Bønnenachos

---

Mmm, nachos – hvem elsker ikke det?! Det er sådan noget, jeg virkelig kommer til at savle over, når jeg ser det på caféer osv. Jeg har længe gået og tænkt, at man burde kunne lave en efterligning af nachos bare med bønnefritter i stedet for tortillachips. Osten, salsaen, creme fraichen og guacamolen er der jo nemlig ikke noget galt med i fht. min daglige kost.

I går passede det lige med, at jeg havde en rest bønnefritter til overs fra aftenen før. De fik lidt revet cheddar over sig (og lidt ind mellem bønnerne også), røg i ovnen på 200 grader varmluft med grill i 5-10 minutter, og så var der simpelthen bønnenachos. Og ved I hvad – de smagte bare supergodt! Selvfølgelig er alle de her lchf-efterligninger aldrig “the real deal” – men jeg sad virkelig med følelsen af at spise nachos.

Det praktiske ved at have spist lchf

i så lang tid, som jeg efterhånden har, er, at man lidt glemmer, hvordan alle de “rigtige” ting smager – pasta, brød, slik, nachos osv. Og éns smagsløg og cravings ændrer sig faktisk også. Så når jeg fx får serveret en burger ude i byen og tænker, at nu skal jeg da bare unde mig selv at æde dén burgerbolle – så går jeg faktisk kold efter et par bidder og indser, at jeg egentlig ikke har lyst til den. Jeg kan meget bedre nyde kødet, osten, baconen og alt det andet uden at blive forstyrret af brødet, som bare bliver lidt tørt og kedeligt i munden på mig. Der er naturligvis undtagelser – jeg spiste fx hveder store bededagsaften og har også spist pomfritter et par gange de sidste par uger. (Jeg undskylder mig med, at jeg er sympatigravid med en veninde, hvis baby åbenbart craver carbs! Man må jo ofre sig for at være solidarisk! 😉 ). Helt almindelig is fra den lokale ispusher spiser jeg også, og jeg elsker at gå på Starbucks og drikke frappucinos engang imellem. Men i det store og hele har jeg det fint med bare at spise lchf-venlige alternativer til hverdagens fristelser. Og jeg sidder ikke og føler, at jeg bliver snydt, når jeg fx spiser bønnenachos. Eller snaskede blomkåls-ostebrød. Eller ostekiks. Eller grøntsagsfladbrød. Eller de 117 andre sjove, lchf-venlige alternativer til snask, brød og dessert, jeg har her på bloggen.

Mange vil lige for tiden

gerne udråbe lchf og andre alternative kostfilosofier til at være fanatiske og måske endda direkte sundhedsskadelige. Det er en meget forudsigelig modreaktion, når en kostfilosofi bliver tilpas populær, at alle meningsdannerne skal stille sig op og råbe: “hysteri!” og lave grin med alt fra stenalderbrød til blomkålsris. Der findes jo snart ikke en standup-komiker med respekt for sig selv, som ikke har en joke om lchf eller paleo på repertoiret. “Lad nu være med at kalde det squashPASTA – vi ved jo allesammen godt, at det ikke er pasta!”, siger folk hånligt. Og hr. og fru Danmark nikker anerkendende. Det er bare så forudsigeligt, at man nærmest kan stille sit ur efter det. Sådan reagerer vi altid her i Danmark, når nogen vælger at skille sig ud fra mængden. Så skal man høre om, at man dæmoniserer brød og nærmest bringer folkesundheden i fare med sin alternative livsstil. Suk…

Jeg spiser ikke lchf

for at tabe mig, for at være fancy eller med på moden. Jeg gør det ganske enkelt, fordi jeg har det godt i min krop. Bedre end jeg nogensinde har haft det i mit snart 33-årige liv. Der er helt sikkert ikke noget galt med fuldkorn, ris og tortillachips, og folk skal være noget så hjerteligt velkomne til at spise det. Der er sikkert heller ikke noget problem i at spise slik i moderate mængder – jeg kan bare ikke administrere at have det som en del af min dagligdag. Mit liv bliver lettere og bedre af, at jeg helt udelader det og sparer mig selv den daglige diskussion om, hvorvidt jeg nu kan tillade mig selv en skive brød/en håndfuld slik/en skefuld pasta mere. For dét er godt nok en diskussion, som jeg har brugt meget tid på i mit tidligere liv. Jeg sidder nu hver eneste tirsdag til morgenmøde på arbejde og glæder mig over, at jeg bare helt uden at tøve kan lade brødkurven gå forbi og spare mig selv for de endeløse, frustrerende indre diskussioner, som altid har efterladt mig frustreret og ked af det. Og i øvrigt aldrig mæt!

Jeg har det rart,

når jeg har nydt en portion bønnenachos. Mine smagsløg og min mave er fuldt tilfredsstillet, og jeg har hverken dårlig samvittighed, ondt i maven eller et blodsukker, der farer op og ned. Jeg sidder ikke og tænker: “Ej, jeg ville hellere have haft en portion rigtige nachos” – helt ærligt, det gør jeg ikke. Jeg tænker, at jeg har spist noget superlækkert, snasket og dejligt. Så jeg ville ønske, at meningsdannerne ville holde sig til at feje foran egen gadedør og lade mig spise det, som holder mig glad, sund og velafbalanceret. Så skal jeg nok lade andre gøre det samme. Og hvis folk har et problem med, at jeg kalder spiraliseret squash for pasta/spaghetti – ja, så kan jeg da godt overveje at kalde det spiraliseret squash i stedet. Vi kunne også kalde det her “bønner med smeltet ost”, hvis nogen har et problem med, at vi kalder det bønnenachos. Men helt ærligt – er det virkelig så vigtigt? Kunne vi ikke bare i stedet glæde os på hinandens vegne, når vi finder en kost, vi trives med? I stedet for at håne og pille hinandens begejstring ned? Det ville jeg synes var dejligt …

Det var vist dagens budskab herfra!

Opskriften på bønnenachos behøver jeg vist ikke skrive ned. Det er bare en rest bønnefritter, en passende mængde ost og så en tur i ovnen på 200 grader varmluft, evt. med grill på, indtil osten er smeltet og lidt gylden. Servér med creme fraiche, tomatsalsa (eller bare frisk tomat), evt. guacamole, og hvad du ellers kan finde på. Det kan godt være praktisk med en gaffel, når det skal spises. Ellers får man meget fedtede fingre. Enjoy!