Selv efter at have produceret æblegelé, æblechutney, 3 x æblesirup og proppet fryseren fuld af poser med æblemos og skiveskårne æbler til æblekager havde jeg STADIG æbler tilbage! Jeg ved godt, at æbler kan holde sig længe, hvis de opbevares udendørs i vinterkulden – jeg tror desværre bare ikke helt, det gælder for vores ikke-overdækkede altan, hvor det regner lige ned i kassen med æbler. Så nu har jeg konverteret en god portion af æblerne til tørrede æblechips med kanel og kardemomme. Æblerne udhules (smid evt. lige 40 kr. efter en dims som den på billedet foroven), skæres i tynde skiver, lægges på bageplader med bagepapir, drysses med kanel og kardemomme og tørres i ovnen i ca. 1½ time ved omkring 150 grader. Nemt og lækkert!
Jeg tøver lidt med at kalde det “sundt slik”. Selvom der ikke er tilsat et eneste gram sukker til æblechipsene her, så indeholder æblerne i sig selv jo masser af frugtsukker og kulhydrat, og når de bliver tørret, kan man hurtigt kværne, hvad der svarer til 5-6 store æbler. Så ligesom alt andet slik skal de nydes med måde. Når det er sagt, så tror jeg helt sikkert, det er bedre at stille sliksulten fredag aften i hjemmelavede æblechips end i skumbananer og Ritter Sport. Man får i hvert fald flere positive næringsstoffer og færre (for slet ikke at sige ingen) negative tilsætningsstoffer for kalorierne. Og så siges kanel at have en positiv indvirkning på blodsukkeret, hvilket skulle nedsætte trangen til slik og søde sager – det er jo smart! Kardemommen kan man selvfølgelig udelade, hvis man ikke lige har det i huset – jeg synes bare, det giver et dejligt og klædeligt pift til æblerne. Man kan også drysse alt muligt andet over æblerne inden tørringen – lakrids, vanilje, citronsaft, eller hvad man er mest til.
Under tørringen bestemmer man selv, hvor sprøde chipsene skal være. Jeg kan godt lide, at de stadig er lidt seje og bløde, men hvis man giver dem lidt varmluft til sidst i tørringen, kan de godt blive sprødere. Man skal bare hole afsindigt godt øje – min første portion brændte på i løbet af ganske få minutter på varmluft og var helt forkullet.
Æblechipsene er klart bedst, lige når de kommer ud af ovnen. De kan opbevares i et desinficeret glas med tætsluttende låg, men holdbarheden er ikke superlang, og de er allerede bløde på andendagen. Så lav en lille portion til fredag aften, supplér evt. med lidt saltmandler og lakridsmandler, og smid en god film på – så er der fredagshygge med god samvittighed!
0 comments on “Æblechips med kanel og kardemomme”Tilføj din