Velkommen til dag 5 i “Tilbage på sporet”. Vi har fokuseret på vand, grøntsager, søvn og på at tale pænt til sig selv. I dag rammer vi for alvor “guldåren” i LCHF: Vi skal nemlig have skruet op for fedtet.
Det ville jo have lydt sindssygt i et indlæg om sundhed for 10 år siden at bede folk om at spise mere fedt. Og måske lyder det stadig sindssygt i nogles ører. Men hvis man spiser LCHF, ved man, at det giver virkelig god mening at skrue op for fedtet. LCHF står jo for Low Carb High Fat. Kombinationen af et lavt kulhydratindhold i kosten og højt fedtindtag giver mæthed, ro kroppen og stabiliserer blodsukkeret, så du pludselig oplever ikke at være (lækker-)sulten hele tiden. En sand befrielse, hvis man er typen, der altid har været sulten og kæmpet for at holde vægten med restriktive diæter hele livet.
I stedet for at sige: “Nu må jeg ikke længere spise brød, slik og kage”, så vil jeg meget hellere lægge et ekstra stykke ost på min tallerken, smide en skefuld kokosolie i min kaffe, spise et hårdkogt æg med mayonnaise eller ½ avocado – og så mærke, hvordan trangen til de usunde ting ligeså stille træder i baggrunden. Ikke på grund af min viljestyrke – for den er såmænd ikke noget at skrive hjem om – men fordi min krop har det rart og ikke trænger til noget.
Det bedste bevis på, at det virker, er, at jeg – der har været den største sukkerjunkie hele livet og har spist virkelig store mængder slik – ikke har rørt sukkerslik som vingummi, lakrids og bolscher, siden jeg begyndte på LCHF for snart 4 år siden. Og jeg savner det overhovedet ikke. Det ville jeg aldrig have drømt om, inden jeg blev introduceret til LCHF. Så hvis du drømmer om at blive sukkerfri, er det her altså det bedste bud, jeg kan give dig!
Dagens udfordring er altså at lægge lidt ekstra fedt til hvert af dine 3 hovedmåltider. Hvis du er garvet LCHF-spiser, er det lige til at gå til. Du ved, præcis, hvad jeg taler om. Du skal bare sætte i gang i give den gas. Hvis du er ny i gamet’, skal du måske lige tygge lidt på den. Det er fair nok. Det her er en af de udfordringer, som deler vandene, og du skal kun gøre noget, som du selv har det godt med og føler dig tryg ved. Det er til gengæld også den udfordring, der har potentiale til at give allermest gevinst både i fht. velvære og vægttab.
Her kommer nogle forslag til, hvad du kan spise for at skrue op for fedtet:
- Mejeriprodukter som ost, creme fraiche, fløde og smør
- Bacon
- Oliven
- Avocado
- Olie (kokos, oliven eller raps) – brug det til at stege i eller som salatdressing. Kokosolie fungerer også fint i kaffen. Husk, det skal være ordentlig kvalitet. Ikke palmin og vindruekerneolie.
- Æg
- Kokosmælk (ikke light)
- Mayonnaise (hjemmelavet eller en købeversion af ordentlig kvalitet. Ikke light)
- Hjemmelavet hønsebouillon
- Fed fisk (fx laks og hellefisk)
- Nødder og mandler (i begrænsede mængder. Nødder, indeholder godt med fedt og har mange sunde egenskaber. Men de har også et ganske højt kulhydratindhold er er dermed lidt tricky).
“Hvor meget fedt skal man spise?” Det er ret individuelt. Det gode råd, som jeg har fået, er at spise fedt nok, til at du er mæt og kan holde dig mæt i mindst 4-5 timer uden mellemmåltider. Hvis du bliver sulten få timer efter, at du har spist, så er det nok et tegn på, at du ikke har fået fedt nok. Omvendt, hvis du får kvalme, når du har spist – ja, så er det nok et tegn på, at du har fået lidt for meget fedt. Eller måske, at du er kommet til at kombinere dit fedt med lidt for meget kulhydrat og for få grøntsager. Prøv dig frem, og se, hvad der fungerer for dig.
4 ting, der er værd at huske, når man gearer op for sin LCHF-kost er:
- at det selvfølgelig kun hjælper at skrue op for fedtet, hvis man samtidig husker at skrue ned for kulhydraterne. Ellers bliver det High Carb High Fat – og det er der aldrig nogen, der er blevet sundere af, skulle jeg hilse og sige. Så i takt med, at du skruer op for fedtet, skruer du ned for brød, pasta, ris, kartofler, sukker osv. Husk også, at vi heller ikke taler High Protein. Det er ingen præmie for at skovle kød og skyr ned her. En vis mængde kød/protein har vi selvfølgelig brug for – men det er fedtet, vi gerne aktivt vil have skruet op for.
- at spise grønt nok. Hvis jeg spiser for meget fedt og for lidt grøntsager til, kan jeg godt opleve at få lidt kvalme. Grøntsagerne er virkelig vigtige for mig for at balancere LCHF-kosten. Derfor var det også helt bevidst, at vi startede med grøntsagerne på Dag 3, inden vi smed fedtet på i dag.
- at spise salt nok. Det kan lyde mærkeligt, fordi salt er noget, vi tit bliver advaret imod. Men når du spiser meget få industrielt forarbejdede fødevarer, som man gør på LCHF, får du faktisk ikke nødvendigvis specielt meget salt i din kost. Derfor oplever nogle at få meget hovedpine, når de starter på LCHF – fordi kroppen simpelthen kommer i saltunderskud. Jeg har selv gode erfaringer med at opløse en teskefuld salt i et glas vand og hælde det ned. Det smager rædselsfuldt, men er ofte enormt effektivt i forhold til at få kroppen i balance igen. En kop hjemmelavet, velsaltet hønsebouillon kan også være virkelig gavnligt (og smager en hel del bedre).
- at vælge fedt af ordentlig kvalitet. At spise en friturestegt kylling giver ikke point på lchf-tavlen. Ej heller at spise en pakke Palmin eller andre underlødige produkter. Vælg kvalitetsprodukter, gerne øko og gerne så “clean” og naturlige som muligt. Mættet fedt er helt fint – men undgå for alt i verden transfedtsyrer fra fx friture, skumle blandingsprodukter og billige olier (bl.a. dem i store plastikdunke fra Netto).
“Jamen hallo, er det ikke skidefarligt og ulækkert med alt det fedt?”
Hvis du er fuldstændig ny i LCHF-verdenen og forvirret over, hvad det hele er for noget, og hvis du spekulerer over, om du får blodpropper, bumser og forhøjet kolesterol af at spise fedt (spoiler: Det gør du ikke!), så kan jeg virkelig anbefale dig at anskaffe en af Jane Faerbers første 2 bøger:
LCHF – spis dig mæt og glad (adlink til Saxo.com)
eller
Mæt & slank med LCHF (adlink til Saxo.com)
Begge bøger giver et rigtig godt og grundigt overblik over, hvad LCHF er for noget, hvad fordelene er, og hvordan man praktisk griber det an. Langt bedre end jeg nogensinde kunne forklare det. De fås også som E-bøger på Saxo.
0 comments on “Dag 5: Skru op for fedtet”Tilføj din