Sommetider ønsker jeg mig virkelig flere timer i døgnet, så jeg både kunne nå alt det, der står i min kalender, og samtidig have tid til at blogge mere. Men mit ønske om ekstra timer er bare ikke blevet opfyldt endnu, så indtil videre må jeg klare mig med at prioritere den tid, jeg har – og det betyder indimellem et par dages stilhed her på bloggen. Nu er jeg dog tilbage i god stil med de her skønne fyldte sweet potatoes, som faktisk passer ret godt til travle dage, hvor man gerne vil spise rester på en lidt anderledes og nem måde.
Både sidste uge og den forgangne weekend har været propfyldt af sjove, gode oplevelser: jeg har været til svedig gospel i Templet på Frederiksberg; haft besøg af en flok gamle kolleger til den hyggeligste fredagsaften længe; været på Designerforum, hvor jeg gik amok i mit yndlingstøjmærke, St-Martins; brugt masser af tid sammen med søskende og forældre; og sidst men ikke mindst har jeg her til formiddag været til fysioterapi og få en “lammer” i slowmotion – jeg har simpelthen fået tæsk i min venstre arm og skulder, som er blevet deaktiveret for en lille stund, så jeg forhåbentlig kan slippe af med de smerter, jeg har døjet med den sidste uges tid. Jeg har faktisk i samme forbindelse fået besked på ikke at sidde ved computeren i dag – ups! I sladrer ikke, vel? 😉
Nå, men inden det bliver helt kriminelt at sidde ved tastaturet, kan jeg lige nå at dele de fyldte sweet potatoes med jer: de er en supergod måde at få brugt rester af forskellige sammenkogte retter på. Det kunne fx være chili con carne som jeg har brugt her, men også kødsovs, kyllingeretter og pulled pork ville fint kunne bruges. Det er simpelthen bare at halvere en sweet potato, bage den, udhule den og så fylde det fyld i, som du lige har, drysse med ost, og gratinere hele herligheden i ovnen i et kvarters tid. Nemt, enkelt og forholdsvist acceptabelt i fht. lchf, selvom sweet potatoes måske ikke er heeeelt efter bogen. Men hvad pyt – det er mandag, det er koldt, min venstre arm er midlertidigt død, og det er virkelig tid til de lette løsninger! God fornøjelse og god uge!
Fyldte sweet potatoes
- 2 sweet potatoes
- Salt, peber og olie til bagning
- Fyld: en rest sammenkogt ret, gerne chili con carne
- Ost til gratinering, gerne cheddar
Skrub dine sweet potatoes, halvér dem, pensl med olie, drys med salt og peber, og bag dem i ovnen på varmluft, 200 grader i ca. 45 minutter.
Lad dem køle lidt af, og skrab så det meste af kødet ud (gem det til noget andet, eller spis det fx most med lidt creme fraiche og frisk koriander).
Fyld de udhulede sweet potatoes med dit kødfyld – 1 spsk chili con carne til hver “skræl” passede fint for mig. Drys med 1 spsk ost på hver, og bag i ca. 15 minutter, eller til osten er gylden, og fyldet gennemvarmt.
Servér med creme fraiche og frisk koriander – eller hvad der lige passer bedst til dit fyld. Og selvfølgelig gerne en god skål salat.
0 comments on “Fyldte sweet potatoes”Tilføj din