Velkommen til dag 3 i “Tilbage på sporet”. Vi har talt om at drikke vand og om at stoppe med at bebrejde os selv. I dag lægger vi en ny udfordring til, nemlig at få skruet op for grøntsagerne.
Et af de bedste tricks, jeg kender, til at få gang i en sund livsstil, er at få listet lidt grønt ind i hvert eneste måltid. Det behøver ikke være noget stort i første omgang. Måske en gulerod, du lige gnasker, mens du laver morgenmad. Eller et par skiver peberfrugt og agurk, hvis det er for voldsomt for dig med gulerod om morgenen. Et par cherrytomater og lidt gnavegrønt til frokost. Eller en rest salat fra aftenen før. Og en god, grov salat eller lidt grønne bønner fra fryseren til aftensmaden.
Snig grøntsager ind, hvor du kan, og vælg de grøntsager, du bedst kan lide. Lad være med at stile efter, at det død og pine skal være 200 gram til hvert måltid. Det bliver hurtigt en sur pligt. Lad også være med at bekymre dig for meget om, hvorvidt det er overjords- eller underjordsgrøntsager, og om de hører hjemme på LCHF. Det bliver også hurtigt et unødigt benspænd. Spis bare det, du har det rart med. Lidt har også ret. Og glæd dig over, at du på LCHF kan sovse dine grøntsager ind i al den dip og dressing, du orker.
Som regel oplever jeg, at lysten til grøntsager tager til, når jeg vænner mig til at have dem på tallerkenen. Derfor kan min morgenmad fx godt se sådan her ud: æg, bacon og grønkålssalat med grantæble og feta. Det smager herligt og holder mig mæt i mange timer. Men hvis det er for hardcore til dig, så start i det små med lidt agurk og peberfrugt 🙂
Bemærk i øvrigt, at vi taler grøntsager, ikke frugt. Lidt frugt er fint nok, fx i en salat – men da frugt er meget sukkerholdigt, er det ikke et mål i sig selv at spise frugt, når man spiser LCHF. Det er grøntsagerne, vi gerne vil have gang i.
Udover at være propfyldt med vitaminer, mineraler, fibre og andet godt, har grøntsagerne 3 særligt gode effekter for mig:
- De giver en god mæthedsfølelse.
- De optager pladsen på tallerkenen og i min mave for diverse mere usunde ting, jeg kunne finde på at spise.
- De giver mig en følelse i kroppen af at være sund, og det inspirerer mig til at være mere sund. Det lyder måske lidt skørt, men det virker for mig.
Det er langt mere motiverende for mig at vælge grøntsager til fremfor at vælge sukker og usunde ting fra. Resultatet bliver det samme, men processen er langt mere positiv for mig.
For at hjælpe grøntsagsspisningen lidt på vej får du her en opskrift på en lækker rødbedesalat med blodappelsin, ristede kikærter og clementin-mormordressing. Den er virkelig lækker og frisk. I det hele taget elsker jeg alle salater, der involverer mormordressing. Ikke mindst, når den er blevet peppet op med clementinsaft. Sammen med de sprøde, krydrede kikærter og den friske blodappelsin er rødbederne i virkelig godt selskab.
Men hov, er det overhovedet rødbeder? De er jo ikke røde? Nej, jeg har brugt nogle gule beder fra en pose med blandede rødbeder. Du kan bruge lige præcis de rødbeder, du har lyst til. Tricket med at bage dem i ovnen i stedet for koge dem, giver i øvrigt rødbederne en virkelig skøn konsistens og smag.
Rødbedesalat med blodappelsin og clementin-mormordressing
- 2 rødbeder – gerne gule
- 2 blodappelsiner
- 1 par håndfulde hakket grønkål
- 1 dl kogte kikærter (gerne fra dåse)
- 1 fed hvidløg
- Spidskommen
- Salt, peber, olie
Clementin-mormordressing
- ½ dl fløde
- Saft af 1 clementin
- 1 tsk hvid balsamico
- Salt og peber
Vask rødbederne fri for den værste jord. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og giv dem ca. 1½-2 timer i ovnen på 165 grader trad. varme. Bagetiden afhænger af rødbedernes størrelse. Tjek, om de er færdige, ved at stikke i dem med en kødpind.
Smut skrællen af rødbederne (brug gerne handsker). Skrællen kan være lidt mere genstridig end ved kogte rødbeder, så så kan evt. tage en lille urtekniv til hjælp.
Dræn kikærterne, og vend dem med olie, salt, peber, spidskommen og presset hvidløg. Bag på 200 grader varmluft i 20 minutter.
Skær rødbeder og appelsiner i grove skiver.
Pisk dressinen sammen af fløde, clementinsaft og hvid balsamico. Smag til med salt og peber og evt. sødning.
Anret appelsin- og rødbedeskiver oven på grønkål. Dryp med dressing, og drys de sprøde kikærter over. Husk også at give salaten et drys salt inden servering.
0 comments on “Dag 3: Skru op for grøntsagerne (og en opskrift på rødbedesalat med blodappelsin og clementindressing)”Tilføj din