Nå, lad os tage et mindre kontroversielt emne op i dag efter gårsdagens ophedede (men ganske spændende) debat om Morten Elsøe. Flødestuvet persillerod. Det kan vi da ikke blive uenige om 🙂 Medmindre du virkelig, virkelig hader persillerod. Eller fløde. Eller stuvet.
Flødestuvet persillerod kan være et fint alternativ til flødestuvede kartofler, hvis du enten gerne vil undgå kartofler eller bare variere kosten lidt. Persillerøddernes lidt skarpe, pikante smag giver virkelig smagsløgene noget at arbejde med, og det er et godt modspil til tunge kødretter.
Nå…
Debatten i går var spændende, syntes jeg, fordi den viste noget om, hvor forskelligt vi opfatter verden og hinanden. Nogle af jer meldte jer hurtigt på banen med et “Hørt!” og genkendte straks min oplevelse af Elsøes kommunikation som nedladende og problematisk, mens andre blev stødt eller decideret vrede og syntes, jeg var gået langt over stregen med mit indlæg, som I opfattede som et væmmeligt og umotiveret personangreb mod en mand, der slet ikke fortjente det. Andre igen sagde noget i retning af: “Jeg synes nu, han er meget cool – men fair nok, at du synes noget andet!” Morten Elsøe meldte sig sågar selv i debatten på facebook og var ganske fortørnet.
Hvem har ret i sådan en sag? Hvad er op og ned? Det skal man immervæk stå tidligt op om morgenen og holde hovedet meget koldt for at gennemskue. Det irriterende ved kommunikation er jo, at det er sindssygt subjektivt. Den måde, jeg opfatter det, jeg siger på, kan være helt forskellig fra måden, du opfatter det, du hører, på. Så jeg kan opfatte mig selv som værende velovervejet og rummelig, mens du opfatter mig som nedladende og fordømmende. Og omvendt. (Det går lige op for mig, at der er 4 slags “omvendt” til den sætning. Men I ved, hvad jeg mener, ikke??)
En klog mand (min far) indprentede allerede fra barnsben et motto – en livsfilosofi – hos mig: “Perception is everything.” Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du mener, hvis folk opfatter det, du siger, anderledes.
Den sætning kan man anvende på både Morten Elsøe og på mig: Det er ligegyldigt, om Morten Elsøe selv opfatter sig som nedladende eller ej, hvis andre opfatter ham som værende nedladende i sin kommunikation. Og det er ligegyldigt, om jeg opfatter mig som velovervejet og rimelig i min kommunikation, hvis andre opfatter mig som grov og ubehagelig.
Perception is everything.
Det betyder, at hvis jeg opfatter Morten Elsøe som nedladende – så ER han nedladende. Og hvis du opfatter mig som grov – så ER jeg grov. Uanset om det er intentionen eller ej. Jeg kan ikke kontrollere din opfattelse af mig. Jeg kan heller ikke bedre dig stå skoleret og forsvare din opfattelse af mig eller kræve, at du skal opfatte mig, som jeg selv gør. Din opfattelse af mig er altid valid – og den må jeg forholde mig til, hvis jeg vil kommunikere med dig. Sådan er vilkårene bare, hver eneste gang, vi åbner munden her i verden. Tyg lige på den en ekstra gang…
Så altså, man kan sige, at ingen har ret, og alle har ret…
Det bedste, vi kan gøre, er at lytte til hinanden, prøve at afklare misforståelser, lære af de tilbagemeldinger, vi får, og prøve at blive bedre til at kommunikere i fremtiden. Jeg står ved mit indlæg fra i går, men det betyder ikke, at jeg ikke har skrevet mig nogle ting fra jeres kommentarer bag ørerne og vil prøve at lære af dem i fremtiden. Jeg har stor respekt for mine læsere og bliver glad for alle kommentarer – både dem, der er enige med mig, og dem, der er uenige.
Lad os nu køre den ind med flødestuvet persillerod! Og ha’ en dejlig torsdag!
Flødestuvet persillerod
- 4-5 persillerødder
- 1½ dl hakket løg
- 2 dl bouillon
- 1 dl fløde
- 2 spsk flødeost – gerne med hvidløg/urter
- 1 dl fintrevet parmesan
- Salt, peber og timian
Skræl persillerødderne, og snit dem i helt tynde skiver – fx på en foodprocessor eller et mandolinjern.
Smør et lille, ildfast fad med lidt smør, og læg ca. 1/3 af persillerødderne i bunden. Drys med halvdelen af hakket løg og parmesan samt salt, peber og timian. Gentag, og slut med et lag persillerødder.
Varm bouillonen op (jeg brugte kogende vand med bouillonterning – så fin var jeg på den dén dag), og tilsæt fløde og pikantost, som røres godt ud. Hæld massen over persillerødderne, og sæt fadet i ovnen.
Bag ca. 40 minutter ved 180 grader. Lad fadet stå og hvilke nogle minutter inden servering.
0 comments on “Flødestuvet persillerod”Tilføj din