Uh, som jeg lavede lækker aftensmad i går! Jeg har flere gange forsøgt mig med lchf pizza, men denne her udgave af en fathead pizza er nok den bedste. Fast, let sprød bund, der kan spises med en hånd. Ikke som en rigtig stenovnsbagt pizza, men tæt nok på til mig. Og selvfølgelig med den gode mæthedsfølelse, som pizzamandens pizza desværre ikke kan leve op til.
Jeg havde fundet en opskrift på nettet, hvor bunden bestod af philadelphia, æg, revet ost og fløde. Det blev dog så tyndt og pjasket, at jeg ikke havde tillid til, at det ville fungere. Så jeg tilsatte HUSK og pofiber, indtil jeg var tilfreds med konsistensen. Jeg er en anelse usikker på mængderne her, men jeg er ret sikker på, at det var næsten 1 dl pofiber og 4 tsk HUSK. Prøv dig frem.
Fyldet er vores evige yndlingsklassiker herhjemme: Pizza Capricciosa. Tomat, ost, skinke og champignon. Det slår bare aldrig fejl! For at gøre det ekstra godt lavede jeg også en lille sjat hvidløgsolie til at dryppe med til sidst. Jamen altså, det var bare godt!

Selv Andreas var tilfreds – og han er ellers ikke den store fan af lchf-pizza. Men fathead pizza fungerer åbenbart for ham, så det må vi have noget mere af 🙂
Fathead pizza capricciosa
(2 pers.)
- ½ pakke (100 g) Philadelphia med hvidløg og krydderurter
- 3 æg
- 1 dl fløde
- 125 g revet mozarella
- 3-4 tsk HUSK
- ½-1 dl pofiber
- 1 tsk oregano
- 1 tsk salt
Fyld:
- Tomatpuré (4-5 spsk)
- Skinke (ca. 100 g)
- Champignoner (4-5 stk) i tynde skiver
- Frisk tomat (1 stk) i tynde skiver
- 100 g revet mozarella
- Lidt oregano og hvidløgspeber
Kom Philadelplia, og revet ost og fløde i en skål, og pisk sammen. Tilsæt husk og pofiber lidt ad gangen, og prøv at ramme en konsistens som en meget tyk pandekagedej. Tilsæt krydderierne, og dejen er klar.
Jeg brugte en bagering for at sikre, at den lidt flydende dej forblev rundt og ikke flød ud i ovnen. Jeg satte ganske enkelt bageringen på en bageplade beklædt med bagepapir, hældte dejen i og glattede lidt ud. Du kan sikkert også godt klare dig uden bageringen, men jeg syntes, det var ret praktisk.
Bag bunden på 200 grader varmluft i 20-25 minutter, eller til den er fast og gylden.
Tag bunden ud af ovnen. Smør med tomatpuré, og drys med krydderier og revet mozarella. Fordel først skinke, så tomatskiver og til sidst champignoner over bunden. Du kan evt. drysse med en lile smule mere ost til sidst.
Sæt din fathead pizza tilbage i ovnen, og giv den ca. 8 minutter – evt. med lidt grill til sidst, så osten bliver fint gylden.
Servér fx med hvidløgsolie* og grøn salat.
Hvidløgsolie: Det er såmænd bare en sjat god olivenolie, hvor du presser et fed hvidløg ud i og evt. tilsætter lidt oregano og peber. Smager fantastisk på pizza!
0 comments on “Fathead pizza capricciosa”Tilføj din