Forleden lavede jeg denne her blomkålscouscous hjemme hos mine forældre. Det var sådan lidt et “kast ting ned i salatskålen, og se, hvad der sker”-projekt, så jeg blev helt overrasket, da den på få minutter blev meget populær på Instagram. Derfor tænkte jeg, at jeg hellere lige måtte få smidt opskriften på bloggen – også for at jeg selv kan huske den, for det var faktisk enormt lækkert og nemt at lave.
Blomkålscouscous på denne måde er lchf, når det er bedst! Smagfuldt, mættende og fyldt med gode fedtstoffer fra avocado, pinjekerner, olivenolie og parmesan. Jeg savner hverken ris, pasta eller “rigtig” couscous, når jeg får sådan en bunke lækkerhed til min aftensmad. Min far, som ellers er stor fan af kartofler, hævdede også, at han slet ikke savnede stivelse eller kulhydrat i måltidet. Eneste minus er, at køkkenet kommer til at lugte lidt ærgerligt blomkålsagtigt – men smæk vinduet op, og kom over det, for resultatet er bestemt dét værd, synes jeg!
Jeg skulle i øvrigt hilse og sige fra mine forældre, at rester også smager godt på andendagen. 🙂
Blomkålscouscous med tomat, avocado og pinjekerner
(til 4 pers.)
- ½ stort eller 1 lille blomkålshoved
- 6-7 cherrytomater
- 2 avocadoer
- 4 spsk pinjekerner (helst de gode, aflange pakistanske)
- 4-5 spsk revet parmesan (helst en god reggiano)
- Ca. 1 spsk god citronolivenolie
- Ca. 1 spsk hvid balsamico
- Salt og peber
- Frisk basilikum
Rens blomkålet, og kør det til mellemfint smulder i en foodprocessor. Overhæld det med kogende, letsaltet vand, og lad det stå et par minutter. Hæld vandet fra gennem en finmasket si, og sørg for at få presset så meget væde ud som muligt.
Kom din blomkålscouscous i en skål, og vend med olie, balsamico, salt, peber og friskrevet parmesan. Fordel i et fladt fad og snit tomat og avocado udover.
Rist til sidst pinjekernerne på en tør pande, til de er gyldne, og smid dem over din blomkålscouscous, mens de stadig er varme – så afgiver de en dejlig nøddesmag til hele retten. Drys til sidst med frisk basilikum.
Vi spiste salaten som tilbehør til en kalvesteg, men jeg tror nærmest, den ville passe til alt kød, både lyst og mørkt.
Neste gang du lager blomkåls couscous prøv å riste blomkålen i
ovnen. Får en ekstra deilig smak.
Det lyder som noget, jeg må prøve! Tak for tippet 🙂
Vh Louise