Hvem elsker ikke guacamole? Jeg kunne spise det hver dag. I det hele taget er jeg vild med avocado. I nærmest alle afskygninger. Denne her salat tager udgangspunkt i en guacamole, som i stedet for at være en slags “dip” bliver basen – eller måske nærmest “dressingen” for en salat med blomkål, tomat og måske lidt æble.
Men why fix it, if it ain’t broken? Der er jo ikke noget galt med guacamole i sig selv – så hvorfor blande blomkål og tomat i? Det handler primært om at få lidt mere mæthed og fibre ind i måltidet, men også om at få mere knas og smag. Jeg er selv vild med guacamole-salaten, både til mexicansk mad, men også bare til et stykke stegt kylling eller en bøf. Den smager skønt, og så efterlader den en virkelig behagelig og varig mæthedsfølelse pga. fibrene fra blomkålen kombineret med MUFA fra avocado og evt. cashewnødder.
Opskriften – ja, den er sådan mest et udgangspunkt. Hvis du har en favoritopskrift på guacamole, så bruger du bare den – ellers kommer jeg med mit bud længere nede. Og så er det ellers bare at komme så meget blomkål og tomat i, som du synes passer. Frisk æble og cashewnødder løfter den lige et ekstra niveau.
Jeg synes egentlig ikke, det giver så meget mening med deciderede opskrifter på guacamole. Det er så forskelligt, hvad der skal bruges af krydderier, alt efter hvor god en avocado man har reddet sig. Sommetider skal man nærmest bare lige drysse lidt krydderier og lidt hvidløg på, så er guacamolen klar – andre gange synes jeg, jeg står og pøser spidskommen på i industrielle mål, uden at det smager af en snus. Men prøv dig frem. Og brug opskriften som inspiration.
Og hey – mens jeg husker det: rigtig glædelig Skt. Hans-aften! Skal I ud og se på bål? Jeg tror altså ikke, vi orker det i år – vi har begge 2 et meget anstrengt forhold til lugten af bål og et endnu mere anstrengt forhold til at blive trampet ned på Amager Strand. Jeg tror, vi klarer den med et stearinlys herhjemme – og et afsnit af Homeland 🙂 Undskyld, at vi er lidt udanske på dét punkt! Til gengæld har jeg en flæskesteg i ovnen, så lidt nationale er vi da på denne sommeraften!
Guacamole-salat
- 1 portion af din yndlings-guacamole (se min opskrift nedenfor)
- Blomkål
- Tomater
- Evt. lidt frisk æble eller anden frugt i tern. Blåbær er også fine.
- Evt. lidt ristede cashewnødder til at toppe med.
- Frisk koriander
Lav din yndlingsguacamole (jeg sladrer ikke, hvis den er med mix fra Netto!). Pluk blomkål i helt små buketter, og skær tomaten i tern. Bland i guacamolen, evt. sammen med æble/blåbær/anden frugt. Hvis du har lyst, kan du toppe med ristede cashewnødder – det har jeg ikke gjort her, da guacamole-salaten blev serveret til mit fajita-fad. Frisk koriander på toppen får englene til at synge for mig. Jeg ved dog godt, at mange har et mindre heldigt forhold til koriander og synes, det smager af sæbe – jeg lever bare i et naivt håb om, at folk snart kommer over det, for det smager SÅ godt!! 😉
Et godt, gammelt trick, når du serverer noget med avocado, er i øvrigt at lægge avocadostenen i bunden af skålen. Så holder din avocado sig grøn og frisk længere. Husk at advare dine gæster – ellers tror de bare, at du er blevet både senil og underlig! 😉

Min guacamole:
- 2 avocadoer
- 1 fed hvidløg, presset
- ½-1 rød chili, finthakket
- 2 tsk spidskommen
- 2 tsk revet rødløg
- En sjat friskpresset limesaft
- Salt og peber
- Evt. 2 spsk creme fraiche
- Frisk koriander, hakket
Mos hele herligheden sammen, og smag til, så det passer til dine smagsløg.
0 comments on “Guacamole-salat”Tilføj din