5 tips til at lave mad til mange

5 tips til at lave mad til mange

Vi har en lidt nørdet og skør hobby. Vi elsker at holde fester. Ikke sådan nogle fester, hvor man smider en flaske vodka og en liter appelsinjuice på bordet og råber: “Party!”. Fester, hvor der er tænkt over et tema, pyntet flot op, lavet en gennemarbejdet playliste, forberedt lækre og flotte drinks og  – selvfølgelig – lavet god mad og købt god vin!

Sammen med 2 gode venner holder vi gerne 1-2 af den slags fester om året. Det kræver sindssygt meget forberedelse, og vi mødes gerne til flere end adskillige planlægningsmøder op til et halvt år inden en fest. Planlægningsmøder er sommetider bare kode for at drikke rødvin og finde på tossede ting – men den slags skal der jo virkelig også være plads til! Derefter går vi i arbejdslejr 2 dage inden festen og pynter op, køber ind, forbereder mad, arrangerer blomster og en masse andre ting i det festlokale på Vesterbro, som vi er så heldige at have adgang til.

Vores seneste fest fandt sted i lørdags, og temaet var “Baltic Cruise” – altså et krydstogt på Østersøen med stop i forskellige lande. Vores ca. 25 gæster mødte op i de mest fantastiske outfits – alt fra tyske Lederhosen til surferoutfits, matrostøj og så de sømænd, vi har i vennekredsen, som ganske enkelt mødte op i uniform. Fantastisk aften!

Vi overvejede, om der skulle laves baltisk mad til en sådan fest. Jeg browsede mange mærkelige sider og konstaterede, at der ikke umiddelbart var nogen estiske egnsretter, som jeg følte trang til at servere for folk. Indtil det pludselig slog mig, hvilken type restaurant, der findes på alle krydstogtsskibe: en italiensk restaurant selvfølgelig! Så jeg gravede mig ned i min mors italienske kogebøger og fandt de skønneste opskrifter, som jeg selv rodede lidt videre med. Der kommer 3 stykker i løbet af denne uge (et lille ItalyMania!), men det er faktisk ikke det, det skal handle om i dag.

Der er nemlig altid mange, der spørger mig, om det ikke er svært at lave mad til så mange mennesker. Vi er som regel mellem 20 og 40 mennesker til vores fester, og det er da en udfordring at lave festmad til så mange – især når man selv også skal deltage i festen og ikke stå i køkkenet hele aftenen. Men umuligt er det bestemt ikke! Det kræver bare god forberedelse og lidt øvelse. I dag får du mine 5 bedste tips til at lave mad til mange:

Suppe til forret

Det er altid en rigtig god idé at servere en forret. Det lægger en god bund hos folk, så de ikke er glubende sultne, når I når til hovedretten. Det betyder ofte, at du kan spare lidt på kødmængderne, hvilket giver luft i madbudgettet. Men det, at folk ikke er ved at dø af sult, giver også dig ro i køkkenet til at få forberedt de sidste ting til hovedretten, mens folk sidder ved bordene og snakker og drikker vin. Der er masser af lækre forretter at vælge imellem, men suppe er bare genialt! Det er billigt, kræver minimal anretning, og du kan lave suppen i god tid og have den stående klappet og klar, mens du bruger tid på andre ting.

Langtidsstegt kød

Vælg en god steg af en god udskæring, fx en oksefilet (svinekød, fx nakkekam, kan også være et hit!), og langtidssteg den. Det frigiver din tid til masser af andre ting i køkkenet, at stegen bare står og passer sig selv. Du kan pudse af, brune og smide hele svineriet i ovnen allerede omkring kl. 16,. Så har du tid og ro til at gøre dig lækker, inden gæsterne kommer, i stedet for at du står i røg og damp og kæmper med komfur og ovn, mens gæsterne ankommer.

Max ovre på Kvalimad har den mest geniale artikel om langtidsstegning. Jeg kan kun anbefale at læse den, hvis du vil være sikker på et perfekt stegeresultat hver gang.

Salater og grøntsagsretter, der kan forberedes i god tid

Kogte kartofler, souffléer og lette bladsalater med granatæblekerner, der skal bankes ud lige inden servering – det er bare det værste, når man laver mad til mange. Alle tidsplaner ryger altid, når man er mange mennesker, og den tid, man troede, man havde til at stå og anrette mad – den har man pludselig ikke længere, fordi man har siddet og sludret lidt for længe over et glas hvidvin. De 5 minutter, det lige tager at ordne 1 granatæble – de bliver hurtigt til 1 kvarter, når du skal ordne 5 granatæbler. Og det bliver til 1 time, når du også lige skal lave de 5-6 andre salater, som du har overbevist dig selv om, at du er nødt til at servere. Mad til mange tager længere tid, end du er vant til derhjemme, hvor I kun er 2 eller 4.

