Sociale medier

De dér sociale medier…

Jeg bliver altid så glad og overrasket, når folk ude i “den virkelige verden” fortæller mig, at de har hørt om min blog og måske endda prøvet kræfter med en opskrift eller to.  Sommetider bliver jeg helt grebet af præstationsangst og tænker panisk: “Jamen åh nej, er der rent faktisk rigtige, levende mennesker, udover min mor og min søster, som læser med?”. Det ved jeg ikke lige, om jeg havde regnet med, da jeg startede bloggen for snart 1½ år siden. 🙂

Nå, men dejligt er det i hvert fald, at I læser med! Og mange af de søde mennesker, jeg taler med, spørger sommetider: “Hvordan kan man få at vide, når du lægger noget nyt op på bloggen?” eller “Det er så uoverskueligt at holde styr på alle de blogs, jeg godt kan lide – findes der ikke en form for oversigt?”.

De spørgsmål vil jeg lige bruge lidt tid på at besvare i dag, for der findes faktisk nogle rigtig gode muligheder på de sociale medier, hvoraf Fru Kofoeds Køkken er på en hel del: facebook, Instagram, Pinterest, Bloglovin’, Twitter og Google+. Det er en ordenlig mundfuld at holde styr på! For mig, der arbejder med kommunikation og sociale medier til daglig, kan det sommetider være nemt at glemme, at ikke alle er lige godt opdateret på, hvad det hele nu er for noget, og hvad vi skal bruge det til. Her kommer derfor en hurtig gennemgang af, hvad de forskellige medier kan, og hvad jeg bruger dem til. Hvis du bare er helt med på det hele, så klik hen og læs noget andet spændende – eller hop ned i kommentarfeltet og gør mig klogere på, hvordan du selv bruger de sociale medier 🙂

Facebook:

Sociale medier - facebook

De fleste kender nok facebook. Her følger man med i vennernes liv, kommenterer, diskuterer, lægger sjove billeder og artikler mm. op. Fru Kofoeds Køkken har sin egen facebookside. Her lægger jeg et link op, hver gang der kommer en ny opskrift, og ind i mellem deler jeg en artikel eller et billede, eller jeg smider et spørgsmål ud til jer om, hvad I kunne tænke jer, at jeg lavede af mad.

Instagram:

Sociale medier - Instagram

Instagram er et socialt medie for dem, som godt kan lide billeder. Der er billeder af alt fra natur, ferier og modetøj til kæledyr, byture og – ja, mad! Der er masser af madbilleder på Instagram – nogle synes måske, det er lige i overkanten, men jeg synes faktisk, det er meget hyggeligt og inspirerende. Selv lægger jeg billeder op, både af det mad, der er her på bloggen, men også af de ting, jeg ellers spiser, og som måske ikke lige er interessante nok til at ryge på bloggen. Fx en helt almindelig morgenmadstallerken med æg, salat og kød; en hverdagsaftensmad eller en lille, hurtig snack. Det er ikke altid stor fotokunst, men tanken er såmænd også bare at inspirere til god, sund og relativt billig mad i hverdagen. Jeg lader mig i hvert fald selv inspirere meget af de folk, som jeg følger på Instagram!

PS: Når du følger linket til Instagram her på bloggen, kommer du ind på webversionen af Instagram. Men du skal ind gennem mobilappen, før det bliver rigtigt spændende.

Pinterest:

Sociale medier - Pinterest

Pinterest er et af mine yndlingsmedier. Det kan kort beskrives som en virtuel opslagstavle, hvor du kan samle ting, du gerne vil gemme, på forskellige boards. Det kan være inspiration til boligindretning, gode artikler om børneopdragelse – eller, ja, madopskrifter! Alle opskrifter her på bloggen kommer ind på min Pinterest, og så samler jeg også alle mulige andre gode opskrifter fra hele verden. Et dejligt sted at blive inspireret.

Bloglovin’:

“Findes der ikke en form for oversigt over de blogs, jeg godt kan lide?” Jo, den oversigt kan du lige præcis lave på Bloglovin‘. Her vælger du at følge alle dine yndlingsblogs, og så kan du vælge at få tilsendt en daglig eller ugentlig mail med opdateringer fra dem. Du kan også til hver en tid bare selv klikke ind på Bloglovin’ og se, om der er kommet nyt fra Fru Kofoeds Køkken og de andre blogs, du følger.

Google+ og Twitter


Google+ og Twitter er nok de 2 platforme, hvor jeg kunne være mere tilstedeværende. Men jeg er der, og jeg linker til alle opskrifter, der kommer på bloggen. Jeg følger også nogle forskellige fora på Google+, hvor jeg sommetider får hjælp til de tekniske ting på bloggen. Og på twitter følger jeg nogle hashtags, bl.a. #stopspildafmad.

Følg bloggen her på bloggen

Hvis du bare ikke orker at skulle være på alle mulige sociale medier, men stadig gerne vil have opdateringer om, hvad der sker her på bloggen – ja, så kan du altså også bare klikke på det lille “follow”-ikon nede i højre hjørne. Så indtaster du simpelthen bare din emailadresse, hvorefter du vil modtage en mail, hver gang jeg lægger noget nyt op. Det er da nemt! Du kan altid afmelde dig igen.

Hvordan og hvor meget bruger du selv sociale medier?

0 comments on “De dér sociale medier…Tilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: