
Nytåret nærmer sig med hastige skridt! Rundt omkring på alle blogs og i alle dameblade finder du alverdens bud på lækre nytårsmenuer, som er så forførende og appetitvækkende, at man får lyst til at lave det hele på én gang! Jeg har også de sidste par år givet et par bud på nytårsmenuer (her og her) – men i år har jeg lyst til at give et andet indspark: nemlig 5 spørgsmål, du bør stille dig selv, når du planlægger din nytårsmenu. (Hvilket du sikkert allerede har gjort, hvis du skal stå for menuen til nytår).
Der kan nemlig sommetider være langt fra den flotte nytårsmenu fra kogebogen og det resultat, man ender med selve nytårsaften, når man står, småsnaldret og med 10 tommelfingre og undrer sig over, at det hele ligner brunt snask og ikke den farverige, smukke ret, man forelskede sig i på billederne. Eller når man står sidst på aftenen med marengs i håret og er ved at sætte ild til køkkenet med en gasbrænder og tænker: “Hvordan kunne jeg finde på at vælge Baked Alaska som dessert??!” 😉 De her 5 spørgsmål kan måske spare dig for den slags oplevelser, hvis du stiller dem til din nytårsmenu. Det kan lige nås endnu.
Herhjemme skal vi have en masse skønne mennesker på besøg nytårsaften. 12 personer bliver vi. Og vi skal have masser af (forhåbentlig) lækker mad, farverstrålende drinks, sjov og hygge. Menuen afslører jeg ikke endnu – ikke mindst fordi størstedelen af selskabet læser med her på bloggen, og lidt surprise må der jo alligevel gerne være 😉 Men hvis du vil have lidt ufiltreret inspiration, kan du kigge med ovre på min Pinterest, hvor jeg har oprettet opslagstavlen “Nytår”.
Nu videre til de 5 spørgsmål:
Kan jeg nå at lave det hele?
Måske et ret oplagt spørgsmål – men overvej det alligevel! Har du planlagt 7 retter, hvor alt skal tilberedes og portionsanrettes sirligt på selve aftenen? Er din ovn dobbeltbooket, så der både skal være kød, kartofler, flute, bagte grøntsager, kage og 1.000 andre ting i den på samme tid? Så kunne du godt gå hen og få en ret stresset aften.
Overvej at lade en stor del af menuen bestå af ting, der kan laves 1 eller 2 dage i forvejen: brød, suppe, sovs, kartoffeltilbehør, dips, kage osv. Grøntsager til salat og garniture kan også snittes og lægges i poser i køleskabet, så de er lige til at vippe ud på fadene.
Jeg kan også anbefale at tænke særligt over desserten. Jeg duer i hvert fald ikke til at stå at lave fine anretninger med smeltende is og tempereret chokolade sidst på aftenen, når festen har været i gang længe, og man har fået både vin og drinks. Så skal det bare være noget nemt, jeg kan hive ud af køleskabet eller fryseren og sætte direkte på bordet.
Er jeg blevet forført af kogebogens billeder?
Der er nærmest ingen grænser for, hvor lækre de forskellige retter kan se ud i diverse kogebøger, madblogs, dameblade osv. Men når man så selv skal anrette den hovedret, der så lækker ud på billederne, ligner den pludselig noget, der er løgn! Eller den fine Mette Blomsterberg-dessert, hvor alt ligger snorligt og sirligt med perfekt afbagning og små chokoladesnirkler. Og når man så selv forsøger sig, ligner det noget, en 5-årig har lavet. Suk…
Man skal huske, at der bag kogebogens/bloggens billeder ligger mange timers arbejde, afdupning med køkkenrulle, retten på de små detajler, lyssætning, rekvisitter, Photoshop og andet godt. Det er selvfølgelig igen ulykke, at anretningen ikke lige ser så prof ud derhjemme, bare det smager dejligt – men det er ærgerligt, hvis man har valgt retten til sin menu, netop fordi man syntes, den så flot og præsentabel ud.
En god, gammel klassiker er, at man glemmer at tage højde for, at kød safter. Så når man står dér med sin fine tallerken med de små, sprøde kartoffelkroketter og fine salatblade, og man lægger de 2 skiver culottesteg på – så sejler det hele pludselig i kedelig kødsaft. Øv! Det er jo nemt at få til at se pænt ud på et billede, hvor al saft duppes op med køkkenrulle, og resten retoucheres væk i Photoshop. Knapt så nemt i virkeligheden, hvor maden også gerne skal på bordet, mens den er varm.
