I anledningen af ferien havde jeg lyst til at bage noget sødt og lækkert til at forsøde morgenbordet med. Valget faldt på et bananbrød, som jeg længe har gået og luret på at bage. Ret beset er det jo egentlig en kage – men det smarte ved at kalde det et brød er, at det så er helt legalt at smøre et tykt lag smør på sin skive
banankage bananbrød! 🙂
Mit bananbrød har et skønt fyld af mørk chokolade, pecannødder og lidt tørrede tranebær. Jeg legede først lidt med forskellige smagsvarianter med kakaonibs, peanuts og frisk ingefær, men det blev for voldsomt og for underligt. Brødet her er mildt, lækkert, saftigt og fyldt med god smag. Lige klart til feriemorgenbordet – eller en hyggelig kop eftermiddagskaffe!
Bananbrød
- 2 bananer
- 1 spsk limesaft
- 50 g smør
- 25 g Sukrin Gold
- 2 æg
- 35 g kokosolie
- 1 dl hasselnøddemel (hasselnødder blendet til helt fint mel)
- 1 dl kokosfibermel (altså det med reduceret fedtindhold)
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vanilje
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk salt
- ½ tsk ingefær
- ½ dl fløde
- 50-100 g mørk chokolade, min. 70 % (mængden afhænger af, hvor syndigt dit brød skal være!)
- ½ dl pecannødder eller valnødder
- Evt. 2 spsk tørrede tranebær
Mos bananerne med limesaft.
Pisk smør med Sukrin Gold. Tilsæt æggene 1 ad gangen, og pisk til en luftig masse. Tilsæt kokosolien (helst i flydende form), og pisk den ind i massen sammen med de mosede bananer.
Bland de tørre ingredienser sammen i en skål for sig selv: nøddemel, kokosfibermel, bagepulver og krydderier. Rør dem i de våde ingredienser sammen med piskefløde.
Hak chokolade og nødder groft (og tørrede tranebær, hvis du bruger det), og rør dem i dejen.
Kom dejen i en lille brødform (19×10) beklædt med bagepapir, og bag ved 180-200 grader i ca. 45-50 minutter. Måske skal brødet have kortere tid i din ovn, så hold godt øje. Test med en kødpind, når brødet set ud til at være færdigt – hvis den kan trækkes op af brødet efter 5 sekunder, uden at der hænger dej ved, er bananbrødet klar.
Tag brødet ud, og lad det køle helt af på en rist, inden du skærer dig en tyk skive. Brødet smager også rigtig fint efter nogle timer på køl – og allerbedst med et godt lag smør på.
Du kan i øvrigt også sagtens bage bananmuffins af dejen – det bliver ca. 10-12 stk, og de fik i min ovn omkring 30 minutter på 180 grader.
Du kan evt. pynte det afkølede bananbrød med lidt smeltet chokolade.
Indlægget indeholder affiliatelinks.
Lyder smumset lækkert! Hvor mange æg – kan ikke rigtigt få øje på det?
Hej Marianne
Hovsa, godt set! 🙂 Det var 2 æg – de er fluks tilføjet opskriften! Tak fordi du så det 🙂
Vh Louise