Så lav 3-5 (ikke flere!) gode, solide salater, der kan forberedes i god tid, og som tåler at stå og trække. Fx den gulerodssalat, som jeg kommer med opskrift på senere på ugen. Nogle salater skal helst vendes sammen lige inden servering, men kan godt forberedes i god tid. Fx kan du lave en skøn salat af fintsnittet fennikel og appelsin. Begge dele kan skæres i god tid og lægges i hver sin pose i køleskabet. Inden servering hiver du poserne ud, fordeler indholdet på et fladt fad og drypper olivenolie ud over og måske lidt kapers og oliven. På 2 minutter har du en salat, der er good to go. Uden stress i køkkenet!

Ost og hyggelige ting gør en buffet festlig

En buffet er bare den letteste måde at servere hovedretten på til en fest, hvor du selv deltager, og hvor der ikke er serveringspersonale. Der skal ikke altid så meget til at hæve en buffet fra “affodring” til “fest”. Køb et par gode oste, lav et glas pesto, oliventapenadeappelsinsyltede valnødder, eller hvad du godt kan lide, og sæt det i et hjørne for sig selv sammen med lidt peberfrugt, radiser og vindruer. Det er alt sammen noget, der kan forberedes i god tid, og som virkelig løfter niveauet for din buffet. Jeg synes ikke, man behøver at servere ost som en servering for sig selv – jeg elsker at blande det hele og spise både kød, ost og salater sammen. Det giver også et godt flow i måltidet, at folk selv kan bestemme, hvor længe de vil sidde og søbe i ost, rødvin og andre rare sager.

Portionsanrettet dessert

Når I når til desserten efter en lang og festlig aften, er du træt. Det er ikke nu, at du skal stå og skylle jordbær, flambere pandekager eller stresse over isanretninger, der smelter. Lav en enkel og skudsikker dessert, som står portionsanrettet i glas el.lign. og er lige klar til at hive ud af køleskabet og servere. Chokolademousse og tiramusu er velafprøvede og foolproof succeser, som kan laves enten helt klassisk eller i sjove versioner med lakrids, eller hvad du lige er til.

Keep it simple og ha’ det sjovt!

Til 2 slut kommer som bonus de måske 2 vigtigste råd, når man laver mad til mange: keep it simple og ha’ det sjovt! Du behøver ikke excellere udi finere fransk madlavning eller lave 117 forskellige retter for at få en god fest. Hold dig til noget, du kender, brug nogle gode ingredienser, og sørg for at lave noget, som du ved vil blive godt. Og så skal du altså hygge dig og have det sjovt i køkkenet! Der er ikke noget ved at stå og stresse over en middag, som du slet ikke gider at lave. Der skal masser af energi til at lave mad til mange, og den energi kan kun trækkes fra godt humør og den motivation, som kommer af at lave noget, man kan lide. Hvis ikke man har den motivation, skal man hellere bestille mad udefra.

Jeg ved, der der er nogle kloge damer og mænd blandt bloggens faste læsere, som ofte laver mad til mange – og meget oftere end mig. Hvis I har flere gode råd end de ovenstående, så smid dem meget gerne i kommentarfeltet!

10 comments on “5 tips til at lave mad til mangeTilføj din

  1. Når jeg er kokkeenepige med mange gæster, gør jeg klar til en salat dagen før – river gulerødder og rødbeder groft, skærer champ. i skiver, tør fine ærter op, koger majs + hvad der ellers passer til årstiden, skyller salater og lægger alt på køl i fryseposer. Et passende antal svinemørbrader stegt ca. 14 min. i alt på de tre sider og krydret godt med salt og peber + evt. frikadeller også på køl. Hjemmebagte flutes, (som går både til salaten og osten bagefter), og et par dressinger. Bager lækre kager, som kan gå i fryseren.
    Eller bager en masse (mad)pandekager i god tid og fryser. På dagen fyldes de med en lækker fiske- eller kyllinge-champ.stuvning om formiddagen og sættes på køl, til de skal i ovnen; serveres med ekstra stuvning og en eller to salater til.

    1. Tak for tipsene, Elsebeth! Det er altid inspirerende at høre, hvordan andre griber sådan en opgave an.
      Vh Louise

  2. Geniale fif 🙂
    Måske du også kan hjælpe med fif til at beregne mængder, når der skal laves mad til mange. Jeg synes det er det sværeste. Nogen gode råd?

    1. Mange tak! Godt at du kan bruge tips’ene! 🙂
      Uh, ja det er svært, det med mængder. Det bedste tip er nok, at folk spiser mindre, end du tror. For nylig holdt vi fest for knapt 40 mennesker. Vi havde beregnet 100-150 g kød pr. mand (hvor man normalt beregner 200g pr. mand). Der blev spist halvdelen af kødet. Resten røg hjem i fryseren. Det kommer selvfølgelig altid an på sammenhængen… Har du et konkret eksempel i tankerne?

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: