Er dét lchf?

“Er dét lchf?” Det spørgsmål synes jeg tit, jeg får både IRL og online. Når jeg spiser noget med rodfrugter, som fx de bagte rodfrugter i tahincreme her. Eller hvis jeg bager en kage med frisk eller tørret frugt i, som fx mine græskarmuffins (som er virkelig gode!). Sune fra Foodgeek spurgte mig forleden, om ikke jeg havde “branche’t lidt ud” på min blog – om der var så meget lchf over det mere? Det spørgsmål pirkede lidt til nogle tanker, som allerede arbejdede lidt i baghovedet, og som jeg har lyst til at dele med jer i dag.

Det er sjovt, det med at spise efter en bestemt kostretning, som har et navn: lchf, paleo, low carb, raw food, eller hvad det  nu kunne være. Det bliver meget nemt en religion. Ikke nødvendigvis for én selv, men for éns omgivelser. Selvom man selv har et afslappet forhold til sin mad og ikke sidder og læser andagtsstykker fra lchf-bibelen hver morgen, kan éns kolleger, venner og familiemedlemmer godt pludselig få meget travlt med éns mad. Fx var flere af mine kolleger nærmest ved at gå til af bekymring, da vi forleden skulle have Halifax-burgere til personalemøde. “Hvordan vil du dog klare dén?”. Mere om, hvordan jeg klarede den, længere nede.

Da jeg begyndte med lchf, var jeg meget religiøs omkring det – mest fordi jeg havde brug for det. Jeg ville for det første gerne tabe mig, og derfor gav jeg den gas med ketose og lange fasteperioder. Jeg havde også bare brug for at lade min krop føle tydeligt og klart, hvad det ville sige at spise lchf, så jeg havde noget at pejle efter, så at sige. Jeg havde jo aldrig prøvet det før, og jeg ville gerne mærke, om det gjorde noget for mit blodsukker, min søvn osv. Så jeg holdt mig meget fast til en striks lchf (næsten) helt uden brøderstatninger, rodfrugter, chokolade og nødder.

“… jeg er i den “irriterende” situation, at jeg faktisk er ret tilfreds med min krop …”

I dag er jeg langt mindre striks med min lchf. Jeg har ikke længere et mål om at tabe mig. Ikke at jeg har nået min idealvægt – jeg vejer nok stadig i omegnen af 5 kg for meget. Men jeg er i den “irriterende” situation, at jeg faktisk er ret tilfreds med min krop – og den smule irritation, jeg kan føle ved de ekstra kilo på sidebenene, vejer slet ikke ligeså tungt som tilfredsheden ved at kunne spise, stort set hvad der passer mig. Mere, hvad det egentlig er (det, der passer mig) senere. Jeg spiser dog stadig lchf, vil jeg selv mene – dog med flere svinkeærinder. Mit mål er nemlig helt enkelt bare at have det godt. At undgå blodsukkerudsving og sultrelateret arrigskab, når jeg har en lang arbejdsdag, hvor jeg ikke har tid til at spise frokost. At have en rar fornemmelse i mave og krop. At være mæt og ikke i kontakt med min indre sukkerjunkie. Alt det dér…

Derfor kan man sagtens engang imellem møde mig og Andreas nede på det lokale kebabsted, hvor vi køber en shawarma, når vi ikke har tid/overskud til at lave aftensmad. Man kan også finde os på Starbucks med hver sin Java Chip Frappucino. Jeg kan finde på at servere bagte rodfrugter til aftensmaden. Jeg kan spise ½ (okay, okay – en hel) plade mørk chokolade, når det lige stikker mig. Jeg kan spise en kartoffel – eller måske ligefrem et enkelt stykke hvidt brød til min aftensmad, når jeg er ude. Eller lave en “hostile takeover” på Andreas’ popcorn, når vi er i biografen. Til de dér Halifax-burgere forleden åd jeg en hel bakke pomfritter! Og stjal et par af sidemandens bagefter! Altsammen noget, som ikke har noget med lchf at gøre.

