Hverdagen er for alvor ved at være tilbage på fuld speed efter ferien. Og med hverdag følger madpakker – eller i hvert fald en frokost på kontoret, der skal håndteres på en eller anden måde. Og da jeg gerne ville være så effektiv som muligt på kontoret i denne uge og ikke bruge al min tid på at jagte rundt på Østerbro efter frokost, rodede jeg lige de her broccolifladbrød sammen søndag aften. Det var godt med et køkkenprojekt til lige at få tankerne væk fra “The Walking Dead”, som vi har binge-watch’et de sidste par dage. Jeg vil hellere drømme om mad end om zombier! 😉
Jeg er vild med grøntsagsfladbrød og har både denne og denne opskrift her på bloggen allerede. Konceptet er stadig det samme: grøntsager, ost, nødder, kerner, æg og krydderier. Man kan improvisere frit med de grøntsager, man har. Jeg synes, at broccoli, squash og gulerod fungerer rigtig godt sammen i de her broccolifladbrød. De giver både god smag og dejlig, svampet konsistens. Man sidder ikke og tænker: “Nå, der fik jeg lige en skive kogt broccoli” – overhovedet ikke. Broccolifladbrødene har en mild smag af nødder og ost, og jeg spiser dem gerne både til morgenmad og frokost.
Portionen er en anelse større, end den, jeg plejer at lave – jeg ville være sikker på at have brød nok til hele ugen. Broccoliflladbrødene smager supergodt med et par skiver gouda og lidt god skinke. Du kan riste dem eller spise dem lige, som de er. De er gode til madpakker som en klapsammen og mætter rigtig godt.
Broccolifladbrød
- 1 broccoli med stok
- 1 squash, ml. str.
- 3 små eller 2 store gulerødder (skrællede)
- 1,5 dl nødder (jeg brugte en blanding af paranødder og mandler)
- 0,5 dl græskarkerner
- 1 dl solsikkekerner
- 1 spsk chiafrø
- 1 spsk loppefrøskaller
- 3 æg
- 1,5 æggehvide (svarende til 1 bæger)
- 100 g cheddar
- 1 tsk salt
- Krydderier: 1 spsk oregano, 1 tsk sød paprika, 1 tsk hvidløgspeber
Blend broccoli, gulerødder og squash fint i en foodprocessor.
Blend nødder og kerner til fint mel.
Bland grøntsager og nøddemel i en stor skål sammen med alle de andre ingredienser. Rør til en konsistens, der minder om en løs frikadellefars.
Bred dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Skær riller med en pizzaskærer eller kniv, der passer med de stykker brød, du vil have. Du kan også forme kugler af dejen og presse dem til flade cirkler på bagepladen, hvis du vil have runde fladbrød. Så skal du bare fordele dejen over 2 bageplader.
Bag dine broccolifladbrød i 25-30 minutter på 200 grader, evt. varmluft. Lad dem køle ned på en rist.
Brødene kan fryses ned med mellemlægspapir mellem skiverne. Så er det nemt at tage en skive eller 2 ud af fryseren og lune den på brødristeren.
Broccoli fladbrød?
Ser spændende ud ,du skriver 3æg og 1/12 æggehvide er 3hele æg med hvide og 1/1/2 hvide ?er det rigtigt forstået.
Mvh Gurli Nielsen 😊
Hej Gurli
Tak for din kommentar 🙂 Det er 3 hele, helt almindelige æg og så 1½ æggehvide – hvad der svarer til 1 bæger pasteuriserede, hvis du ligger inde med den slags.
Hej super lækker opskrift men jeg skal lige høre kan man erstatte gulerødderne med noget andet- når man er på keto skal man ikke indtage rodfrugter(alt det der vokser under jorden og gulerødder er en af dem)
Så hvis man fx kunne bruge zuccini? Eller er der en anden grøntsag du kan anbefale?
Hej Gül
Det er jo sådan noget, man altid selv kan eksperimentere med jo 🙂 Jeg har ikke erfaring med det. Umiddelbart er det svært at finde noget, der kan det samme som rodfrugter i fht. at binde et brød som dette sammen.
Hej
Ved du hvor mange kcal dine lækre brød indeholder?
Vh. anne
Nej, det ved jeg desværre ikke. Jeg tæller aldrig kalorier.
Er det kogte grønsager, eller rå
Det er rå grøntsager.