Siden nytår har vi kørt LCHF herhjemme. Først lidt tøvende og med mange svinkeærinder – men den sidste måned temmelig hardcore og med rigtig gode resultater for både mig og Andreas. Indlægget i dag skal handle om de 5 vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig med LCHF indtil videre. De 5 ting, som har fået LCHF til at gå fra et virkelig træls projekt, der begrænsede mig og gjorde mig skidt tilpas, til at være en behagelig livsstil, hvor jeg vælger ting positivt til og får gode resultater på vægt og i form af velvære.
Måske har du spist LCHF i flere år og har helt styr på det – så kan du trække på smilebåndet af mine klodsede fejltagelser i starten og måske smide en kommentar med dit eget bedste råd til at spise LCHF. Måske er du lige selv begyndt at prøve kræfter med LCHF, og så kan du måske have glæde af en eller to af mine erfaringer.
Anyways, her kommer de 5 ting, jeg har lært om LCHF:
1: Husk grøntsagerne!
Inden jeg begyndte på LCHF, bestod min morgenmad fast af: 1 stykke rugbrød, 1 skive Samsøost, 1 spejlæg og en sjat ketchup. Fint nok, LCHF – jeg dropper brødet, beholder min ketchup (for nej da, den indeholder da ikke sukker…), rører 2 æg op med noget fløde og revet ost, steger det i smør og spiser det til morgenmad. Med ketchup. Og føj, hvor jeg fik det dårligt! Alt det fedt og protein + sukker fra ketchuppen, og ingen fibre til at fordøje det med. Nå, men trods kvalme og synkebesvær kørte jeg tappert videre og undskyldte ubehaget med, at det nok bare var opstartsvanskeligheder. Jeg tog en kop kaffe med fløde til mellemmåltid og noget mere æg med ost og fløde til frokost. Det var nærmest som om, jeg havde glemt, at grøntsager eksisterede, mens alt mit fokus var rettet mod det dér fedt. Hen på aften havde jeg det bare skidt og måtte have en eller anden form for korn eller ris med til aftensmaden for at få det til at fungere bare nogenlunde. Vægten rokkede sig ikke, men motivationen dalede til gengæld fint og regelmæssigt.
Grøntsagerne kom som en hel åbenbaring, da jeg efter et par uger besluttede at droppe ketchuppen og i stedet stege nogle cherrytomater til mine morgenæg for dog stadig at få noget tomatsmag. Pludselig føltes morgenmaden som noget rart, og jeg var mæt og afbalanceret i mange timer. Siden er squash og peberfrugt også blevet fast bestanddel i min morgenmad, og det fungerer bare enormt godt. Til frokost og aftensmad har grøntsager altid haft høj prioritet, men det med at spise grøntsager til morgenmad er virkelig noget nyt, men rigtig godt for mig. Det gør alverden til forskel i forhold til, hvordan min krop har det med LCHF.

2: Tag de nye ting ind – for alvor!
LCHF betyder et fravalg af mange gode ting – brød, korn, ris, pasta, kartofler, sukker osv. Det betyder til gengæld også et tilvalg af mange ting, som i årevis har været no-go, hvis man skulle forestille at spise sundt: creme fraiche 38%, fuldfede oste, bacon, smør, fløde osv. Men hvis man stadig står nede i supermarkedet og kvier sig ved at købe den fuldfede creme fraiche, vælger kalkunbacon i stedet for rigtig bacon, holder sig til sin kedelige slankeost og ikke rigtig tør putte mere end en teskefuld smør på panden, når man steger – så får man jo reelt ikke noget i bytte for alle de ting, man opgiver. Så kommer LCHF hurtigt til at føles som et surt fravalg i stedet for et glad tilvalg.
Vi har fx indført et stykke god ost som afslutning på aftensmåltidet. Helst en fast ost, fx manchego eller primadonna, som ikke kræver brød under, men kan spises med fingrene. Det er superhyggeligt og runder måltidet af på en lækker måde, som får ethvert savn af kartofler og korn til at glide diskret i baggrunden. Morgenæggene får selskab af bacon i weekenden, så vi ikke sidder og savner brødkurven alt for meget. Og vi vender gerne en salat med en dressing rørt på 38% creme fraiche eller runder en suppe af med fuldfed flødeost, kokoscreme, fløde el.lign. Dermed føles LCHF som et meget positivt tilvalg af mange lækre sager for os.

3: Drop mellemmåltiderne og de gamle vaner
Det dér med 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider, som mange (i hvert fald jeg) har vænnet sig til gennem mange år – det holder ikke rigtig på LCHF. Det ødelægger i hvert fald en stor del af pointen, som går ud på at give kroppen et solidt foder og derefter give den ro til at fordøje og forbrænde i mange timer. Hvis man spiser sin morgenmad med æg, fløde, ost og grønt til morgenmad kl. 7, skal spise frokost kl. 12 på arbejde og lige skal nå at klemme et mellemmåltid ind kl. 10 – så får kroppen altså travlt, og man vil sandsynligvis ikke opleve den ro, som mange garvede LCHF’ere taler om. Hvis man mærker efter, har kroppen sandsynligvis slet heller ikke brug for det mellemmåltid, men kan fint klare sig indtil frokost på morgenfoderet.
På samme måde kan man godt undvære sit eftermiddagsmåltid, hvis man spiser lidt tidlig aftensmad eller har mulighed for at tage sin frokost lidt senere end kl. 12. Den sene aftensnack/dessert har jeg helt droppet – undtagen selvfølgelig, når vi har gæster eller er ude. Det kan gode være fristende bare at bage noget lækkert lchf-brød og -kage og tage det til eftermiddagskaffen i stedet for den bolle, man plejer at spise, eller til aftenkaffen. Men jeg har øvet mig i at få inkorporeret tanken om, at dagen indeholder 3 hovedmåltider – and that’s it! Nogle dage indeholder for mig faktisk kun 2 hovedmåltider, fordi jeg er så mæt. Jeg tager måske en lille humpel ost eller et stykke mørk chokolade, hvis jeg føler mig lidt gammelsulten, og en kop kaffe med fløde kan der altid blive plads til, men jeg render ikke længere rundt og tænker på mellemmåltider. Det er faktisk en hel befrielse, især når jeg er på arbejde, at jeg ikke fra morgenstunden skal planlægge 2 mellemmåltider og 1 frokost til madpakken, men bare tænke på frokosten.

4: Man er ikke usårlig på LCHF
De første par uger, hvor jeg for alvor knækkede koden til LCHF, følte jeg mig nærmest helt usårlig. Jeg åd og åd, og kiloene raslede af – gætter jeg på, for jeg har faktisk gjort, som Jane Faerber fra Madbanditten råder til, og pakket min badevægt væk. I hvert fald passede alt mit tøj igen, og mine bælter at blevet spændt 2 huller ind. Men den sidste uge har været lidt mere shaky – måske fordi jeg begyndte at eksperimentere lidt, nu hvor jeg følte mig så sikker i sadlen. Jeg spiste køleskabsgrød til morgenmad tirsdag, fordi jeg skulle tidligt ud af døren. Det fungerede nogenlunde, men jeg havde ikke den mæthedsfølelse i kroppen, som gør mig immun over for tanken om usunde ting. Jeg tror, der røg et par ekstra stykker mørk chokolade og lidt flere stykker ost ned i løbet af eftermiddagen, end der plejer.
Torsdag gik det til gengæld helt galt. Jeg forsøgte mig med en varm kokosgrød fra bogen “Mæt og slank med LCHF” til morgenmad. Jeg er ellers meget begejstret for alle opskrifter i bogen, men den dér grød – den fungerede bare slet ikke for mig! Den smagte mildest talt forfærdeligt, og jeg fik kvalme af alt fedtet – ligesom på mine første dage med LCHF, hvor jeg heller ikke fik nogen grøntsager. Det slog mig ud af balance i flere dage, hvor jeg gik og var utilpas og slet ikke havde lyst til ordentlig mad. Jeg spiste sådan noget som bananpandekager (banan most med æg og stegt i kokosolie), noget ost, og jeg fik klemt noget aftensmad ned, men jeg følte mig oppustet, havde pludselig igen udspilet mave og måtte spænde bælterne et hul ud igen.
Nu er jeg dog heldigvis ved at være nulstillet og klar igen – især efter en aften på Bones i går, hvor jeg spiste spareribs og coleslaw til den helt store guldmeldalje 🙂 Jeg kører videre med den vigtige erfaring i bagagen, at jeg ikke er usårlig på LCHF. Jeg kan godt tage kiloene på igen, hvis jeg kommer ud af kurs, så ikke flere svinkeærinder lige med det samme – og ingen kokosgrød!
5: Flæskesvær – en lifesaver!
Du er på vej hjem fra en dag, hvor alt er gået skævt, og du bare har lyst til at guffe et eller andet helt vildt syndigt. Du skal have gæster og vil gerne servere noget lidt mindre kedeligt end gulerodsstave til en velkomstdrink. Du har tømmermænd og kan kun tænke på chips og cheeseburgere (og dette kommer fra damen, der har tømmermænd efter 2 glas rødvin!). Du er på din tredje LCHF-dag og har “carb crash”. Hvad er svaret? Flæskesvær! Tænk, at de er dømt inde igen! Okay, måske skal man ikke leve af flæskesvær hver dag, og måske skal man huske at købe dem fra en god slagter eller delikatesse, så de er af en ok kvalitet – men stadigvæk, flæskesvær! Fantastisk spise – og helt sikkert en guilty pleasure for 9 ud af 10 danskere, uanset om de vil indrømme det eller ej 🙂
Så æd nogle flæskesvær, og god fornøjelse med det dér LCHF!
Har du selv nogle gode LCHF-erfaringer, så del dem meget gerne i kommentarfeltet, så både jeg og andre læsere kan blive klogere.
