Noget af det mest utrolige ved LCHF er, at vi er begyndt at kunne spise suppe til aftensmad. Vi har ellers aldrig været gode til at blive rigtig mætte af suppe, men når der bliver tilsat gavmilde mængder af ost og fløde, er det pludselig en ganske anden sag. Denne cremede tomatsuppe med græskar, mascarpone og kylling spiste vi til aftensmad i går, og den var skøn!
Det er fast ritual herhjemme, at der bliver kogt fond på kyllingeskrog, når vi spiser kylling. Her kan du se en meget nem opskrift på hjemmelavet kyllingebouillon, som fungerer både med et råt kyllingeskrog og med skroget fra en kylling, der har været stegt. Suppen her bliver klart bedst og mest nærende, hvis du bruger hjemmelavet bouillon. Men i en snæver vending kan en frossen blok suppe fra MOU nok også fint bruges. I yderste nød kan du forsøge dig med en bouillonterning – men så daler kvaliteten nok også en del både smags- og ernæringsmæssigt. Jeg er ellers ikke snobbet i fht. bouillonterninger og fond på flasker, men lige når det kommer til aftensmadssuppe, går jeg efter lidt højere kvalitet.
Mens en tomatsuppe med kun tomat godt kan blive lidt kedelig og syrlig, har denne suppe et væld af grøntsager, som gør den blød, sød og meget fyldig i smagen. Grøntsagerne kan varieres efter, hvad du lige har i køleskabet. På en rigtig god dag ville jeg måske bruge friske tomater – især hvis de var i sæson og kunne købes billigt. Men lige i denne omgang har jeg brugt en dåse flåede tomater af god kvalitet. Jeg har valgt at krydre tomatsuppen lidt Middelhavsagtigt, men man kunne også sagtens gå den mere spicy vej med noget spidskommen, koriander, ingefær og andre eksotiske krydderier.
De næste par dage står den på kødsovs og squashpasta, lange dage på arbejde – men forhåbentlig også lidt tid med mit nye legetøj, ismaskinen.
Cremet tomatsuppe med græskar, mascarpone og kylling
- ½ liter hjemmelavet kyllingebouillon
- 1 dåse flåede tomater (gerne af en ordentlig kvalitet)
- ½ dåse koncentreret tomatpuré
- ½ butternut squash (eller tilsvarende mængde af en anden type græskar)
- 2 rødløg
- 4 fed hvidløg
- 1 rød chili
- 1 rød peber
- ½ lille knold fennikel (kan udelades)
- ½ æble
- 100 g mascarpone
- 1 dl fløde
- Krydderier: paprika, oregano, timian, basilikum, salt og peber
- Saft af ½ lime
- 2 kyllingefileter
- Olie eller smør til stegning
- Evt. creme fraiche til servering
Pil og snit rødløg og 2 af de 4 fed hvidløg. Fjern kerner fra chili og peberfrugt, og snit også dem. Skræl butternut squashen, eller tag skrællen med, og skær den i grove tern. Skær fennikel og æble i grove tern.
Svits alle grøntsagerne i en stor, tykbundet gryde. Tilsæt bouillon, flået tomat, tomatpuré og krydderier Lad det hele simre i 15-20 minutter. Prøv at lade være med at bryde de hele, flåede tomater – de bliver sødest og mest intense i smagen, hvis de koges hele (det påstår Jamie Oliver i hvert fald!)
Sæt stavblenderen på suppen, og blend til en cremet masse. Tilsæt mascarpone og fløde, og blend det ind i suppen. Pres de sidste 2 fed hvidløg ud i suppen, og smag til med limesaft og krydderier.
Skær kyllingefileterne i strimler eller tern, og brun dem på en pande i fedtstof med de samme krydderier, som du bruger til suppen.
Hæld kyllingestykkerne over i tomatsuppen, varm det hele godt igennem og servér, evt. med en lille klat creme fraiche.
Rester af suppen kan fx bruges til at spice en kødsovs op dagen efter.
1 comment on “Cremet tomatsuppe med græskar, mascarpone og kylling”Tilføj din