Grillet tomatsalat

Grillet tomatsalat

Grillet tomatsalat


Efter i over en måned at have hørt på: “Nu kommer sommeren snart”-meldinger fra DMI, er der nok mange, der har stået på spring med grillkullene/gasflaskerne, barbeque-sovsen, vandmelonsalaterne og alt det andet, vi forbinder med en dejlig, dansk sommeraften med lækre sager på grillen og rosé i glassene. Hvis du er en af dem, der lige nu nyder solen og gør klar til at fyre op i Weber’en, så kan jeg anbefale denne her grillede tomatsalat, som vi lavede hos min far i går.

Det er i virkeligheden en god caprese, som er røget en tur på grillen: tomat, mozarella, basilikum og god olivenolie. Det er en klassiker, som aldrig går af mode.

Her har jeg brugt en bakke gode cherrytomater på stilk, som blev grillet i en foliebakke med olivenolie, hvidløg og friske krydderurter. Det giver et lækkert twist og gør tomatsalaten lidt mere rustik, hvilket altid er et hit i min bog.

Grillet tomatsalat

Hvis du ikke har en grill, tror jeg sagtens, at tomatsalaten kan laves i en ovn også. Jeg vil gætte på noget med 200 grader varmluft og så 10 minutter på hver side. Prøv dig frem – og skriv gerne en kommentar, hvis du finder en løsning, der fungerer til ovn! 🙂

Jeg kunne i øvrigt godt forestille mig at smide en håndfuld rødløgsbåde ned til tomaterne i foliebakken også. Bare en idé…

Nyd sommervarmen, og ha’ en rigtig dejlig dag!

Grillet tomatsalat


Grillet tomatsalat

  • 1 bakke cherrytomater på stilk
  • 1-2 fed hvidløg
  • Friske krydderurter – fx basilikum og purløg
  • Olivenolie
  • Salt, peber
  • 1 pose små mozarellakugler
  • 1 foliebakke til grill

Skyl cherrytomaterne, og læg dem i foliebakken. Lad dem blive siddende på stilken.

Dryp med olivenolie, og drys med salt, peber, hakkede krydderurter og finthakket hvidløg.

Sæt foliebakken på en varm grill (ikke for høj varme – evt. eftervarme). Vend tomaterne efter et par minutter – det er ret nemt, hvis du får fat i stilken. Lad tomaterne blive dejligt bløde og sprække lidt i skindet.

Tag dem af grillen, anret i et pænt fad, tilsæt mozarellakugler, og drys med flere friskhakkede krydderurter, salt, peber og frisk olivenolie.

Vi spiste den grillede tomatsalat til et par grillede hakkebøffer sammen Andreas’ gode fauxtato-salat og grillede majskolber med smør. Superlækker sommermad!

0 comments on “Grillet tomatsalatTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: