
Bagt butternut squash med tomat, hvidløg og mozarella er en ganske populær lille sidedish herhjemme. Men det er sjældent, at vi kan spise os igennem et helt halvt græskar. Lækre rester af bagt græskar er simpelthen for ærgelige bare at smide ud, så jeg prøver altid at få dem inkorporeret i en af de næste dages aftensmad.
I går blev det til denne dejlige salat. Den består i al sin enkelhed af grønkål vendt med en appelsindressing, rester af bagt græskar stegt med harissa (stærkt krydderi) og lidt feta smuldret udover til sidst. Bitter grønkål, sød appelsindressing, kødfuldt og spicy græskar og salt feta. Hele smagspaletten er dækket ind. Udover at smage helt fantastisk, er det også sådan en salat, som man bliver glad for at se på, med de kraftige grønne og orange farver. Salaten blev lavet meget på slump med de ting, jeg lige havde ved hånden, men her er et forsøg på at rekonstruere den:
Grønkålssalat med rester af bagt græskar og feta
- Et par dl ribbet og hakket grønkål
- Ca. 1/4 bagt butternut squash (hokkaidorester kan selvfølgelig også bruges)
- Jordnøddeolie og krydderier til stegning – jeg brugte harissa, hvidløg og masser af peber
- 50-100 g feta
- Appelsindressing: Saften a 1/4 appelsin, 2 spsk olivenolie, 1 tsk hvid balsamico, 1 tsk honning, salt og peber
Vend grønkålen med appelsindressingen (hold lidt tilbage), og fordel den i et aflangt fad.
Skær græskarresterne i grove skiver, og steg dem på en pande i lidt jordnøddeolie med krydderierne. Lad græskarstykkerne køle lidt af, og fordel dem så udover grønkålsbunden. Smuldr feta udover, og dryp med resten af dressingen.
Vi spiste salaten til kalvekød, men den ville sikkert gå fint til alt fra kylling til rødt oksekød.
2 comments on “Grønkålssalat med rester af bagt græskar og feta”Tilføj din