Åh nej det lyder virkelig som om at jeg burde prøve at spise LCHF…. Men det kræver godt nok meget tilløb, for jeg elsker brød, og så er en af mine helt store pasioner altså kage-bagning.. Jeg har dog de sidste par år prøvet at gøre min kage-bagning sukkerfri og sundere, men jeg må nu indrømme, at mine yndlingskager stadig er nogen af dem med sukker i desværre.. Er desuden også bange for, at jeg ikke kan holde mig fra brød og sukker – hvordan holdt du dig fra det i starten? Min kæreste vil nok nægte at leve uden brød og nutella (og han kan sagtens holde til at spise det) så jeg kan desværre ikke bare rydde mit køkken for de forbudte ting 😉
– Charlotte
Hej Charlotte
Det er jo svært med de dér kostændringer. Først og fremmest vil jeg sige: Hvis du har lyst til at prøve det, så gør det – og gør det enkelt og overskueligt! Sæt et mål om at køre striks LCHF i en uge eller 2. Så siger du ikke farvel til brød og sukker for evigt, men du prøver nogle nye spisevaner af, hvor du vælger nogle ting til, som du måske ikke har så meget plads til i dag (ost, smør, flæskesvær osv.) 🙂 Hvis det fungerer, og du ikke savner brød, kan du køre videre – hvis ikke, kan du sige, at det var det, og gå tilbage til de gamle kostvaner. Værre behøver det aldrig at være.
Men jeg vil også sige: Hvis du er lidt tøvende og ikke er helt sikker på, at du rent faktisk har lyst (hvis du føler, at du “bør” spise LCHF, men ikke, at du har lyst) – så skal du måske overveje ikke at ændre kostvaner. Det kræver en del motivation og vedholdenhed at omlægge sin kost – især, når man med LCHF skal overleve de første dages “carb crash”, hvor man kan blive rigtig dårlig. Det kræver, at man er ret stålsat, vil jeg sige 🙂
Det vigtigste spørgsmål at stille dig selv er måske også: Hvorfor vil du skifte kostvaner? For at tabe et par kilo? For at tøjre sukkertrangen? For at få mere energi? Hvis du har det fint med krop og vægt og egentlig ikke lider af store blodsukkerudsving – ja, så kan det jo være, at din nuværende kost fungerer perfekt for dig. Men hvis du føler, at der er noget, der skal være bedre – ja, så er det jo dér, at motivationen skal hentes.
Jeg ved ikke, om du kender bloggen Madbanditten? Hun er nok den i Danmark, der bedst kan rådgive om at skifte til LCHF, så prøv evt. at tjekke hendes blog. Hun har vildt mange gode råd og tips, som jeg har haft meget glæde af!
Jeg er selv lykkedes med at holde mig fra brød og sukker ved at gøre mange af de ting, jeg skriver oven for: vælge rare ting til i min kost, spise mig MÆT til mine måltider i masser af grønt og fedt, have plads til et stykke mørk chokolade i ny og næ osv. Heldigvis har jeg en mand, der bakker mig meget op, om som også spiser med på LCHF – det betyder meget! 2 ud af 3 af mine søskende er sågar også på LCHF, så vi sparrer meget med hinanden.
Jeg vil ønske held og lykke med projektet – og skriv endelig igen, hvis du er mere nysgerrig eller har brug for sparring!
/Louise
Nu har jeg spist lchf i 4 uger, jeg kan se på min krop at der er blevet lidt færre deller, men jeg har ikke tabt mig, hverken på vægt eller cm. Jeg har generelt fået det bedre,men jeg har stadig 8 til 10 kg formeget på vægten. Hvad gør jeg?
Venlig hilsen Jette
Hej Jette
Dejligt, at du har det rart med at spise lchf. Nu er jeg ikke kostvejleder, og jeg ved heller ikke noget om, hvordan din daglige kost helt præcist ser ud, så det er svært for mig rigtigt at sige noget om, hvad du skal gøre. Hvis det er vigtigt for dig at tabe dig nu og her, vil jeg råde dig til at tage fat i en professionel kostvejleder. Jeg ved, at de fx rådgiver ud fra lchf-principperne på Kostklinikken Emmanuel.
Derudover er der et par spørgsmål, du kan stille dig selv (det er ikke noget, du skal svare mig på her – bare selv tænke over):
Spiser jeg kun 3 hovedmåltider om dagen, eller spiser jeg hele tiden mange små måltider?
Er det, jeg spiser, rent faktisk lchf, eller er jeg røget i en af fælderne her fra indlægget?
Er der for mange lchf-snacks og kager i min kost?
Får jeg for meget protein og for lidt fedt? Eller for få grøntsager? Eller “de forkerte” grøntsager, fx rodfrugter, majs og ærter?
Jeg vil også anbefale dette indlæg hos Madbanditten: http://www.madbanditten.dk/2013/03/05/10-grunde-til-at-du-ikke-taber-dig-pa-lchf/
God vind!
Vh Louise