I går havde jeg den mest latterlige dag ever! Først gik vores internet ned (for 7. gang denne uge – tak Hiper!). Få minutter efter fik jeg besked fra mit webhotel om, at de havde suspenderet mit domæne pga. hackerangreb (tak one.com + dumme hackere!).
Nå, jeg valgte at tage det fra den positive og konstruktive side: jeg gik i køkkenet og begyndte at bage. Når jeg alligevel ikke kunne komme på nettet og fixe problemet, kunne der jo ligeså godt komme noget lækkert ud af problemet. Og min ovn kører hverken på Wifi eller webhotel.
Jeg bagte bl.a. de her lækre blåbærscones, som jeg længe har haft på tegnebrættet. De er fri for tilsat sukker og hvidt mel. De indeholder havregryn og banan, som ikke er lchf, men de ligger stadig i den sundere og mere mættende ende af sødt bagværk.
Nu kalder jeg dem blåbærscones – i mangel af bedre navn. De er mere svampede end en typisk scone, som jo skal have den dér lækre, smuldrende konsistens. Kald dem endelig noget andet end scones, hvis du synes. De smager i hvert fald dejligt – og fordelen ved at kalde dem scones er, at det er legalt at smøre den med koldt smør og spise dem til morgenmad! Selv tak for dét tip!
Nå, tilbage til de tekniske udfordringer.
Hiper stillede mig i udsigt, at der kunne gå op mod et døgn, før vi igen fik net. De ville sende en tekniker i dag mellem 7.30 og 17(!). Det fik Andreas heldigvis afværget ved at skrive nogle rimelig hidsige anmeldelser på facebook og Trustpilot, da han kom hjem. Pludselig blev vi ringet op af Hiper, fik netforbindelse igen og en måneds gratis internet. Ret fedt, fordi alt i vores hjem kører via wifi: tv, musik og selvfølgelig computere. Hvis ikke vi havde fået net igen, kunne vi jo have været nødt til at sidde og snakke sammen hele aftenen! Yikes! 😉
Nå, men i mellemtiden måtte jeg lave mobilt hotspot med min telefon (som heldigvis stadig virkede!) og gå i krig med one.com’s support. Det plejer at tage ½-1 time at få et suspenderet domæne op at køre igen. Jeg har prøvet det nogle gange efterhånden. Denne gang tog det over 2 timer! Jeg måtte læse den ene dødsyge tekniske manual efter den anden og lave alverdens sindssyge manøvrer med en tekniker i den anden ende, som var virkelig langsom om at respondere. Hver gang, jeg troede, at jeg var i mål, opdagede han et nyt problem.
Til sidst var jeg så hidsig og frustreret, at jeg havde tårer i øjnene, kogte over hele kroppen og overvejede bare at flytte til en øde ø uden internet og rindende vand. Ikke mindst fordi jeg imens kunne sidde og kigge ud af vinduet på det smukkeste solskin, der bare forsvandt minut for minut. Jeg skulle jo have gået tur om Damhussøen og siddet på altanen med en kop te og en blåbærscone!
Nå, men bloggen kom op at køre til sidst, og jeg flåede mine støvler på og gik en tur i de sidste solstråler. I sindssygt højt tempo, så jeg kunne komme af med mine aggressioner. Hjemme igen hjalp aftensmad og et afsnit af “Badehotellet” på de sidste rester af dårligt humør.
Trøsten midt i hele det tekniske bøvl var, at I søde læsere begyndte at skrive til mig på facebook: “Hvor er bloggen henne? Jeg skal til at lave aftensmad, og jeg kan ikke finde min yndlingsopskrift!” Og så en masse søde ord om min blog. Okay, hvis ikke jeg allerede havde opgivet tanken om den øde ø, gjorde jeg det i hvert fald, da jeg læste de beskeder!
Det er jo det, der er det fede: at få lov til at dele madglæde og inspiration med mennesker, som har glæde af det og bruger det! Så tak til jer, fordi I bragte det menneskelige aspekt tilbage i madbloggeriet midt i en dum, teknisk onsdag.
Som tak for det får I her en portion søde scones. Hvis jeg kunne, bagte jeg dem og bragte ud til hver og én af jer. Men det er nok desværre ikke realistisk, så I må hellere bage dem selv 🙂 Heldigvis er det en ret nem opskrift!
Blåbærscones
- 1 banan
- 1 æg
- 1½ dl creme fraiche 18%
- 1 dl havregryn
- ½ dl Kokosfibermel
- 1 spsk arrowrootpulver*
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 tsk salt
- 2½ dl blåbær (gerne fra frost)
- 1 knivspids friskrevet ingefær (kan udelades eller erstattes af pulver)
*Arrowroot kan udelades, men det er det, som er med til at give den elastiske, seje krumme, som glutenfrit bagværk ofte mangler. Jeg bruger det vildt meget, når jeg bager, så jeg synes, det er en fin investering at købe en bøtte af det indimellem.
Mos bananen. Tilsæt creme fraiche og æg, og pisk godt sammen.
Mal havgregrynene til fint mel på en lille minihakker/kaffemølle el.lign.
Tilsæt alle de tørre ingredienser til dejen, og pisk sammen.
Tilsæt til sidst blåbær og ingefær. Du skulle nu gerne have en sej, lidt grynet og klistret dej.
Vend dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Form den til en cirkel, omkring 20 cm i diamater og en tommelfingerbredde i højden. Brug en dejskraber dyppet i vand til at markere skærelinjer til at dele den i 6 stykker.
Bag på 200 grader i 30 minutter, til kagen er gylden og fast.
Servér blåbærscones med en smør – eller bare som de er.
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
0 comments on “Blåbærscones, tekniske udfordringer og verdens sødeste læsere”Tilføj din