Brownievafler

Brownievafler

Brownievafler


Så er der godt nyt til alle kagehungrende og utålmodige mennesker: Brownievafler! Brownies, som du kan bage i dit vaffeljern på ca. 10 minutter! Lyder det ikke som en genial opfindelse? Glutenfri og fri for tilsat sukker. Jeg har virkelig klappet mig selv på skulderen mange gange her til formiddag for min store genialitet 🙂

Det er jo ellers ikke fordi, internettet ikke flyder med opskrifter på kager, du kan lave i en kop på 2 minutter i mikroovnen. Sagen er bare den, at vi har sat vores mikroovn på loftet, fordi vi aldrig brugte den til andet en popcorn. Jeg har i øvrigt prøvet at lave en “mug-cake”, dengang mikroovnen stadig boede i køkkenet. Den smagte rædsomt, og selvom der sikkert findes bedre opskrifter end den, jeg fulgte, følte jeg mig på en måde også bare lidt ynkelig ved at sidde der med min lille kop og en ske. Der var noget lidt skamfuldt over at spise en kage, der kom ud af en kop fra mikroovnen…

Så er der helt anderledes god stil over at hive en browniedej ned i sit vaffeljern! Og ikke bare er det moderne “Will It Waffle-stil” – det ser jo ligefrem lidt godt ud med sådan et par tykke, belgiske brownievafler, som kan dresses op på 117 måder – eller bare spises, lige som de er med en stor kop kaffe eller et glas mælk til.

Brownievafler

Det kræver lidt finesse at bage en browniedej i et vaffeljern uden at ende med et mareridt af klistret dej, der må smuldres ud af vaffeljernet. For det første skal dejen være lidt mere fast end en normal browniedej, og jeg turde ikke helt operere med hele, hakkede nødder og hakket chokolade. Så chokoladen blev smeltet, og pecannødderne malet til mel, der blev suppleret op med pofiber, som er super til at give en fast dej, der er nem at arbejde med. Dejen fik også en pisket æggehvide, som gjorde den både fast og luftig. Den moste banan giver også noget godt til både konsistens og smag.

Derudover skal vaffeljernet være helt gennemvarmt, når du begynder, og det skal smøres godt med kokosolie eller anden smørelse.  Det fungerede rigtig godt for mig at bage vaflerne ved høj varme i 4 minutter og derefter slukke og lade vaflerne stå på eftervarmen i 5 minutter. Jeg brugte indsatsen til tykke, belgiske vafler. Bruger du en anden vaffelindsats, er bagetiden måske en anden. På intet tidspunkt undervejs må vaffeljernet åbnes! I første forsøg prøvede jeg at bage i 3 minutter og lade stå i 6 minutter – det gav et bøvlet resultat med brownievafler, der måtte smuldres ud af vaffeljernet. Men næste forsøg gik meget bedre og helt problemfrit.

Der er nok også altid lidt held involveret i vaffelbagning. Men hvis du har en uheldig dag, og vaffeljernet driller dig, kan du bare bage dejen som pandekager i stedet. Det er testet, og det virker helt fint! Du skal til gengæld nok ikke bruge denne her dej til en brownie, der skal bages i ovnen, da den som sagt er lidt mere fast end en almindelig browniedej. Så skal du hellere kigge på denne her brownie.

Brownievafler


Brownievafler (4 stk)

  • 1 æg + 1 æggehvide
  • 1 lille banan
  • 25 g mørk chokolade (70%)
  • 25 g smør
  • 25 g Sukrin Gold
  • 25 g pecannødder (eller valnødder), malet til fint mel
  • 1 spsk pofiber
  • ½ spsk kakaopulver
  • ½ spsk pulverkaffe
  • ½ tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk ren vanilje

Brownievafler

Smelt chokolade og smør i en lille gryde sammen med Sukrin Gold. Lad det køle ned til stuetemperatur, mos bananen, og rør den i. Pisk også det hele æg i. Pisk æggehviden for sig med salt, og stil til side et øjeblik.

Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Rør dem i chokoladedejen, og vend til sidst æggehviden i.

Varm et vaffeljern op med indsatserne til belgiske vafler. Smør det grundigt med kokosolie, og bag vaffeldejen på høj varme i 4 minutter. Sluk for vaffeljernet, og lad det stå i 5 minutter på eftervarmen. Så skulle dine brownievafler være lige til at vippe ud af vaffeljernet. Hvis vaffeljernet driller, så kan browniedejen også bages som pandekager.

Servér dine brownievafler med vaniljeis, flødeskum, friske bær – eller bare helt plain, “on the rocks”. Det smager fantastisk 🙂

0 comments on “BrownievaflerTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: