Netop hjemvendt fra en lille påsketur til Hamborg med min søde mand, er jeg nu klar ved tasterne igen efter nogle dages feriestilhed på bloggen. Og i anledning af påsken skal vi selvfølgelig have gang i noget chokolade! Påskeharen har vel ikke levet forgæves 🙂
Jeg er tosset med chokolade, og det er den ene syndighed, jeg tillader mig selv på lchf. Det tilfredesstiller min søde tand uden at vække min indre sukkernarkoman, og jeg nyder gerne mindst 1 stykke god, mørk chokolade hver dag. I det her chokoladebrud er salt og sødt kombineret på skønneste vis: salte mandler og søde valnødder, karamelliseret med Sukrin Gold, mødes i en dyb, mørk chokolade og både smager og knaser vidunderligt. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor denne variant ikke allerede eksisterer på supermarkedernes hylder, for den er virkelig god!
Du kan finde supernemme opskrifter på både saltmandler og karamelliserede valnødder her på bloggen, eller du kan bruge nogle færdigkøbte versioner (i hvert fald af saltmandlerne – jeg ved ikke, om man kan få sukkerfri karamelliserede valnødder). Chokoladebruddet er hurtigt at bikse sammen, når først du har nødderne på plads, og udover at smage skønt er det også bedre for dit blodsukker end alverdens sukkersøde påskeæg fra supermarkederne.
Jeg kan afsløre, at jeg allerede nu leger med 2 andre sunde(re) alternativer til supermarkedernes påskeægsfristelser. Hvis alt går vel, kan du finde dem her på bloggen henover weekenden, så hæng på!
Chokoladebrud med saltmandler og karamelliserede valnødder
- 1 håndfuld saltmandler (se opskrift her, eller køb dem færdige)
- 1 håndfuld karamelliserede valnødder (se opskrift her, eller køb dem færdige)
- 200 g god mørk chokolade, mindst 70%
Smelt chokoladen over et vandbad.
Hak nødderne groft, og vend dem i den smeltede chokolade.
Fordel chokolademassen i en form beklædt med bagepapir, og stil på køl, til den er stivnet.
Bræk eller skær chokoladebruddet i passende stykker, og nyd, fx med en god kop kaffe!
Indlægget indeholder affiliate-links.
0 comments on “Chokoladebrud med saltmandler og karamelliserede valnødder”Tilføj din