Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæble

Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæble

Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæble


Der er stadig liv i bloggen! Hvem skulle have troet det? Midt i home-improvement-projekter, travlhed, familiefester og en tendens til generel udmattelse blev der tid til at være lidt kreativ i køkkenet og tilmed få taget et billede af bedriften.

Resultatet var en frisk, lækker, velsmagende og lækker auberginesalat, der (som Ikeas slogan siger) er “testet af hverdagen”. Når jeg kan lave salaten her på en monstertræt torsdag kl. 19 efter at være faldet i søvn på sofaen kl. 18 og derefter have famlet mig halvt bevidstløst ud i køkkenet for at finde aftensmad – så skulle de fleste kunne være med!

Salaten består af bagt aubergine lagt oven på lidt fintsnittet spidskål (som jeg havde liggende snittet i en pose i køleskabet), granatæblekerner (som jeg havde banket ud forleden og gemt i en tupperware), langtidsbagte blommetomater (som jeg tog mig sammen til at lave forleden) og så lidt dejlig, salt feta. Nemt og overkommeligt. Hvis du ikke gider langtidsbage tomaterne selv, bruger du selvfølgelig bare nogle købe-nogle af slagsen.

Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæble

Jeg ville gerne sige, at vi spiste salaten til et eller andet lækkert, hjemmelavet kød. Men den stod simpelthen på Royal Greenland-torskeloins fra fryseren suppleret med noget skummelt “spelt-burgerbøf”-halløj, som jeg havde fået tilsendt fra Urtekram til test. Og et par kødboller fra Ikea. Fordi Andreas ikke mente, at 1 torskeloin og 1 vegetar-dims kunne bringe ham mæthed. Ja, så fancy ser måltider ud hjemme hos madbloggeren indimellem!

Men lad os nu holde fokus på salaten, ikke? Den var lækker 😉 Med den helt rigtige balance af blødhed og sprødhed, umami og friskhed.

Lettere udbrændthed

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en anelse udbrændt for tiden. Vi har stadig gang i at sætte vores entré/fordelingsgang i stand i lejligheden. Væggene er strippet for tapet, loftet er skrabet fri for maling, og panelerne er slebet helt ned til det rå træ. Det ser forfærdeligt ud, og i stuen er alle vores entrémøbler stablet oveni hinanden. I løbet af de næste par uger bliver der endelig tapetseret og malet. Det glæder jeg mig usigeligt til. Der er få ting, der tapper mig så meget for energi, som når mit hjem er grimt, beskidt og rodet. Jeg er sådan én, der spejler mine omgivelser rigtig meget. Når der er grimt og rodet omkring mig, bliver der også let grimt og rodet inden i mig. Kender I det?

Ud over home-improvement-projektet har jeg også haft supertravlt på arbejde de sidste måneder. Og kalenderen har været pakket med familiefester – hyggelige, men man får ikke rigtig slappet af. Og for lige at toppe den, så vred Andreas om på sit dårlige knæ i sidste weekend og har næsten ikke kunnet gå hele ugen. Så energien har været lidt i bund herhjemme.

Men nu bliver alt snart bedre: Vi skal have en dejlig pinseferie, gangen bliver malet, Andreas’ knæ er i bedring, og lige om lidt er forårets arbejdspukkel også overstået, og jeg kan geare lidt ned. Jeg kan allerede mærke på mig selv, at det bliver godt 🙂 I dag har vi planer om at se, om Andreas’ knæ kan klare at humpe ind til Frederiksberg, så vi kan drikke en kop iskaffe og hygge os lidt.

Ha’ en skøn pinse!

Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæble


Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæble

  • 1 aubergine
  • Olie, salt og peber
  • 1 par håndfulde fintsnittet rød spidskål
  • 1 par spsk granatæblekerner
  • 1 par spsk langtidsbagte tomater (se nedenfor)
  • 50 g blød feta
  • ½ dl olivenolie
  • 2 spsk rød balsamico
  • 1 lille fed hvidløg
  • Salt og peber
  • 1 håndfulde friske krydderurter: fx basilikum, persille og timian

Skær auberginen i stykker på langs, pensl dem med olie, drys med salt og peber, og bag på 200 grader varmluft i 30 minutter. Vend gerne skiverne undervejs, så de får fin farve på begge sider.

Find et fad frem, og bred den fintsnittede spidskål ud. Læg de bagte aubergineskiver over, drys med langtidsbagte tomater, granatæblekerner og finthakkede krydderurter. Smuldr feta ud over.

Rør en dressing sammen af olivenolie, balsamico og friskpresset hvidløg, og hæld den over salaten inden servering.

Servér salaten til fisk eller kød.

Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæble


Langtidsbagte tomater:

  • Cherrytomater
  • Salt og peber
  • Friske krydderurter: fx rosmarin og timian
  • Olie, hvidløg

Skær cherrytomaterne i halve, læg på en bageplade beklædt med bagepapir, og drys med salt og peber. Læg krydderurtekviste ovenpå.

Du kan enten bage dem 4 timer på 100 grader (traditionel varme) – eller du kan skrue ned for ovnen og give dem længere tid. Jeg gav først mine tomater 3 timer på 100 grader. Så skruede jeg helt ned på 40 grader og gik i seng, mens de bagte videre. Næste morgen skruede jeg op på 100 grader og gav dem en halv time, så de fik præcis den konsistens, jeg gerne ville ville have.

Lad de langtidsbagte tomater køle ned. Kom dem på på et glas sammen med krydderurterne og et fed hvidløg skåret i grove skiver. Drys også gerne med lidt flagesalt. Hæld olivenolie på, så det dækker, og opbevar glasset mørkt og køligt.

Brug fx de langtidsbagte tomater til salater, i sandwiches, omeletter osv.

0 comments on “Auberginesalat med langtidsbagte tomater og granatæbleTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: