Idéen til fyldt flankesteak poppede op en dag på min facebook, og jeg var solgt på stedet og vidste, at det bare skulle prøves snarest. En flankesteak er jo ikke verdens mest spændende kødudskæring, men den er billig og hurtig at tilberede, og med den rette tilberedning kan den blive ret lækker.
Kort fortalt propper man de ting, man bedst kan lide, oven på en flankesteak, ruller den stramt sammen, skærer ud i bøffer og tilbereder dem. En nem og hurtig måde at få masser af smag og fylde ind i sin flankesteak – og som bonus bliver kødet ekstra mørt af at blive tilberedt på denne måde.
Jeg har fyldt min flankesteak med parmaskinke, ost og soltørrede tomater. Og masser af krydderurter og hvidløg. Tæskelækkert og vildt nemt! Og en hel del mere dekorativt end en almindelig stegt flankesteak 🙂
I disse veganer-tider er det måske ikke det mest hippe at poste en ren kødopskrift 😉 Men hvis I sidder og venter på, at jeg skal hoppe på veganer-trenden, må jeg altså skuffe jer med, at I kommer til at vente forgæves. Det tog hopper vi ikke på herhjemme. Vi går mere ind for alt med måde. I stedet for at droppe kød eller holde kødløse dage vil vi hellere spise lidt mindre kød hver dag (hvilket ikke er det store problem, når man spiser lchf) og så virkelig udnytte det kød, vi køber, så godt som muligt. Koge suppe på kyllingeskrog, bruge rester kød på en god måde osv. Og så selvfølgelig i så vid udstrækning som muligt købe økologisk kød fra bæredygtigt landbrug. Også selvom det koster ekstra. Når det er sagt, så har jeg sommetider dage, hvor jeg ikke har lyst til kød – og så lader jeg være med at spise det. Så nemt er det jo egentlig 🙂 Jeg gider bare ikke gøre en ideologi ud af det.
Nå, men her kommer i hvert fald opskriften på fyldt flankesteak:
Fyldt flankesteak
4 personer
- 1 flankesteak
- Frisk persille og evt. timian
- 1 fed hvidløg
- Soltørrede tomater – ca. 1 håndfuld
- Parmaskinke – 3-4 skiver
- Cheddar eller anden fast og relativt mild ost
- Salt og peber
- Olie/smør til stegning
Læg flankesteaken ud på et skærebræt. Bank den evt. lidt ud, hvis den er meget tyk. Krydr med salt og peber på begge sider.
Hak krydderurter fint, pres hvidløg, og fordel over bøffen.
Hak de soltørrede tomater groft, og fordel også dem over bøffen.
Læg skiver af parmaskinke og ost på langs af bøffen.
Så skal du i gang med at rulle bøffen stramt. Sæt træspyd eller tandstikkere gennem kødrullen for at holde den fast, og skær tykke “medaljoner” ud af den. Jeg fik 4 stk. Måske kunne jeg godt have fået 5.
Steg bøfferne på en pande i en blanding af smør og olivenolie. Brun dem et par minutter på hver side, og sæt dem herefter ind i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft i ca. 15 minutter.
Servér fx med sellerifritter og en god salat.
0 comments on “Fyldt flankesteak”Tilføj din