5 x sunde(re) Påskegodter

5 x påskegodter


Jeg har samlet lidt forskellige lækre påskegodter i dagens indlæg. Det fælles kriterium for udvalget er, at de skulle være gule (eller i hvert fald gule’ish/orange), smage dejligt og måske lige været lidt sundere end det sukkermarathon, man skal kæmpe sig igennem i supermarkederne i disse dage, med “flammeæg”, Anton Bergs samlede værker, Spangsberg flødeboller i 17 varianter og alt det andet gejl, som “hører sig til” i påsken. Wow, der er virkelig smæk på udvalget!

Nå, men i mine påskegodter er der sparet på sukkeret, men heldigvis ikke på smagen. I afdelingen for “småt men godt” er der  dadelkugler med smag af gulerodskage og påskeæg med hjemmelavet dadelmarcipan. Der er en enkelt solgul is, der smager af citronmåne. Og så er der 2 kager: en frisk tarte tatin med abrikos og en himmerigsmundfuld af en ferskentærte. Der skulle være noget for enhver smag!

Er I ellers klar til lidt påskeferie? Jeg har lige en arbejdsdag i morgen, hvor jeg skal synge til gudstjeneste om formiddagen med mine børnekor, og så står den ellers på ferie, afslapning og hygge med familie og venner.

Ah, det bliver dejligt! Jeg kan sommetider godt mærke, at jeg har et job, hvor jeg hele tiden er “på” og skal bruge mig selv ret meget, menneskeligt og fysisk. Det kan jeg også rigtig godt lide, og jeg er egentlig beæret over, hvor mange mennesker der har lyst til at gå til den ene eller den anden form for “musikhalløj” hos mig. Men for at fungere i det må jeg indimellem have en periode, hvor jeg trækker stikket ud og giver mig selv lov til at være indadvendt. Det er ofte også i de perioder, at jeg bliver megakreativ i køkkenet og foran kameraet!

Skal du holde påskeferie?


5 x Påskegodter

Gulerodskagedadelkugler

Hvorfor ikke pakke sine gulerødder ind i nødder, tørret frugt og varme krydderier og rulle dem i frysetørret havtorn? Det er da sjovere end at sidde og gnaske i en tør gulerod som Bugs Bunny! Og ja, de små sjovere smager faktisk af gulerodskage 🙂

Påskeæg med dadelmarcipan

Påskeæg med dadelmarcipan

Påskeæg med hjemmelavet marcipan uden tilsat sukker, helt naturligt og så let at lave som at klø sig selv i nakken. Glem alt om besværlige processer, sukkerlager og mandler, der skal smuttes. Hvis du kan hitte en foodprocessor og trykke “blend”, så er du næsten færdig!

Citronmåneis

Citronmåneis

Citronmåne i isudgave – ja, hvorfor ikke? Det er simpelthen en af de bedste is-overraskelser, jeg har fået.  Forfriskende kold is, der smager af citronkage med syrligt bid og “varm” krydret eftersmag. Jeg kunne spiste mindst 2 kugler af den is lige på stedet!

Tarte tatin med abrikos (lchf)

Tarte tatin med abrikos

Okay, friske abrikoser kan være lidt svære at få fat i på denne årstid. Men fine og gule/orange er de i hvert fald – og kagen har en svampet bund og et dejligt, syrligt “bid”, som går vildt godt sammen med flødeskum eller vaniljeis.

Ferskentærte

Ferskentærte

Mega-mega-lækker tærte med mandelbund, marcipan, chokolade, mascarponecreme og ferskner (bare brug dem fra dåse, hvis du ikke kan få friske!). Stadig i en klar top 10 over mine favoritkager!

0 comments on “5 x sunde(re) PåskegodterTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: