydel, som jeg godt kunne bruge mere tid i en anden gang.

Miradouro de Santa Luzia

Noget af det, jeg nød mest ved Lissabon, var de mange smukke udsigtspunkter i byen. De kaldes “Miradouro’er” og findes flere forskellige steder i byen. Det smukkeste var efter min mening Miradouro de Santa Luzia, hvor man næsten drukner i storblomstrende bougainvilleaer, mens man kan dyppe de overophedede tæer i et lille, køligt soppebasin. Udsigten over byen er helt fantastisk, og vi havde en dejlig eftermiddagsstund deroppe med saltmandler og kold cola indkøbt i en lille butik.

Vi tog en bus derop nede fra Praça da Figueira. Det viste sig at være en rigtig god idé. Alle de andre turister kom nemlig væltende fra den anden ende af byen med den berømte sporvogslinje, som kører fra Baixa og op på det bjerg, hvor borgen Castelo de Sao Jorge ligger (i mangel af evnen til at udtale ting på portugisisk, kalder jeg den bare Sankt Jørgens borg!) De stod som sild i en tønde og kunne dårligt trække vejret. Vi havde siddet behageligt og køligt i vores bus 😉

Castelo de Sao Jorge

(/Sankt Jørgens borg!) er en af de sidste ting ved Lissabon, jeg lige vil fremhæve. Det er et stort og fascinerende fæstningsværk, som har røddet helt tilbage fra 2. århundrede. Det har holdt stand mod mange indtrængende i byens historie, og det er en af de mere velbevarede ruiner i Lissabon. Man kan i hvert fald fornemme historiens vingesus, når man går rundt og kigger ud af skydeskårene.

Alfama

Omkring Castelo de Sao Jorge ligger bydelen Alfama – nok den del af Lissabon, som jeg blev mest forelsket i. Små gader med farverige huse, små sjove butikker og restauranter, fado-klubber og meget andet. Enormt stemningsfuldt og hyggeligt! I guidebogen skrev de malerisk, at der lå katte og slængede sig i vindueskarmene, og jeg tænkte “ja, ja, det er fint” – indtil jeg så den sødeste sorte kat sidde og slikke sig dovent om munden i en vindueskarm. Så måtte jeg æde min skepsis i mig!

Vi blev lidt tørstige efter en god drink, mens vi vandrede rundt i Alfama – så vi begyndte at lure på et lille listigt sted, hvor min far kunne få en øl, og Andreas og jeg kunne få en kande sangria. Vi endte på en lille familierestaurant med grønternede duge, hvor konen sad ude ved et fortorvsbord og rev gulerødder på en gammel, hånddreven Moulinex-foodprocessor; 2 hæklende damer holdt hende med selskab; manden sad ved sit eget bord, lænet op ad væggen, mens han drak en øl, røg en cigaret og holdt øje med verdenssituationen. Han vinkede husets unge pige hen til vores bord, hvor hun tog imod vores bestilling, stærkt assisteret af sin verdensmand af en far, der kunne oversætte “cervesa” og “sangria” for hende fra sin tilbagelænede position. Det var simpelthen slet ikke til at stå for! Og sangriaen var fantastisk! 🙂 Jeg kan ikke huske, hvad stedet hed (måske pga. den kraftige sangria?), men jeg tror, der er masser af den slags steder i Alfama.

