En af de eneste ulemper ved den populære chiagrød er, efter min mening, at den ikke bidrager til indtaget af grøntsager. Det har jeg nu gjort noget ved: denne her chiagrød indeholder nemlig friskrevet gulerod og smager faktisk lidt henad gulerodskage.
Den er fuld af sunde og gode ting: udover gulerod er der appelsinsaft, kokosmælk, chiafrø og ingefær i. Jeg har også lidt frisk gurkemeje i min. Det kan du sagtens udelade, hvis ikke du kan få fat i det – men det giver en fin gul farve, et pift til smagen og lidt ekstra sundhed.
Smagen af gulerodskage kommer fra gulerod (duh!), ingefær, appelsin og skønne krydderier som vanilje, kanel og allehånde. Som ekstra bonus kommer man lidt i julestemning, når man tager krydderiglassene frem.
Ej, det er da for tidligt med jul, Louise! Tja, måske – men jeg sidder og laver julekommunikation klar på mit arbejde i de her dage, og jeg tager alle hjælpemidler i brug for at komme i stemning: clementiner, kanelstænger, julete og julemusik. Mine kor er i fuld gang med at lære deres julerepertoire, så jeg er for længst fremme ved “Et barn er født i Betlehem” 🙂
Nå, men du kan altså også sagtens spise gulerodskage-chiagrøden her uden at være/komme i julestemning – bare rolig!
Jeg kan sjældent blive mæt af chiagrød alene til morgenmad. Men med et æg og måske lidt ost ved siden af fungerer det rigtig godt, synes jeg.
Kan du slet ikke få nok af gulerodskage? Så skulle du tage og tjekke de her opskrifter:
- Gulerodskagedadelkugler
- Rå gulerodskage med ingefær og clementin
- Gulerodskagesmoothie
- Raw gulerodskage med hvid chokoladefrosting
Chiagrød der smager af gulerodskage
(2 pers.)
- Saft af 1 appelsin + lidt af skallen, fintrevet
- 1 dl kokosmælk (gerne Extra Creamy Coconut Milk fra Santa Maria)
- 3-4 spsk chiafrø
- Krydderier: vaniljepulver, kanel og allehånde – ca. 1/4- tsk af hver + 1 nip salt
- 1 tsk friskrevet ingefær
- Evt. lidt friskrevet gurkemeje (kan udelades – giver fin farve og et pift til smagen)
- 1½ dl revet gulerod
NB: I fht. mængderne skal du lige have din sunde fornuft med. Hvis din appelsin er lille og ikke specielt saftig, skal du kun bruge 3 spsk chiafrø. Har du en stor og meget saftig appelsin, passer 4 spsk fint.
Bland appelsinsaft og appelsinskal sammen med kokosmælk, chiafrø, krydderier og friskrevet ingefær + evt. frisk gurkemeje. Rør revet gulerod i, og sæt chiagrøden på køl natten over – eller i hvert fald en lille halv times tid.
Inden servering kan du fx drysse med hakkede pecannødder, valnødder el.lign. Det glemte jeg at vise på billederne, men det smager rigtig dejligt 🙂
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
0 comments on “Chiagrød der smager af gulerodskage”Tilføj din