Glædelig 2. søndag i advent! Jeg synes snart, vi er nødt til at få indført nogle flere adventssøndage – 4 er jo alt for lidt, når der er så mange hyggelige ting, man gerne vil lave! Min søndag skal i dag bruges på at synge til gudstjeneste med vores fantastiske børne- og ungdomsgospelkor. Og så har Andreas og jeg planer om, at vi skal ud og skøjte på Fisketorvet i eftermiddag. I aften har jeg lyst til at se en af de film, som er en obligatorisk julefilm for mig: Die Hard! Bruce Willis smurt ind i blod og glasskår og Professor Snape, der forsøger at overtage verdensherredømmet – det bliver ikke meget mere julet! 🙂 I går så vi Alene Hjemme2, mens vi pyntede juletræ og spiste popcorn – også en klassisk juletradition!
Hvad skal din adventssøndag bruges på?
En ting, som også ofte hører en adventssøndag til, er hjemmelavede julegodter – gerne med chokolade! Jeg synes, det er ok, at der lidt mere frie rammer omkring de søde sager i december – det er jo jul! Men det behøver altså ikke være sovset ind i hvidt sukker og andet stads, når man sagtens kan lave julegodter, der er mindst ligeså lækre, uden! Her har jeg derfor samlet 5 (næsten) sukkerfri chokoladelækkerier, som du kan forsøde søndagen med. (Links til opskrifter er nede under billedcollagen). Så glemmer vi lige, at jeg glemte fredagskagen i fredags, ikke? 🙂
5 (næsten) sukkerfri chokoladelækkerier
Sukkerfri guldkarameller (de er simpelthen bare gode!!)
Chokoladebark med nødder, hindbær og karamelswirl (udelad evt. den sukkerbaserede karamelswirl, eller erstat med karamel baseret på dadler eller kokossukker)
Sukkerfri chokolade med frugt og nødder (du laver selv chokoladen fra bunden og ved derfor, nøjagtig hvad den indeholder!)
Rom-rosinchokolade med twist af kardemomme (lav dem evt. med mørk chokolade for at sænke sukkerindholdet, eller brug en lys chokolade af god kvalitet)
Hjemmelavede peanutbuttercups (hvis du er megadoven, kan du også bare smøre peanutbutter på et stykke mørkt chokolade – det er knapt så dekorativt, men gør tricket!)
0 comments on “5 (næsten) sukkerfri chokoladelækkerier til juletiden”Tilføj din