Mad

Mmm, mad. Det kan vi godt lide! Og når man tænker Portugal, tænker man måske noget lidt som i Middelhavet med lækre, små anretninger, sprøde salater osv. Så kan man godt få sig lidt et kulturchok, når man får serveret et kæmpe stykke stegt fisk med kogte kartofler, gulerødder og blomkål. Jeg troede et øjeblik næsten, at jeg var kommet til Tyskland – solid bondekost i riiiigelige mængder! Jeg har nu heldigvis ikke noget imod hverken tysk eller portugisisk bondekost 🙂 Den enkle, solide mad smager dejligt – og man går IKKE sulten fra bordet! Bortset lige fra, hvis man går efter sådan noget som pølser og bacon. Portugiserne har tilsyneladende et meget afslappet forhold til brusk og sener og en tilgang til fedt på baconen, hvor selv jeg må stå af! Det kunne der godt arbejdes lidt på fra Portugals side, synes jeg…

Aftensmaden gik det dog fint med hele ugen. Vi spiste på et par lokale restuaranter i Estoril og Cascais, hvor jeg fik hhv. seabass i en heftig skaldyrssovs og sværdfiskefilet med kogte kartofler og grøntsager. Og en halv citron + en kande olivenolie til dyppelse. Stille og roligt, ikke en kæmpe kulinarisk oplevelse, men velsmagende, friskt og godt. Man kan roligt slå sig ned på de fleste restauranter, hvis man er til den slags mad, tror jeg.

Et par aftener spiste vi dog på et sted, der udfordrede de kulinariske tendenser lidt mere: Maria Pia Seafood Lounge i havnen i Cascais. Vi fik den mest fantastiske tuntatar til forret, og efterfølgende gik jeg ombord i en fried seabass med risotto, der var så god, at JEG spiste ris til den helt store guldmedalje – og dér skal noget til! Nøj, det var godt. Vi vendte frygteligt tilbage den sidste aften og gik ombord i nogle clams og noget mere seabass med koriander og citronsmør. Arhmen altså, det var dejligt!

Vi var også en tur omkring seafood-restauranten O Pescador i Cascais, hvor min far og jeg delte en seafood platter med mad til en hel hær! Blæksprutte, muslinger, seabass, tun og andre fantastiske ting. Andreas fik en mindre vellykket (meget salt!) tunfisk, så helhedsindtrykket var lidt blandet. Men seafood platter’en fejlede ingenting!

Ellers var vores store hit at købe lidt ost, skinke, frugt og rødvin/portvin ved et lokalt supermarked og spise på altanen. Vores hotelværelser havde et lille køkken med kogeplader, køleskab og basalt køkkenudstyr som tallerkener, knive, brødrister og elkedel. Virkelig dejligt at kunne lave en nem aftensmad nogle aftener, når man er væk en hel uge og ikke orker restaurantbesøg hver eneste aften. Og ikke mindst at kunne lave den obligatoriske altan-G&T! 🙂

Husk i øvrigt at drikke masser af portvin – det er bare godt! Og is – det skal der selvfølgelig også til på en ferie! Og kirsebær! 🙂

Vejret

Den allersidste ting, jeg vil nævne, er lige klimaet. Fordi Portugal ligger ud til Atlanterhavet og ikke Middelhavet, skal man ikke forvente lunt badevand eller lune aftener. Det er en seriøst frisk dukkert, man får sig, hvis man mander sig op til at komme under vandet. Så et hotel med pool kan anbefales! Og man kan roligt pakke en trøje i kufferten, hvis man skal ud at gå om aftenen – for det bliver faktisk relativt køligt. Og det siger ikke så lidt, når det kommer fra mig, der ellers aldrig fryser! I dagtimerne var det til gengæld smaddervarmt – bortset fra de par formiddage, hvor en kæmpe skybanke pludselig rullede ned fra bjergene eller ind fra vandet og dækkede alt i støvregn. De passerede dog hurtigt, og så kunne man igen slænge sig ved poolen og nyde den bagende sol.

Portugal er et land, jeg sagtens kunne vende tilbage til. Jeg håber også, nogle af jer kunne have lyst til det. Husk at dele tips og tricks i kommentarfeltet nedenunder, hvis I har sådan nogle. Og skriv, hvis I har spørgsmål til noget!

Til sidst bare lidt billedspam af smukke kakler, vejskilte, påfugle og andre smukke ting, som også kendetegner Lissabon og omegn.