Der kan også være ting, der lyder rigtig nemme i opskriften, men som faktisk kræver et håndelag og en træning, man måske ikke har som amatørhusmor. Jeg havde fx en idé om, at jeg til min hovedret skulle lave nogle fine “æg” af frossen flødeskum. Jeg nævnte idéen for min veninde, Sara, der er uddannet konditor, da jeg var sammen med hende forleden. Hun satte mig pænt til at øve mig i at forme æg i blødt smør – og jeg var helt håbløs til det! Så den idé droppede jeg igen. Til gengæld fandt vi ud af, at jeg var ret god til at lave kugler med en rund ske – så det vil jeg arbejde med i stedet for.
Mit råd er altså: tænk din menu igennem, og øv dig på de ting, du er usikker på. Og hvis der er noget, der ikke fungerer for dig, så skift det ud med noget, du har bedre forudsætninger for at lave. Og hvis du går op i anretningen, så lav din egen plan. Jeg kan faktisk godt finde på at sidde og tegne min anretning op på et stykke papir, så jeg ikke skal stå på selve aftenen og beslutte, hvordan kød, kartofler, grøntsager osv. skal ligge på fade og tallerkener. Det virker måske lidt nørdet, men det giver mig en mere rolig og afslappet fest.
Er retterne afstemt i fht. hinanden?
Hvis du, ligesom jeg, elsker at plukke forskellige retter hist og her og sammensætte dem til en menu, så kan det være en god idé at tænke over, hvordan retterne spiller sammen. Hvis du har planlagt hummerbisque til forret, confiteret and og ostegratinerede kartofler til hovedret og en tung chokolademousse til dessert – så kan det godt ske, at dine gæster får det lidt skidt sidst på aftenen. Eller omvendt, hvis du har planlagt en let salat til forret, dampet fisk og sauterede grøntsager til hovedret og en let frugtanretning til desset – så vil folk nok sidde med en lidt tam følelse sidst på aftenen.
Det handler om at sammensætte sin menu, så den har lidt af det hele: sødt, surt, fedt, magert, blødt, sprødt, stærkt, sødt, syrligt, bittert, umami, frugtsmag – og gerne masser af farver selvfølgelig! 🙂 Alle retter behøver ikke have det hele – men helheden skal gerne spille sammen. Hvis du har en tung hovedret, kan du med fordel servere en let dessert. Har du en meget let forret med sprøde asparges og en enkelt kammusling, så vil ganen måske til gengæld kræve lidt mere gods i hovedretten, etc.
Jeg sætter mig gerne ned og prøver at leve aftenen igennem inde i hovedet: “Hvis jeg lige har spist det her, hvordan har jeg det så i kroppen? Hvad har jeg lyst til bagefter…?” Igen – det er nørdet, men det virker!
Er der allergier i selskabet?
Nå ja, den er måske også oplagt – men det er immervæk bare så ærgerligt at stå dér med sin lækre nøddepaté til forret og nøddetærten til dessert og så opdage, at halvdelen af selskabet ikke tåler nødder. Den slags udfordringer kan man ligeså godt undgå på forhånd!
Hvordan er logistikken i fht. fade, skåle, bordpynt osv?
Det kan være en rigtig god idé lige at gå skabe og skuffer igennem i god tid og sikre, at du har de fade, tallerkener og skåle, du gerne vil anrette maden i og på. Måske har du planlagt at anrette dessertkagen på det fad, som salaten til hovedretten også skal serveres på. Det er en irriterende overraskelse at få lige inden festen. Ligesom det også er irriterende at opdage, at man kun har 9 desserttallerkener til 12 gæster, fordi nogen (jeg siger ikke hvem!) er kommet til at smadre mindst 3. Selvfølgelig ender den slags altid med at løse sig, og der er endnu ikke nogen, der er døde af at spise dessert af en frokosttallerken – men det er sjovere, hvis der er styr på den slags logistik på forhånd. Synes jeg i hvert fald!
En anden ting, der er værd at overveje, er forholdet mellem fade og diverse bordpynt. Hvor mange gange har man ikke sat smukke blomster og lys på bordet – kun for at fjerne dem 5 minutter inde i måltidet, fordi der ikke er plads til alle de fade, der skal på bordet. Jeg forsøger at undgå det i år ved at køre en del portionsanretninger og så få fade som muligt på bordet.
Det er de spørgsmål her, som jeg har stillet til min egen nytårsmenu i løbet af de sidste par dage. Om der er 100% styr på det hele, ved jeg endnu ikke – men jeg tror, det bliver godt! Jeg glæder mig i hvert fald.
Jeg håber, I får et rigtig godt nytår! Med lækker mad selvfølgelig 🙂 Hvad skal I mon have at spise?
0 comments on “5 spørgsmål, du bør stille til din nytårsmenu”Tilføj din