Efter min sidste bagesucces i crockpotten (kæmpe chocolate chip cookie), var jeg jo nødt til at prøve igen 🙂 Denne gang med endnu en kageklassiker: nemlig en brownie.
En brownie er bare en kage, man aldrig rigtig kan gå helt galt i byen med. Masser af snasket chokolade i kageform – hvem kan sige nej til det? Det er nok også derfor, at jeg allerede har en del brownie-opskrifter her på bloggen:
Lchf-brownie 1.0
Brownievafler
Nem brownie med 3 ingredienser
Chokoladekage med banan, figen og nødder
Denne her brownie skiller sig ud fra de andre på et vigtigt punkt: den indeholder nemlig ikke skyggen af mel. Heller ikke mandelmel. Eller pofiber. Eller HUSK. Intet overhovedet? Jamen hva’ i alverden består den så af? Sorte bønner, såmænd! Jamen ad – hvad skal de i mit bagværk? De skal gøre det saftigt, lækkert og i øvrigt ganske proteinrigt, hvis man går op i den slags.
Lige siden jeg bagte mine chokoladecookies med sorte bønner har jeg haft lyst til at lege med mere bagværk med sorte bønner som grundingrediens. Jeg synes virkelig, de gør sig rigtig godt i samspil med chokolade, og så giver de altså en dejligt svampet konsistens, som jeg rigtig godt kan lide.
Crockpotbagning skubber også et bagværk i en meget svampet og saftig retning. Brownien her blev næsten helt smuldrende i sin svampede konsistens, så den var meget svær at skære ud og servere pænt. Men hey, når den bliver dænget til med vaniljeis og brombærcoulis, er der jo ingen, der tænker over det 😉
Black bean brownie i crockpot
- 1 dåse sorte bønner
- 2 æg
- 1,1 dl kakaopulver (jeg brugte raw kakao – brug evt. lidt mindre, hvis du bruger almindelig)
- 1,8 dl kokossukker
- ½ dl kokosolie
- 1 spsk fløde
- 1 tsk hvid balsamico (jo, det skal der i 😉 )
- ½ tsk bagepulver
- ½ tsk natron
- 1 tsk vaniliepulver
- 1 nip salt
- ½ spsk pulverkaffe
- 100 g mørk chokolade
- ½ dl pecannødder
Kom alle ingredienser undtagen chokolade og pecannødder i en foodprocessor, og blend til en glat masse.
Hak chokolade og nødder groft, og rør i.
Beklæd din crockpot med bagapir, hæld dejen i, glat ud, og giv den 2 timer på low.
Alternativt kan du komme den i en bageform og bage den i ovnen. Jeg ville forsøge mig med 180-200 grader og ca. 45 minutter.
Servér fx med vaniljeis eller creme fraiche og gerne noget frugtagtigt til at give lidt modspil. Jeg lavede en hurtig gang brombærcoulis ved at blende lidt frosne brombær med honning, vaniljepulver og lidt citronsaft.
Hej.
Kan man også bage den i ovnen?
Måske 😉 Jeg har ikke prøvet 🙂