Confiterede andelår med appelsinglace

Confiterede andelår med appelsinglace

Sponsoreret indhold

Confiterede andelår med appelsinglace


Rigtig glædelig 1. december! Ih, jeg er så klar på julepynt, adventskrans og julesange. Faktisk har jeg haft Radio Soft kørende med julemusik de sidste par uger. And I’m not even sorry! 😉 Jeg har en god undskyldning: jeg er musiker, så det er helt legalt for mig at begynde at øve julerepertoire allerede efter efterårsferien!

Nå, men jeg har lovet de søde mennesker fra Acreto.se at lave en juleopskrift i crockpot. Og hvad kunne være mere nærliggende end confiterede andelår? Helt geniale og supernemme at lave i crockpot. Glem alt om at stå og svede over en andesteg, som ikke vil blive ordentligt sprød, lemlæste dig selv med en fjerkræsaks og efterfølgende skrubbe din ovn i dagevis. Med en minimal arbejdsindsats får du her perfekt tilberedt, mørt og smagfuldt kød og dejligt, sprødt skind. Den friske appelsinglace er et lækkert twist til det tunge andekød.

Confiterede andelår med appelsinglace

Minimal arbejdsindsats + perfekt resultat. Det er da en kombination, vi kan bruge til noget! Ikke mindst i juletiden. Og nå ja, så er det jo total lchf med confiteret and!

Vi skal for første gang holde jul hjemme hos os selv i år. Mine svigerforældre og Andreas’ farmor kommer. Jeg er enormt spændt på det og glæder mig vildt meget. Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan finde ud af at tilberede and, flæskesteg og brunede kartofler. Jeg har bare aldrig gjort det til juleaften. Kun som køkkenassistent. Så jeg er ramt en lille smule af præstationsangst. Ikke mindst fordi svigermor sætter en høj standard for julemad! Jeg kommer nok til at forberede mig rigtig meget for at undgå stress i køkkenet og måske skyde et par genveje. Fx ved at confitere nogle andelår i god tid og så servere dem sammen med nogle berberiandebryster.

Og så handler det jo i bund og grund bare om at hygge sig sammen juleaften. Også selvom man skulle ske at brænde sværen på og glemme rødkålen. Det er jo heldigvis ikke det, julehyggen står og falder med.

Confiterede andelår med appelsinglace

Hvis du lurer på at ønske dig en crockpot i julegave, kan jeg virkelig anbefale den, som jeg har fået tilsendt af Acreto: CrockPot 5.0L One Pot Cooking. Den er supersmart, fordi man kan tage indergryden ud og bruge den på komfuret, så man fx kan brune ting. Og så har den et god facon og et pænt design, synes jeg.

Men jeg har faktisk også lige set, at Coop.dk er begyndt at forhandle min gamle model, som jeg stadig har stående i skabet, og som jeg har været vildt glad for. Den er ikke så luksus-agtig som den nye, men den er til gengæld en del billigere. Og den har fungeret til UG med kryds og bolle herhjemme i snart 3 år. Den er ovenikøbet sat ned med 200 kr. hos Coop lige nu. Du kan se den her, og hvis du køber den via linket, får jeg en lille provision af salget:  Crockpot slow cooker – 4,7 liter (adlink)

“Jamen helt ærligt, Louise – får man den brugt?” Tja, jeg bruger min ca. 1 gang om ugen. Især her i vinterhalvåret. Og det har jeg gjort i de ca. 3 år, jeg har været crockpot-ejer. Så jeg har det fint med at dele min anbefaling.

Confiterede andelår med appelsinglace

Nu får du fremgangsmåden til de lækre confiterede andelår med appelsinglace. Og hey – stay tuned: i løbet af de næste par dage får du et tip til, hvad du kan bruge benene fra andelårene til! Hint: Det har at gøre med sovs!

Confiterede andelår med appelsinglace


Confiterede andelår med appelsinglace

  • 4 andelår
  • 500 g andefedt* (kan købes i flere supermarkeder)
  • 2 spsk salt, 1 tsk timian, et par gode kværn peber

Appelsinglace:

  • 1 stor og saftig appelsin
  • 1 skvæt rød balsamico
  • 1 nip salt
  • 1 spsk smør

NB: Jeg brugte nogle relativt små andelår fra frost. Derfor var 500 g nok til fint at dække dem. Hvis du har fat i nogle lidt større lårbasser, skal du måske bruge mere andefedt.

Start aftenen før: gnid andelårene ind i salt, peber og timian. Lad det trække natten over i en plastikpose i køleskabet.

Næste morgen børster du saltblandingen af andelårene, lægger dem i crockpotten, hælder andefedt over, så det dækker dem, og giver dem 6 timer på LOW. Der sker ikke spor ved, at de står nogle timer på “varmholdningsfunktion”, hvis du kommer sent hjem fra arbejde.

Appelsinglace: Pres saften af en appelsin ned i en gryde.  Riv også lidt af appelsinskallen i. Tilsæt et sjat balsamico og lidt salt, og lad det koge ind. Si gerne undervejs. Når massen er reduceret til ca. et par spiseskefulde, tilsættes smør og piskes ud i.

Du skulle nu gerne have ca. 2-3 spiseskefulde tyk, aromatisk appelsinglace. Bliver den for tyk i konsistensen, kan du piske en anelse vand i. Men den skal være ret tyk i det for at hænge ved kødet.

Tag andelårene op af fedtet, og læg dem dem i et ildfast fad. Hæld appelsinglace over, og sæt det i ovnen på 200 grader grill og varmluft. I min ovn skal det have omkring 10 minutter. Brug gerne en pipette til at dryppe appelsinglace over et par gange undervejs.

Servér confiterede andelår med appelsinglace sammen med en god grønkålssalat med syrlig dresssing. Eller brug kødet som fyld i lækre vietnamesiske pandekager!

TIP 1: Du kan sagtens confitere andelårene flere dage (uger) i forvejen og gemme dem i fedtet.

TIP 2:  Si fedtet, og gem det til næste confitering. Der lægger sig lidt sky i bunden. Det kan duhive forsigtigt op med en pipette og bruge til sovs.

TIP 3:  Andebenene, dem skal du ikke smide ud. Gem dem. Se hvorfor i næste indlæg! 🙂

Confiterede andelår med appelsinglace

2 comments on “Confiterede andelår med appelsinglaceTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: