Jeg har længe gået og haft lyst til at lave noget med boghvedemel, så da jeg forleden så denne opskrift på boghvedepandekager på en af mine yndlingsblogs, Valdemarsro, var det lige det skub, jeg havde brug for. Min morgenmad består meget ofte af en form for pandekager, enten fra det salte køkken fx lchf-morgenmadstoast med blomkål, eller noget lidt sødere som disse sunde pandekager med chiafrø og mandler. Pandekageopskrifter er altså noget, som jeg leger meget med i mit køkken. Disse chokopandekager hører helt klart til i det søde køkken, og de er rare at forkæle sig selv med på en hyggelig morgen med god tid til at nyde kaffen og roen – eller en aften, hvor lækkersulten melder sig.
Boghvede udmærker sig ved at have et lavt GI på ca. 54, hvilket betyder, at det ikke generer blodsukkeret. Trods navnet er boghvede faktisk ikke i familie med hvede. Det er slet ikke nogen kornsort, men derimod et frugtfrø (nogle hævder også, at det er en nød eller en urt…), som er i familie med bl.a. rabarber. Boghvedemel har dog et ganske højt indhold af kulhydrat, så man skal ikke vælte sig uhæmmet i det, hvis man spiser low carb. Til gengæld er det glutenfrit.
Boghvede giver en ret kompakt konsistens i brød og kager – vi kender det især fra blinis. Det anbefales derfor ikke at bruge boghvede som primær “meltype” i bagning, men i disse pandekager synes jeg nu, det fungerer glimrende. De har lidt konsistens som amerikanske pandekager, bare knapt så luftige. Og så mætter de enormt godt!
Chokopandekager med banan og boghvede
- ½ banan
- 1 æg
- 1 sjat fløde (1-2 spsk)
- 1 spsk boghvedemel
- ½ tsk kakao
- 1 tsk Sukrin Gold (kan udelades, hvis du ikke er til alt for søde ting)
- 1 tsk HUSK loppefrøskaller
- 1 nip ren vanilje + 1 nip salt
- Kokosolie og/eller smør til stegning (jeg kan godt lide at bruge en blanding)
Mos bananen, og pisk den sammen med alle de andre ingredienser. Lad dejen stå et øjeblik og sætte sig, mens du varmer en pande op og kommer fedtstof på.
Steg 2-3 pandekager af dejen. De skal have ca. 3 minutter på den ene side og 1-2 minutter på den anden.
Servér fx med en creme rørt af 3 spsk mascarpone, 1 tsk mandelsmør, lidt vanilje og lidt honning eller rismaltsirup. Friske bær på tallerkenen er også et hit!
Uhmm, de chokopandekager ser virkelig god ud og jeg er virkelig fristet til at prøve din mascarponecreme. Den lyder super lækker!
Ja, det er altså godt med det dér boghvedemel i pandekager – tak for inspirationen 🙂 Mascarponecremen er rigtig rar og lidt anderledes end det, man lige plejer!