Der er en lille smule stille herinde på bloggen for tiden. Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at blogge – men simpelthen fordi min tid og mine tanker er optaget af vores nært forestående flytning. Som jeg har nævnt før, har vi købt ny lejlighed i Vanløse, og vi har netop fået nøglerne i søndags og håber at kunne flytte omkring 1. november.
Inden da skal der lige flås et gammelt og slidt køkken fra 30’erne ned og smækkes et nyt køkken op. Aka Fru Kofoeds nye køkken. Det er altså ikke bloggen, der skal udskiftes, men selve det fysiske køkken, der har lagt navn til bloggen.
Hvis I har tips og erfaringer med køkkenprojekter, er det altså nu, at I skal smide dem i kommentarfeltet. Alle gode råd, do’s and don’ts og al god inspiration bliver modtaget med åbne arme!

Vi har kig på
det efterhånden næsten klassiske hvide højglanskøkken fra Ikea – det kan godt være, at at alle har det, men det er der jo nok en grund til. Skidtet virker jo, og det er pænt og enkelt. Jeg er sådan én, der skal have et køkken, der er funktionelt og rengøringsvenligt. Og slidstærkt! Og har MASSER at skabsplads til al mit køkkengrej. Det bliver lidt en udfordring, når man kun har 8 m2 at boltre sig på, men jeg tror, det bliver rigtig godt. Jeg minder også dagligt mig selv om, at ligegyldigt hvor enormt et landkøkken, man så gav mig, så ville jeg have fyldt det op med køkkengrej, maskiner, 7 slags porcelæn mm. inden for ganske få måneder. Så vi kan ligeså godt begrænse mig helt fra starten 😉
Der er mange, der spørger til,
hvorfor vi ikke har prioriteret en bolig med stort samtalekøkken, når nu jeg er sådan en, der godt kan lide at lave mad. Men det er primært mennesker, som ikke kender mig så godt, og som ikke har oplevet mig, når jeg laver mad. Sandheden er nemlig, at jeg slet ikke duer til samtalekøkkener. Jo, når jeg er ude hos andre, synes jeg, at det er rigtig hyggeligt, men ikke hjemme hos mig selv. Jeg er nok ret ukvindelig lige på det punkt. Mit køkken er et arbejdsrum – ikke en stue. Folk må gerne hænge ud, sidde på køkkenbordet og drikke et glas vin – men de skal ikke nødvendigvis forvente, at jeg er specielt selskabelig eller følger med i en samtale. Så sørger min mangel på multitasking-evner nemlig bare for, at jeg skærer mig i fingrene og brænder kødet på 😉 Eller endnu bedre: sprøjter sovs på folks pæne tøj og spilder rødbedesaft på deres sko. Så jeg har det fint med et lille, funktionelt køkken, hvor jeg kan få lov til at nørde og svine i fred. Og så lukke døren bag mig og gå ind i stuen og hygge med folk. Så kan man altid lave køkkenfest senere på aftenen – for de bedste fester finder man jo faktisk altid i de små køkkener, er det ikke rigtigt? 😉
Indtil videre er vi så langt
med “projekt køkken”, at vi har købt et gulv (et klikgulv med flisebelægning – ret smart!), aftalt med nogle flinke hjælpere, at de kommer og hjælper med at rive det gamle køkken ned i weekenden, og så har vi booket en maler til at tage sig af væggene. Jeg har også brugt timer og dage på Ikeas køkkendesigner på at finde den ideelle indretning af rummet. Og engang i næste uge skal vi nok ud og foretage den endelige bestilling.
Jeg er vildt spændt og glæder mig sådan til at få et køkken, som jeg helt selv (sammen med Andreas selvfølgelig!) har indrettet. Men jeg er også lidt nervøs. Især fordi vores husstand bare rummer os 2 akademikere, fuldstændig blottet for håndværksmæssige evner! I kan jo hænge på på Instagram, hvor jeg tænker at dele lidt billeder fra køkkeneventyret, når vi går i gang i weekenden.
Wish me luck! 🙂
Tillykke med jeres nye hus – det bliver spændende at se det nye køkken.
Lige to råd herfra:
1) Få hjælp fra en tømrer til at sætte køkkenet op – enten en I kender, som vil hjælpe eller betale jer fra det. Nøj, hvor er jeg træt af, at de tidligere ejere af vores hus selv har sat køkken i – de små detaljer er bare så svære at få i orden, når man ikke har forstand på det. Og man bliver virkelig træt af det i længden – at der lige er et hjørne her og hist, som ikke ser ordentligt ud. Eller at soklen på bordene er lavet lidt for hjemmegjort.
2) Tag jeres vinglas med, hvis I skal købe opvaskemaskine – det er total træls at få en opvaskemaskine, hvor der ikke er plads til at vinglassene kan stå i.
knus knus
Årh, god idé – især det med opvaskemaskinen og vinglassene! 🙂
Vores nuværende køkken bærer også præg af for mange grimme, hjemmegjorte løsninger. Jeg tænker også, at vi skal have hjælp til noget finish. Selve det at samle skabe og sætte op kan vi nok godt klare – men sådan noget med tilpasningsstykker, lister, fuger osv. kunne nok godt komme til at knibe.
Knus
Mit bedste råd (især når det er IKEA-køkken I skal ha´) er: Tjek for Guds skyld, at sælgeren har bestilt det hele… “Min” glemte køleskabet og et sæt ben. Det kostede mig lige leje af en trailer samt en ekstra tur til IKEA, da jeg ikke lige ville betale 2000 kr (igen) for levering.
God pointe! Og irriterende oplevelse 😉
Rigeligt med stikkontakter:-)
Oh yes, så enig! 🙂