Som nævnt før her på bloggen så er jeg vild med grønkål! Det er noget af det mest vitamin- og fiberrige, man kan sætte tænderne i, og så smager det simpelthen så dejligt i salater. Derfor dedikerer jeg resten af denne her uge til opskrifter med grønkål. Jeg ved godt, at nogle sætter pris på grønkålssuppe og andre retter med opvarmet grønkål – det er vi ikke så tossede med herhjemme, så det bliver mest til forskellige grønkålssalater og så også lige en grønkålspesto, som er et stort hit her i vintertiden, hvor basilikum ikke vokser på træerne (hvilket den vist aldrig gør!).
Denne her salat er en sand vitamin- og farvebombe! Alt det bedste fra kål og rodfrugter, linser og frugt – og så en masse forskellige smagsnuancer i dressingen, hvor der både er frugtsaft , tahin og hvidløg. Det lyder lidt sjovt, men smager dejligt! Jeg var ikke vildt nøjagtig med målene, da jeg lavede salaten, så prøv dig lidt frem med mængderne.
Råkost med grønkål, rødkål, jordskokker, linser og granatæble
Til 2 personer:
- Ca. 2 dl ribbet og snittet grønkål
- Ca. 100 g fintsnittet rødkål
- 2 jordskokker, vasket og snittet i tynde skiver
- ½ dl belugalinser eller puy-linser, kogt 20 minutter med en bouillonterning
- ½ granatæble
Dressing:
- Saft af granatæblet
- 2 spsk solbærsaft
- 2 spsk rapsolie
- 2 spsk æbleeddike
- ½ spsk tahin
- 1 lille fed hvidløg
- Salt, peber og citronsaft
Bland kålen sammen med jordskokkerne, og bank granatæblekernerne udover (brug saften til dressingen). Pisk dressingen sammen, og hæld linserne i, mens de stadig er varme, så de kan trække godt med smag. Vend linserne med salaten, og nyd den til noget dejlig efterårsmad, fx stegt flæsk og æggekage
Psst: kog lidt ekstra linser, og gem dem til i morgen, hvor det bliver noget med rødbeder, grønkål og linser …)
2 comments on “Grønkål #1: Råkost med grønkål, rødkål, jordskokker, linser og granatæble”Tilføj din