Brug en halveret aubergine som bund for en pizza loadet med de lækreste ting: figner, serranoskinke, dadeltomater og mozarella. Og bum, du har den lækreste auberginepizza, som du kan nyde med den allerbedste samvittighed.
Du forkæler nemlig ikke bare ganen og smagsløgene, men også din krop med masser af grøntsager og andre gode ting. Dét er da søndagsforkælelse, når det er bedst!
Jeg er jo altså lidt forelsket i de dér friske figner. De er sindssygt smukke, og så er jeg vild med smagen. Dog er de måske lidt en “acquired taste”, som man siger. Jeg har i hvert fald brugt lidt tid på at vænne mig til smagen, men nu er jeg helt tosset med den.
I går havde vi besøg af et skønt vennepar, som udgøres af Andreas’ fætter Ronnie og hans søde kone, Sandra og deres allermest elskelige lille datter, Alva. Til dessert serverede jeg den lækre kæmpe chocolate chip cookie (jeg sagde jo, at jeg havde fået den på hjernen!) pyntet med friske figner. Sandra kiggede lidt skeptisk på de friske figner, tog tøvende en bid og udbrød så: “Nej hvor sjovt – de smager slet ikke af figner!” Hun mente selvfølgelig tørrede figner! 🙂 Sjovt, at de tørrede udgaver af frugt for så mange er blevet standarden. Det er jo det samme med abrikoser og dadler.
Nå, men tilbage til den skønne auberginepizza. Du får opskriften på den lige her. Og så må du have den dejligste søndag. Jeg smutter på arbejde lige om lidt. Heldigvis er arbejde lig med at spille musik hele eftermiddagen, så jeg klarer den nok. Selvom en søndag på altanen med en kop kaffe nu heller ikke havde været værst 🙂
Auberginepizza
- 1 aubergine
- ½ dl olivenolie
- 1 fed hvidløg
- 4 store dadeltomater (eller cherrytomater)
- 1 frisk figen
- 2 skiver serranoskinke
- 2 håndfulde revet mozarella (evt. blandet med cheddar)
- ½ forårsløg
- Frisk basilikum
- Salt og peber
Skær auberginen over på langs i 2 halve. Læg 3 dybe snit på langs i hver halvdel – men pas på ikke at skære gennem skindet.
Skær dadeltomaterne i halve. Læg dem sammen med auberginerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
Rør olien med friskpresset hvidløg. (NB: Du skal ikke bruge al olien, men hvidløgsolien bliver for stærk, hvis du bruger et helt fed hvidløg til mindre end ½ dl olie. Gem resten til dressinger el.lign.). Pensl hvidløgsolie i rigelige mængder ud over auberginerne, og giv også tomaterne et strøg. Drys med salt og peber, og bag ved 200 grader varmluft i ca. 30 minutter.
Skær figen i halve skiver, og riv serranoskinken i mindre stykker. Snit forårsløget fint.
Læg 4 halve tomater på hver af de halve, bagte aubergerginer. Drys med revet ost, og læg herefter figenskiver og serranoskinke på. Bag igen i 5-8 minutter – evt. med grillfunktion. Osten skal være gylden og boble let.
Drys med snittet forårsløg og frisk basilikum, og servér.
0 comments on “Auberginepizza med figner og serranoskinke”Tilføj din