Oven på de lækre græskarmuffins fra i fredags kom jeg til at gå lidt i selvsving over græskar. Det er jo ikke fordi, græskar er specielt lchf eller noget – men det smager simpelthen så godt på så mange måder, og så er det lige nu, at man kan få det kastet i nakken rundt omkring i butikkerne, mens det er i sæson.
Græskar kan bare et eller andet med at være “comfort food”, når det regner og rusker udenfor. Både den glade, gul/orange farve og den søde, bløde smag er bare perfekt her i efteråret. Derfor har jeg samlet 5 af mine yndlingsopskrifter med græskar her på bloggen i en “Græskar top 5”. Der er græskar i suppe, i salat, som stuffing i andesteg – og også bare stegt eller bagt med lækkert fyld. Hvad er din yndlingsopskrift med græskar?
Græskar top 5
1: Bagt butternut squash med tomat, hvidløg og mozarella – en helt vildt hyggelig sidedish, som næsten bliver en lille smule pizza-agtig i smagen. Og så er det lettere at lave end at klø sig i nakken!
2: Ristet græskar med hvidløg og valnødder – en ret, som jeg lige genopdagede her forleden. Sprødt, sødt græskar og knasende, let nøddebitre valnødder, spicet op med hvidløg og lidt parmesan. Jeg kunne let bare tømme hele skålen med en ske i hånden og et smil om munden!
3: Grønkålssalat med rester af bagt græskar og feta – eller med bagt ost fra Madbloggerudfordringen 2. Bagt græskar har en lækker sødme, som passer helt vildt godt sammen med den bitre grønkål. Og så er der jo aldrig nogen salat, der har fået det værre af feta!
4: Græskarsuppe med 2 slags græskar, chili og ingefær – græskarsuppe er bare en efterårsklassiker, der vil noget! Godt med chili og ingefær i suppen og en god klat creme fraiche på toppen. Så er lykken gjort!
5: Andesteg med ingefær og græskarstuffing – det er snart længe siden, jeg har lavet andesteg, men når jeg skal igen, kunne det meget vel blive med græskar og ingefær som fyld. Det giver virkelig en god smag til anden og smager lækkert som tilbehør bagefter.
0 comments on “Græskar top 5”Tilføj din