Flæskesteg i crockpot

Flæskesteg i crockpot

Flæskesteg i crockpot


“Kan man mon lave flæskesteg i crockpot?” har jeg længe gået og spurgt mig selv om. Det ville jo gøre mit liv så meget lettere, hvis jeg kunne droppe sådan en flæskebasse ned i crockpotten og lade den stå og hygge, mens jeg lavede andre ting, i stedet for at skulle rende og holde øje med en ovn hele tiden. Jeg kunne også godt tænke mig den dér saftige og møre konsistens, som kød får i en crockpot.

Nå, men forleden gjorde jeg så forsøget. Og svaret er: “Ja, du kan i allerhøjeste grad godt tilberede flæskesteg i crockpot!”

Det betød, at vi kunne få flæskesteg på en onsdag, hvor jeg har fri kl. 18.30 og ikke gider ret meget arbejde i køkkenet, når jeg kommer hjem. Flæskestegen røg i crockpotten omkring kl. 11.30, inden jeg kørte hjemmefra. Og så var jeg ellers spændt på, hvad jeg ville finde, når jeg kom hjem kl. 19.

Det, jeg fandt, var lækkert, saftigt og mørt kød. Og, nå ja, nogle helt blege og uspiselige svær. Men de skulle bare en tur under grillen i ovnen, så var de super. Faktisk bedre end de plejer at blive, når jeg tilberder stegen i ovnen. Lidt tættere på den dér fantastiske blanding af chewy og sprøde svær. Hvis du læser Sunes lækre gæstebloggeropskrift på flæskesvær, kan du se, at det faktisk ikke er helt skævt først at “koge” og derefter grille flæskesvær.

Alt i alt giver jeg ret mange point til konceptet “flæskesteg i crockpot”!

Vi elsker jo altså flæskesteg herhjemme, og jeg må tilstå med lidt røde kinder, at dette faktisk er min tredje opskrift på flæskesteg her på bloggen. Indrømmet: Jeg er en grisepige. Veganertrenden er helt tabt på mig! De 2 andre opskrifter er her:

FLÆSKESTEG – HVOR SVÆR(T) KAN DET VÆRE?
LANGTIDSSTEGT FLÆSKESTEG MED SPRØD SVÆR OG BAGTE RODFRUGTER

Og nu kan du altså også lave flæskesteg i crockpot! 🙂

Flæskesteg i crockpot


Flæskesteg i crockpot

  • 1 flæskesteg (min var på 1,5 kg og fra Minelund)
  • Groft salt, peber, timian
  • 2 persillerødder
  • ½ æble
  • 1 dl vand + 1 sjat rød balsamico

Tilbehør fx: Grønkålssalat, brun sovs

Rids flæskestegen godt, pres rigeligt med groft salt ind mellem sværene, og gnid hele stegen ind i salt, peber og timian.

Skræl persillerødder, og skær dem i grove tern sammen med æblet. Kom ternene i bunden af crockpotten, læg flæskestegen oven på. Hæld vand med balsamico i bunden. Tænd crockpotten og giv stegen 6-8 timer på LOW. Jeg starter gerne lige min med ½ time på HIGH først for at få gang i sagerne.

Tag den færdigtilberedte flæskesteg op af crockpotten (forsigtigt, den er ret løs i konsistensen). Skær sværen af, drys med groft salt, og grill den i ovnen i 10-15 minutter på 250 grader (sådan cirka!). Hold godt øje med, at den ikke brænder på.

Væden i bunden af crockpotten kan du bruge til at lave en skøn sovs af. Du kan evt. blende lidt persillerod og æble ind i, hvilket både bidrager til konsistens og smag.

Flæskesteg i crockpot

0 kommentarer til “Flæskesteg i crockpotTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *