Efter, at vi er gået over til lchf herhjemme, har vi fået en helt ny aftensmadsrutine. Før var den hurtige, uopfindsomme standardaftensmad noget med spaghetti og kødsovs – nu kigger vi på hinanden og siger: “Skal vi ikke bare have noget kød og noget salat?” Og så er der 2 muligheder:
- Salat med oksekød, der som regel bliver noget med en kebabkrydring til kødet og hvidløgsdressing til salaten. Det kan også være hakket oksekød, som bliver tacokrydret og serveres med revet cheddar og guacamole.
- Salat med kylling, som ofte ender med at blive en club sandwich-salat – altså dybest set en club sandwich uden brød. Vi nyder det som en fyldig salat med karrydressing, bacon, ost og stegt kylling.
Man skulle tro, at vi ville være blevet trætte af den rutine efter ½ år, men det går faktisk noget så glimrende, og vi nyder vores aftensmad i fulde drag. Vi rejser os fra bordet, mætte og veltilpasse – og vel at mærke ikke oppustede eller tunge i kroppen.
Det er lidt sjovt med denne her club sandwich, for egentlig nærer jeg en stærk modvilje mod karrydressing. Det har altid irriteret mig grænseløst, at nærmest samtlige danske restauranter og caféer har en idé om, at kylling og karry altid er uløseligt forbundet. Stegt kylling serveres med karrysovs, og alle former for kyllingesandwich er altid fyldt med karrydressing. Og jeg bryder mig virkelig ikke om den industrielle karrydressing, der altid bruges. Derfor vælger jeg nærmest aldrig ting med kylling, når jeg er ude.
Min egen karrydressing er dog inspireret af min søsters, som jeg rigtig godt kan lide (både søsteren og dressingen! 🙂 ). Tricket er at komme ravigottesovs og sennep i og så bruge en ordentlig karry i en doseing, man selv bestemmer. Hvidløg og limesaft giver også en rigtig godt smag. Der er noget sukker og stivelse i ravigottesovsen. Det vælger jeg at ignorere, men hvis du er mere striks med den slags end mig, så erstat evt. med noget sød sennep el.lign.
Club sandwich-salat (lchf – 2 pers.)
- Så meget spidskål, som I kan spise. Rødkål er også dejligt!
- 2 tomater
- ca. 1/3 agurk
- 1 rødløg
- 2 kyllingefileter
- 1 pakke bacon
- Nogle gode skiver halloumi eller frisk mozarella
- Store kapersbær eller oliven – eller hvad I ellers har lyst til at pimpe jeres salat med!
Karrydressing:
- 1 dl creme fraiche 18%
- 1 spsk ravigottesovs
- 1 tsk grov sennep
- 1 fed hvidløg, presset
- 1 godt drys af din yndlingskarry
- Salt, peber, limesaft
Start med at fordele baconen på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv den 15-17 minutter i ovnen på 200 grader varmluft (det passer i hvert fald i min ovn!). Læg den færdigstegte bacon til afkøling på et stykke køkkenrulle.
Imens baconen steger, kan du røre dressingen. Alle ingredienser røres sammen, og der smages til med salt, peber og limesaft. Lad den stå og trække lidt, mens du steger kyllingen.
Jeg krydrer gerne min kylling med samme karry, som jeg bruger til dressingen, samt salt og hvidløgspeber. Jeg steger den i en blanding af smør og olivenolie. Ca. 2 minutter ved høj varme på hver side og så ind i den varme ovn i ca. 15-20 minutter. Så får jeg gennemstegt, men ikke tørstegt kød, som er saftigt og har en dejligt sprød overflade.
Mens kødet passer sig selv, snitter du alle ingredienser til salaten og vender dem med dressing. Hvis du bruger halloumi/grillost, steger du den på panden (eller griller den) lynhurtigt, så den får en god, sprød overflade. Du kan også bare bruge frisk mozarella til salaten – den skal IKKE varmes 🙂
Nu skal salaten samles: Fordel en god portion salat på hver tallerken. Læg bacon, ost og evt. kapers/oliven oveni salaten. Kyllingekødet kan du enten skære i mindre skiver og fordele oven på din salat, eller du kan bare lægge et helt kyllingebryst på hver tallerken. Det gør jeg, når jeg er lidt doven.
Hvis du føler for at pimpe din club sandwich-salat lidt ekstra, kan du også give den ½ avocado eller lidt stegt aubergine. Men så skal du også være godt sulten, for det er virkelig en salat, der mætter godt!

Lige over søster 🙂
Jeg sad lige og manglede lidt inspiration til aftensmaden – og har lige tøet kyllingefilet op.
Nu ved jeg lige, hvad jeg skal lave
Det er jo perfekt 🙂