“Jeg falder ikke i. Jeg vælger sommetider bevidst at gøre noget, som jeg godt ved ikke er optimalt, men som jeg vurderer, at jeg godt kan tackle konsekvenserne af.”

For nogle ville de her afvigelser fra normen være lig med “at falde i”. Et udtryk, som jeg virkelig hader, og som jeg nægter at bruge! Jeg falder ikke i. Jeg vælger sommetider bevidst at gøre noget, som jeg godt ved ikke er optimalt, men som jeg vurderer, at jeg godt kan tackle konsekvenserne af. Når jeg har ædt mig en kvalme til i Peter Beier-chokolade, er der ikke ændret noget i mit forhold til kost, og jeg skal ikke ringe til lchf-politiet eller Jane Faerber og sige undskyld. Jeg fortsætter bare på den gode vej.

Det, som gør den store forskel for mig, er, at de her ting er afvigelsen fra normen – ikke normen i sig selv! Hvis man følger min Instagram, kan man virkelig se mange hverdags-lchf-måltider med æg på 117 måder, grønkålssalater på 117 måder og 117 kopper kaffe med kokosolie. Det er det, jeg spiser mest af, og det er det, jeg har det rarest med. Og min krop har faktisk rettet ind efter det, så den siger fra over for alle de usunde ting.

• Halifax-burger-episoden forleden: ja, jeg åd de dér pomfritter, men jeg levnede det meste af burgerbollen. Den smagte mig ikke, og min mave ville ikke have den. Og så havde jeg i øvrigt halsbrand det meste af næste dag, så der kommer til at gå en rum tid, før jeg skal have pomfritter igen! For et par år siden havde jeg tømt tallerkenen og været klar til dessert bagefter.
• Rodfrugter og kartofler: jeg spiser dem engang imellem, men mærker altid bagefter, at jeg egentlig hellere ville have haft en kålsalat. For min mave føles oppustet, men egentlig ikke mæt bagefter.
• Chokoladen: Forleden kom jeg til at gå amok i Peter Beier på vej hjem fra arbejde. Og da jeg herhjemme havde fortæret 6 stykker fyldt chokolade, havde jeg simpelthen så meget kvalme, at jeg nærmest ikke spiste resten af dagen. For nogle måneder siden prøvede jeg at købe en Bounty. Jeg tog et par bidder og måtte smide resten ud – det var simpelthen for hvinende sødt til, at jeg kunne få det ned! Og sukkerslik, som tidligere var min største last, kan jeg dårligt tåle lugten af i dag. Når jeg cykler forbi en af de utallige bland-selv-slik-butikker, får jeg næsten kvalme, og forleden i biografen var jeg tæt ved at måtte flytte plads for at komme væk fra stanken af sidemandens slikpose. Ret vildt for mig, som ellers nærmest har villet gå i døden for en pose saltlakrids og rød vingummi.
• En hel dürum med shawarma kan jeg sjældent fortære alene, så jeg må som regel levne. For nogle år siden kunne jeg have ædt 2…

“…sukkerslik, som tidligere var min største last, kan jeg dårligt tåle lugten af i dag”

Det er bare et par af de positive forandringer, som jeg fokuserer på, når jeg vurderer min kost og sundhed i dag. Det er de forandringer, som gør, at det er nemt at spise “hvad der passer mig” – for det er nemlig slet ikke alle usunde ting, som passer mig længere. Og det er jeg faktisk stolt over at have opnået på under ét år. Det vil jeg meget hellere være glad for, end jeg vil banke mig selv oven i hovedet for at være “faldet i”.

Midt i al friheden har jeg nogle rammer, som jeg holder mig ret stramt inden for i fht. det her med afvigelser i min kost:

1. Det skal være undtagelser og ikke reglen. Den ugentlige morgenmad og de 117 kaffeborde på arbejde holder jeg mig langt ude af. Jeg drikker kaffe, men rører ikke brødet. Det ville nemlig hurtigt kunne blive en vane, jeg røg ind i – “for nu var det jo ok, at jeg snuppede en Bastognekiks  i sidste uge, så går det nok også i dag.” Nej tak til den slags – dér kender jeg mig selv for godt! Ja tak til gengæld til at spise en kugle hjemmelavet is (med hvidt  sukker i) til min mors 70-års fødselsdag.
2. Absolut ingen sukkerslik! God chokolade, is, iskaffe og (nogle) kager generer faktisk ikke mit blodsukker i mærkbar grad. Der er som regel nok fedt og protein i til, at sukkeret vejes op af det. Jeg skal selvfølgelig ikke have det hver dag, men der sker absolut intet ved, at jeg drikker en frappucino en lørdag eftermiddag. Sukkerslik derimod holder jeg mig laaaaangt væk fra! Både fordi det ikke tiltaler mig mere (jeg har ikke rørt det i hele 2014), men også fordi jeg bare instinktivt ved, hvad det ville gøre ved mit blodsukker med sukker i ren, raffineret form. Pyha, nej tak…
3. Det skal være MIT valg og ikke en del af en social rutine. Jeg skal ikke snuppe en småkage, bare fordi fadet bliver budt rundt, og jeg føler et forventningspres for at tage en. Jeg skal vælge, at jeg har lyst til en småkage og aktivt tilvælge den. Derfor foregår mine valg af “usunde” ting faktisk ofte, når jeg er alene (eller bare sammen med Andreas) og har roen til at beslutte, om det er ok. Når jeg er ude, kan det tit være svært for mig at afgøre, om jeg tager et stykke brød, bare fordi det er der, eller om det er fordi, jeg virkelig har lyst til det – og så sætter jeg hellere den autopilot på, der hedder “Nej tak”.
4. Kvalitet fremfor kvantitet. Et par stykker god, fyldt chokolade fra Peter Beier eller et par tern af Summerbirds hvide chokolade med lakrids er ok. ½ plade Marabou eller 1 pakke Oreos er ikke. En frappucino, som jeg nyder, er ok. En ussel (og alt for sød!) Cocio-slush ice fra 7Eleven gider jeg ikke. Der er jeg virkelig blevet kræsen!

“Det skal være MIT valg og ikke en del af en social rutine.”

Jeg kunne blive ved og ved med at tale om det her, men det her indlæg er vist allerede langt nok 🙂 Så for at svare på det spørgsmål, jeg startede med at stille: Nej, det er ikke alt, hvad jeg spiser, der er lchf – men min kost, overordnet set, vil jeg gerne kategorisere som lchf. Ikke fordi, det er vigtigt for mig at kunne sætte det stempel på og være religiøs omkring det, men fordi det altså er det, jeg overordnet stiler efter, og som jeg ved, at min krop trives med. Bloggen her er selvfølgelig meget fyldt af alt det “sjove” – kager, snacks, smoothies og andet morskab. Hvis man kun ser det, kan man måske godt få det indtryk, at min kost ikke er særligt sund – og så kan man altså med fordel begynde at følge med på Instagram for et lidt mere komplet billede af, hvordan mit bud på sund hverdagskost ser ud.

“Nej, det er ikke alt, hvad jeg spiser, der er lchf – men min kost, overordnet set, vil jeg gerne kategorisere som lchf.”

Indlægget her kan måske godt ligne et langt forsvar af min kost – men det er egentlig mest tænkt som en opmuntring til alle jer derude, der prøver at spise sundt, og som sommetider ikke føler, at I lykkes med det. Prøv at fokusere på alle de ting, der går bedre nu end for 1 år siden, og på alle de mål du har nået. Det er meget sjovere end at punke dig selv for, at du kom til at æde en kanelsnegl i går, ikke? 🙂