På en sløv og mørk 2. juledag, hvor regnen falder støt og tungt, vinden hyler, og maven rumler oven på al den heftige julemad, kan jeg næsten ikke finde på noget mere passende end en Dark and Stormy.
Rom, ingefær, lime og masser af ginger beer. En drink, som både er forfriskende og læskende, og som samtidig gør godt for en forkølelsesplaget hals og et udfordret immunforsvar. Andreas mener næsten, at en Dark and Stormy kan gøre det ud for en vitaminpille med al den ingefær og c-vitamin 🙂
Når Andreas laver Dark and Stormy herhjemme, bruger han altid 2 slags rom: en spicy og en sød. Vi har et mildest talt ganske veludrustet barskab herhjemme, så der er rigeligt at tage af. Hvis ikke du lige har så meget at vælge imellem, så bare brug den rom, du har. Ginger beer kan købes i de fleste større supermarkeder både med og uden alkohol. Det er ikke det samme som Ginger Ale. Det er friskere og lettere i smagen.
Jeg kan allerede afsløre, at Dark and Stormy udgør et vigtigt punkt på drinksmenuen hos os nytårsaften. Og jeg kunne forestille mig, at Andreas også serverer en for mig senere i aften, hvis jeg smiler sødt til ham og snøfter lidt over min dumme hoste 🙂
Dark and Stormy (1. drink)
- Et lille stykke ingefær (stykkets størrelse afhænger af, hvor meget knald på ingefærsmagen, du vil have!)
- 1 øko-lime
- 6 cl rom – helst fordelt på 3 mål spicy (fx mørk Bacardi, Havanna Club eller anden standardrom) og 3 mål sød rom (fx Pampero – en lille buttet flaske i skindpose, som vi altid har til drinks herhjemme.)
- Ca. 1-1,5 dl Ginger beer
- Isterninger
Del limen i både, pres saften ud, og smid limestykkerne ned i et højt glas. Skræl ingerfærstykket, skær det i papirstynde, små skiver, og kom også dem i glasset. Stød ingefær og lime let med en lille morter/ske el.lign.
Fyld glasset op med is, tilsæt rom og Ginger beer, rør rundt, og servér.
1 comment on “Dark and Stormy”Tilføj din