
Faste læsere af bloggen her er måske ved at være lidt trætte af at høre om min kærlighed til grønkål. Men helt ærligt – noget der både er så supersundt og samtidig smager så skønt og mætter så godt, det kan man da ikke rose nok, kan man?
Lige for tiden spiser jeg grønkål morgen, middag og aften. Grønkålssalat går på en eller anden måde både til mine morgenæg, til min frokost og ofte også til aftensmaden. Det er supernemt at lave og giver den rareste mæthedsfølelse. Og så bliver jeg bare altid glad af at se på den intense grønne farve.
3 gode grunde til at spise grønkål:
- Grønkål er billigt nu, hvor det er i sæson. Du får det nærmest kastet i nakken i alle butikker, både i færdigsnittet og i hel form.
- Grønkål holder sig længe i din grøntsagsskuffe og kan bruges på et utal af måder, både varmt og råt. Jeg foretrækker at spise grønkål råt – jeg foretrækker den rå smag, og så får jeg også flest vitaminer og næringsstoffer med i købet.
- Grønkål er den vildeste superfood! Den indeholder 169 mg C-vitamin, 20 mg magnesium og 6,2 g kostfibre pr. 100 g, bare for at nævne et par af de gode ting. Tjek selv Foodcomp, hvis du vil vide mere.
Hvis du er klar til at kaste dig over grønkålen, har jeg her samlet nogle af mine favoritopskrifter med grønkål her fra bloggen. Der er både salater og også mulighed for at bruge grønkål til chips, pesto og i smoothies. God fornøjelse!
Grønkålssalater
Grønkål gør sig fabelagtigt godt som base for salat. Den let bitre smag kan parres både med det krydrede, det søde, det syrlige og det bløde. I virkeligheden kan du klare dig med en dusk grønkål, et æble (eller et granatæble) og en hurtig olie-eddikedressing, men i de her 5 salater får du lidt flere variationsmuligheder:
- Grønkålssalat med arabisk varme
- Andreas’ grønkålssalat med cremet hvidløgsdressing
- Grønkålssalat med bagt græskar og grillet ost
- Grønkålssalat med morbær, kokos og spicy mandler
- Lærer Andersens Waldorfsalat

Prøv også:
De er efterhånden at finde på alle madblogs, og det er der en god grund til: grønkålschips er nemlig både sunde, lækre, sprøde og utroligt lette at lave. Så hvis du ikke har prøvet dem endnu, så se at komme i gang!
I stedet for at kæmpe med slatten, smagsforladt basilikum til din hjemmelavede pesto her i vinterhalvåret, så prøv at bruge grønkål. Det smager faktisk rigtig godt – men spis det helst samme dag, som du har tilberedt din pesto. Smagen kan godt blive lidt kedelig, når pestoen bare står i køleskabet.
Hvis du synes, det kan være svært at få inhaleret den daglige dosis af grøntsager, så fyr en kvist grønkål i din smoothie sammen med fx grapefrugt, banan og avocado. Det smager virkelig godt og giver lynhurtig næring til kroppen.
0 comments on “Grønkål på menuen”Tilføj din